Klumme: Jeg skulle jo være en afslappet og cool mor! Det er jeg så ikke...

Mit stemmeleje har nået et skingert leje, da jeg for tiende gang inden for et kvarter forsøger at få min femårige søn til at tage tøj på. Skal jeg nu til at give ham tøj på, som var han et lille barn, tænker jeg, mens jeg i mit stille sind forbander de pædagogiske opdragelsesbøger langt væk. For nej, i denne situation tager min søn altså ikke tøj på, hvis jeg taler med en helt normal og rolig stemme. Derfor råber jeg nu.

Jeg ved godt, det ikke hjælper at råbe, men indimellem bliver jeg lettere desperat og gør ting, der kommer en anelse bag på mig selv. Det var slet ikke sådan en mor, jeg havde forestillet mig at være. Inden jeg fødte mine børn, var jeg sikker på, at jeg ville være en mere laid back og cool mor.

Pas nu på!

Tag nu for eksempel, når mine børn eksperimenterer og gør nogle ting, der er lidt farlige. Ikke på den livstruende måde, forstås. Mere farligt som at klatre rundt på sofaens ryglæn, bære en mælkekarton ind på spisebordet hele vejen fra køkkenet (ja, der kan være langt for en toårig, når man ikke er velsignet med køkken-alrum), eller at gå stille og roligt rundt med en tandbørste i munden. Med andre ord: hverdagssituationer der skriger ’fare’ til en knap så cool mor som mig.

I de situationer er jeg den første til at råbe: pas nu på!

Ordene flyver nærmest ud af min mund, inden jeg kan nå at stoppe dem, og det irriterer mig, for jeg synes helt ærligt, at mine børn er berettiget til at prøve ting af.

Jeg har engang hørt en børnepsykolog sige, at hver gang jeg gør noget for mit barn, som han egentlig selv er i stand til at klare, frarøver jeg ham den udvikling. Jeg er i udgangspunktet enig – med mindre han er træt, og derfor har brug for hjælp.

Men når jeg råber: pas nu på, i det sekund min toårige datter nærmer sig den moderigtige kaktus på sofabordet i stuen, så får jeg på en eller anden måde indikeret, at verden er farlig, og at hun skal passe på. For tænk hvis hun stak sig på en kaktus, tænk hvis hun væltede ned fra sofaen og tænk, hvis en hel liter mælk endte på det marokkanske tæppe i gangen mellem stue og køkken!

Sej mor? Not so much

Det er ikke kun min trang til at sende advarselssignaler til mine børn, der har overrasket mig ved moderskabet. Inden jeg blev mor, havde jeg ikke regnet med, at jeg ville nyde hjemmelivet så meget, som jeg gør –spildt mælk eller ej.

Jeg havde måske nok troet, at jeg ville hælde mere til mine-børn-må-tilpasse-sig-mit-liv end jeg-tilpasser-mit-liv-til-mine-børn.

Nu hælder jeg mest til det sidste. Jeg nyder at tilbringe aftenen hjemme, når mine unger er lagt fremfor at suse ud af døren med en fornemmelse af frihed, så snart de små slår øjnene i. Før jeg fik børn så jeg mig selv som den seje mortype med et stimulerende voksenliv – altså, mit liv er stimulerende på sin egen måde. Bare ikke på den måde jeg havde forestillet mig det.

Frem for kulturelle oplevelser og lange, dybe samtaler med min mand, nyder jeg at stå med hænderne dybt begravet i altankassernes jord – faktisk er jeg blevet lidt af en særling, der går meget op i, hvordan jeg bedst muligt kan skræmme duerne væk fra at skide på min altan. Min mand er indimellem lidt bekymret, men det er jeg ikke. Jeg er overrasket. Over hvem jeg er blevet til.

En okay mor

Min pointe er, at jeg havde de bedste intentioner og forestillinger om moderskabet, før jeg blev mor, men nu hvor jeg er mor til to, kan jeg godt se, at jeg indimellem er en møg-irriterende mor-type, der ikke er spor afslappet eller easy going. I stedet går jeg op i, at ungerne får vasket hænder i det sekund, de træder ind af døren efter en hel dag i institution. Og hvad kan jeg så gøre ved det? Ikke så meget. For jeg er for det meste helt okay med at være den mor, jeg er blevet.