Gravid kvinde

Ny undersøgelse om alkohol under graviditet vækker bekymring

Ny dansk forskning viser, at skadeligt alkoholindtag hos gravide øger børnenes risiko for mange sygdomme. Ifølge børnelæge fra Rigshospitalet og Aalborg Universitetshospital er det skræmmende ny data.

Cirka 225 gravide kvinder har hvert år et så skadeligt alkoholforbrug, at de har været i kontakt med sygehusvæsenet på grund af fx alkoholisk leverbetændelse eller behov for medicinsk afvænning.  

At et alkoholforbrug under graviditeten kan være skadeligt for fosteret, er ikke ny viden. Men nu viser to nye danske studier om alkoholskader hos gravide og børn, at et højt alkoholforbrug, når du er gravid, kan have store konsekvenser for dit ufødte barns liv og helbred. Men også for dit barns videre liv.

Faktisk er alkoholeksponerede børn i øget risiko for mere end 100 helbredsrelaterede sygdomme og tilstande. Det drejer sig blandt andet om for tidlig fødsel, væksthæmning og misdannelser, samt senere diagnoser som autisme og adhd.

Det er skræmmende nye data, der bør give anledning til en øget indsats både i forhold til at forebygge, at det sker, samt at sætte ind med øget hjælp og støtte til de børn, der fødes med alkoholskader, mener Marcella Broccia, der er hovedforfatter til de to nye studier om alkoholskader hos gravide og børn, som netop er publiceret i The Lancet Public Health

”Jeg er dybt bekymret for de børn, der fødes med alkoholskader, fordi data tyder på, at de er en meget overset og sårbar gruppe af børn og unge, som kræver øget opmærksomhed,” siger Marcella Broccia.

Sundhedstyrelsens anbefalinger om alkohol

Vi ved, at alkohol kan påføre fostret forskellige skader, hvoraf flere er livsvarige. Desuden kan skaderne opstå i alle faser af svangerskabet. Disse skader kan forhindres fuldstændig, hvis den gravide kvinde undlader at drikke alkohol. Selv mindre mængder eller enkelte gange med forbrug af flere genstande kan være skadeligt, og der er ikke mulighed for at pege på et forbrug, der med sikkerhed ikke indebærer nogen risiko for alle kvinder.

På den baggrund anbefaler Sundhedsstyrelsen:

Er du gravid: Undgå alkohol

Prøver du at blive gravid: Undgå alkohol – for en sikkerheds skyld

Det er en ulykkelig situation for alle

Studierne er baseret på landsdækkende registerdata fra mere end 1.1 million danske graviditeter og børn. 

De kvinder, som deltog i studiet og fødte børn med alkoholskader, havde haft et stort alkoholforbrug gennem længere tid eller drukket rigtig meget på een gang.

”Nogle gravide kvinder indtager alkohol, når de ikke har opdaget deres graviditet, nogle vil synes at et glas om dagen eller mere ikke kan skade, og andre kvinder kan være i en svær livssituation, hvor alkohol indgår som en del af at klare hverdagen. Jeg har endnu ikke mødt en kvinde, som vil skade deres barn med alkoholindtag. Det er en ulykkelig situation for alle, og vi skal hjælpe både kvinderne og børnene,” siger Marcella Broccia, som vurderer, at tallet i undersøgelsen blot er toppen af isbjerget:

”Taget vores alkoholkultur i betragtning vurderes disse tal at være toppen af isbjerget. Jeg er bekymret. Vores unge er dem som indtager allermest alkohol i Europa, og jeg tror, at alkoholskader hos børn ofte går under radaren, fordi vi ikke er bevidste om, hvad skaderne består i. Der mangler viden og opmærksomhed i sundheds- og socialsektoren samt generelt i befolkningen.”

Netop derfor er det ifølge Marcella Broccia vigtigt, at fagprofessionelle er opmærksomme på kvinder i risiko for øget alkoholforbrug, og at alle, der arbejder med børn og unge er særligt opmærksomme på, at alkoholskader blandt børn forekommer i alle sociale lag, og at alkoholskader viser sig med stor variation hen over et bredt spekter af tilstande der fødes med risiko for alkoholskader.

Her kan du få hjælp

Har du drukket alkohol under din graviditet, og er du nervøs, så kan du tale med din læge eller jordemoder.

Er du bekymret for dit alkoholforbrug, tilbyder alle kommuner gratis rådgivning og behandling. Du kan finde adressen på behandlingstilbuddet på kommunens hjemmeside, eller du kan ringe til Alkolinjen. Se mere på deres hjemmeside, www.alkolinjen.dk.

Fakta om alkoholskader hos børn

Alkohol kan skade fostret markant, fordi en gravid kvinde deler blod med sit foster, og de deler alkohol. Hvis en kvinde drikker alkohol, får fosteret på 1-2 timer samme promille som den gravide kvinde, og alkoholen kan forstyrre den normale fosterudvikling, da organerne særligt i fostertilstanden er meget sårbare over for forstyrrelser. 

Alkoholpåvirkningen i fostertilstanden kan senere vise sig fra ubetydelige småting til alvorlig hjerneskade hos et barn. Nogle børn påvirkes i form af at være særligt sensitive over for lyde og larm, og kan have svært ved at regulere følelser og opleve indlæringsvanskeligheder. Alkoholskader er for nogen et livslangt handicap som kræver opmærksomhed, for andre er der behov for mindre tiltag for at kunne leve et liv som alle andre, der ikke har været udsat for alkoholskader. 

Kilde: Rigshospitalet