Nu kan en særlig type familier få 26 ugers ekstra barsel: ”Det er kæmpestort”
Der er godt nyt til kommende tvillinge-familier. De kan nemlig få 26 ugers ekstra barsel med den nye finanslov, der netop er vedtaget i dag.
Der mangler ikke opgaver, når du som forælder er på barsel med et nyfødt barn. Gang så det med to, og så kan du måske forestille dig, hvad det kræver af bleskift og amning, hvis du er blevet mor eller far til tvillinger.
Men nu kan forældre, som venter mere end ét barn, ånde lettet op.
I den nye finanslov for 2023 har regeringen sammen med SF, Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti nemlig afsat penge til, at tvillingeforældre kan få 26 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge Det er endnu uvist, hvornår aftalen kommer til at træde i kraft.
Indtil nu har forældre med mere end ét barn kun haft ret til de samme 42 ugers barsel som alle andre, hvor det typisk kun er muligt at have én forælder hjemme med børnene ad gangen.
Med den nye lov kan tvillingeforældre i stedet være sammen på barsel i op til et halvt år, og det kan være med til at give børnene en roligere start på tilværelsen. Derfor fremgår det også af den nye aftale, at der skal lægges en plan for, hvordan forældrene helst skal afholde den ekstra orlov samtidig.
Mine børn er med til at ændre loven
De indledende øvelser til den nye lov begyndte i marts sidste år, hvor to tvillingemødre indsendte et borgerforslag om ekstra barsel til flerlingefamilier.
På mindre end tre måneder rundede de 50.000 støtter, og borgerforslaget blev behandlet i Folketinget, hvor det i første omgang blev nedstemt.
Men nu er lang tids kamp ovre, og det har sendt armene i vejret hos Michella Meier-Morsi, der er en af kvinderne bag forslaget, og som er mor til både tvillinger og trillinger.
”Jeg mangler ord for at beskrive min følelse lige nu. Det er så stort, og vi er stolte og rørte. Tænk, at så mange børn i fremtiden vil kunne få den øjenkontakt, det nærvær og den hud-mod-hud, som vi ville have ønsket, at vi kunne give vores egne børn. I stedet kan vores børn nu være megastolte af, at deres fødsel triggede, at alle andre tvillinger i fremtiden får en bedre start på livet. Det er kæmpestort,” siger hun til alt.dk.
Én ting er, at børnene vil kunne få en roligere start på tilværelsen. Men for nybagte tvillingemødre vil den ekstra barsel også betyde, at de kan komme sig ovenpå en hård graviditet og fødsel, mener Michella Meier-Morsi.
”Graviditeten er hård, når du venter tvillinger, og langt flere føder for tidligt, amningen er sværere at få etableret og mange er sengeliggende efter kejsersnit og har efterfødselsreaktioner. Det er ikke bare dét at få to babyer, der er hårdt. Ens krop er også virkelig medtaget. Jeg måtte fx ikke løfte to børn på samme tid efter mit kejsersnit, og det var temmelig upraktisk, når jeg var alene med dem i løbet af dagen.”
Da Michella Meier-Morsi i 2018 fødte sine tvillingepiger, var deres far hjemme i 20 dage efter fødslen, hvilket kun var en mulighed, fordi det var jul. Hun tror, at den ekstra barsel havde gjort en afgørende forskel for familiens trivsel.
”Jeg var knust. Jeg var overvældet, ulykkelig og det påvirkede vores parforhold helt vildt. Jeg fik også stres senere, som heller ikke er unormalt. Så da vi senere fik trillingerne, valgte vi at have tre måneder hjemme sammen, men det kostede os dyrt på økonomien i den anden ende”.
En dyr post
Der er afsat 5 millioner kroner til tvillingebarsler i år. Puljen stiger til 48 millioner kroner næste år og til 95 millioner årligt fra 2025.
Den ekstra orlov til tvillingeforældre er således en af de dyre poster i finansloven. Derfor var den heller ikke med, da trillinger og firlinger allerede i januar fik tildelt samme ordning.
Beskæftigelsesministeren og aftalepartierne vil nu drøfte rammerne for aftalen – herunder hvordan forældrene helst skal afholde den ekstra orlov samtidig.
Hvornår aftalen vil træde i kraft, vil afhænge af den konkrete model.
Sidste år blev der også lavet nye barselsregler, som gælder for alle familier. Er du i tvivl om, hvordan de hænger sammen, kan du læse mere her.