Opdrag med konsekvens eller?

Benjamin på tre år skal med mor og far på skovtur. Solen skinner, madpakken er smurt, picnickurven står klar, og nu mangler de bare at komme i overtøjet og ud ad døren. Men så går situationen i baglås. Den treårige nægter at tage jakke på – han skriger og hyler, løber væk, gemmer sig og kæmper imod, hver gang mor eller far prøver at få ham i tøjet. Til sidst siger mor, at hvis Benjamin ikke tager jakken på NU, så bliver der slet ingen skovtur. Og da han fortsat nægter, må far og mor tage konsekvensen af truslen og aflyse skovturen til alles skuffelse – også deres egen.

“Når du som forældre truer med at blive hjemme, hvis ikke barnet tager overtøj på, så overlader du beslutningen om at tage på tur til barnet. Den beslutning bør ikke være den treåriges, men din,” fastslår børnepsykolog Margrethe Brun Hansen.

Ifølge hende bør du aldrig true med straf og sanktioner. Små børn kan nemlig ikke se sammenhæng mellem deres handlinger og den straf, der eventuelt følger.

Børn driller ikke bevidst

“For et lille barn er der ingen sammenhæng mellem kogte grønsager og børnetime, så hvorfor må man ikke se fjernsyn, fordi man ikke vil spise sine ærter? Det giver ikke mening for et barn, når vi opstiller den slags konsekvens-scenarier,” forklarer Margrethe Brun Hansen.

I stedet bør du på positiv vis lære barnet de sociale spilleregler, der gælder, når mennesker er sammen.

Opdragelse bygger på gensidig tillid mellem dig og dit barn. Barnet spejler sig hele tiden i den voksne, som vejleder og viser hvordan. Det lyder enkelt, men kan være så vanskeligt – det ved vi alle. Men som udgangspunkt vil dit barn virkelig gerne samarbejde med dig, pointerer Margrethe Brun Hansen.

“Små børn gør aldrig noget i bevidst provokation. Når den 10 måneder gamle klasker hånden i kartoffelmosen, så det sprøjter, og samtidig storgriner til dig, er det ikke for at drille – men simpelthen fordi han ikke kan lade være med at undersøge, hvad der sker,” forklarer hun.

“I stedet for straks at skælde ud, sige ‘NEJ!’ og fjerne mosen bør du anerkende barnets lyst til at eksperimentere og udvikle sig – og så hjælpe rollingen i gang med at bruge en ske.”

Margrethe Brun Hansen understreger, at vi i det hele taget ikke må tillægge barnet motiver, det ikke har. At din halvandetårige omhyggeligt piller pålægget af rugbrødet og lader brødhapserne ligge urørt, er ikke for at drille, men fordi rullepølsen smager bedre end brødet. Og så nytter det ikke, at du ‘straffer’ din tumling med at nægte ham eller hende en mandarin til dessert – den sammenhæng går simpelthen ikke op for barnet.

Sæt ord på din autoritet

Ifølge Margrethe Brun Hansen handler det om, at du som forældre viser lederskab og påtager dig ansvaret. Modsat hvad man måske skulle tro, gør du nemlig ikke altid barnet en tjeneste ved at lade det få sin vilje. Faste grænser giver barnet tryghed – så ved det kort sagt, hvem der bestemmer.

“Som forælder skal du etablere dig som autoritet og ikke indgå i en forhandling med dit barn. Det står jo ikke til diskussion, at man skal have sele på, når man kører bil, eller at man skal have flyverdragt på, når det er frostgrader udenfor,” eksemplificerer Margrethe Brun Hansen.

“Nogle gange kan det hjælpe simpelthen at sætte ord på og sige for eksempel ‘jeg bestemmer, at du skal have sele på, når vi kører bil’. At indgå i lange forklaringer om trafiksikkerhed giver ikke mening for barnet. Lad også være med at argumentere med, at det siger politimanden, vi skal, for så skaber du usikkerhed om, hvem der egentlig bestemmer i bilen – dig selv eller politiet.”

Drop de tomme trusler

Ligegyldigt hvad bør du undgå tomme trusler, som ingen effekt har. Eksempelvis advarer Margrethe Brun Hansen mod den velkendte ‘hvis du ikke kommer nu, så går jeg’ – en klassiker både i supermarkedet, på legepladsen og på vej hjem fra daginstitutionen.

“At true med at gå, hvis ikke barnet kommer med, er fuldkommen nyttesløst,” siger hun.

“Det lille barn vil rent faktisk tro, at nu forlader min mor mig, hvilket gør det utrygt og gør adskillelse fra dig vanskeligere. Du får muligvis barnet til at komme med, men prisen er høj. Det lidt større barn, som har luret spillets regler, vil med det samme afkode replikken som en tom trussel, der ikke har noget på sig – mor går jo alligevel ikke uden mig! Truslen har altså ingen effekt, og i værste fald mister dit barn respekten for det, du siger,” fortsætter hun.

Er du alligevel kommet til at true verbalt, anbefaler børnepsykologen, at du retter op på situationen og så at sige korrigerer dig selv.

“Det kan jo ske for enhver forælder i en tilspidset situation. Men så er det helt fint at trække sine ord tilbage og sige, at ‘det var da noget sludder, jeg kom til at sige dér’. Eller du kan give barnet en undskyldning. Du skal bare være opmærksom på, at du kun kan sige undskyld et vist antal gange, før du mister din autoritet.”

Læs mere på næste side om at anerkende barnets vrede…

Anerkend barnets vrede

Når dit barn når toårs alderen, er det blevet et selvstændigt lille individ, der gerne vil vise, at det kan selv – alt fra at tage tøj på til at hælde mælk op. Du vil sandsynligvis gerne imødekomme dit barns ønske om selvstændighed, men det skaber også konflikter om, hvem der egentlig bestemmer.

Skal lille Lotus for eksempel have lov at have cykelhjelm på til aftensmaden, fordi hun selv stolt kan spænde den på hovedet? Skal du acceptere, at Alexander igen leger med vandhanen, som han selv kan komme op til ved at skubbe en stol hen til køkkenbordet? Og hvad nu når far endnu en gang kommer for sent på arbejde, fordi Annabella absolut skal tage sandalerne af og på tre gange på vej hen til børnehaven?

“I den selvregulerende alder mellem to og tre år udfordrer barnet jer i, hvem der bestemmer hvad. Det kan blive virkelig frustreret, hvis det ikke får sin vilje igennem. I sådanne situationer er det vigtigt at holde fast i, at far og mor bestemmer. Men du skal også kunne rumme, at barnet er ved at gå op i limningen af raseri,” siger Margrethe Brun Hansen og anbefaler, at du sætter ord på din forståelse, men holder fast i din beslutning.

“Du kan for eksempel sige ‘jeg forstår godt, du bliver vred, men jeg bestemmer, at vi skal på tur’. For man må gerne blive vred og trampe i gulvet og bokse i sofapuderne af bare raseri – også når man er lille,” understreger hun og tilføjer, at barnet selvfølgelig ikke må gå så langt som til at slå, sparke eller bide.

Margrethe Brun Hansen advarer mod at falde for fristelsen til at sige, at ‘nu bliver mor ked af det’ på grund af barnets opførsel.

“Små børn skal ikke påføres skyld for at gøre deres forældre kede af det – det er alt for voldsomt. Det er din rolle at være den, der viser og vejleder, ikke den, som det er synd for.”

Giv enkle valg

Giv dit barn ‘medbestemmelse’ ved at lade det vælge mellem to acceptable muligheder: ‘Vil du have yoghurt eller havregryn til morgenmad?’ Så anerkender du barnets lyst til at bestemme selv, samtidig med at du ikke åbner for sluserne til, at alt kan lade sig gøre.

Hvis du truer dit barn med, at der ikke vanker Cirkeline på dvd, medmindre hun spiser sin aftensmad, får du ikke meget ud af det. Sammenhængen går nemlig ikke op for barnet.

Bliver dit barn ved med at opsøge de samme ‘ulovlige’ genstande derhjemme? Måske er det, fordi han/hun aldrig har fået lov rigtigt at undersøge tingen – som derved bliver ved med at ‘drage’ – og I skal gentage de samme konflikter igen og igen. Prøv at kigge på for eksempel potteplanterne eller dvd-afspilleren sammen, og lær barnet rammerne for, hvad der er i orden og navnlig ikke i orden at gøre ved sådanne genstande.

Øv dig i at sige ja i stedet for nej. Når barnet plager om en is lige før aftensmaden, så lad være med at falde for fristelsen til at sige ‘nej, vi skal spise om ti minutter’. Prøv i stedet at vende situationen, og sig for eksempel ‘du må gerne få et æble, inden vi skal spise aftensmad’ eller ‘når du har spist din aftensmad, må du gerne få en is’.