Pelle Hvenegaard: ”Det viser, at nogle af mændene er klar til, at der skal ske forandring”

Pelle Hvenegaard sidder på hug foran en lille afrikansk dreng. I hænderne har han en bøtte med sæbebobler, som han puster ud, og den lille dreng hviner, da han ser de små bobler. Derefter får drengen selv lov til at prøve med stor begejstring.

For Pelle Hvenegaard er det naturligt at tage sig tid til børn og at lege med dem. Han elsker den umiddelbare fryd, som børn har, og han har også altid elsket at lege med sin egen datter, Ukhona.

Da han besøgte Togo i Afrika i forbindelse med Danmarksindsamlingen, fandt han dog ud af, at det ikke er alle steder i verden, hvor det ligger fædre naturligt at drage omsorg om deres børn.

”Vi var jo ude nogle steder, hvor det nærmest var ilde set, at mændene havde en relation med deres børn. De tog sig bestemt ikke af dem eller legede med dem, og de var heller ikke følelsesmæssigt til stede. Det blev ekstremt meget set ned på, hvis de var. Hvis en mand tog sig af sine børn, så kunne han faktisk blive beskyldt for at være blevet forhekset af sin kone. Det er jo lidt af et Voodoo-land,” siger han til alt.dk.

Faderrollen i forandring

For at ændre på dette har Plan Børnefonden lavet et forløb, som mændene i Togo kan deltage i. Her får de redskaber til og coaching i, hvordan de kan lege med deres børn og bidrage mere kærligt til familielivet derhjemme. Det er nemlig ikke unormalt, at fædrenes eneste rolle i hjemmet er at være den autoritære og at uddele slag, hvis tingene ikke går efter deres hoved, fortæller Pelle Hvenegaard.

Han overværede en af dagene det forløb, der skal lære mænd, hvordan de kan blive mere nærværende, og det var en positiv og meget lærerig oplevelse for ham.

”Det var dejligt at se, at det faktisk var et projekt, som blev anerkendt dernede. Man kan ikke rigtigt igangsætte noget, uden høvdingen i landsbyen er med på den, men det var han. Det viser også bare, at nogle af mændene dernede er klar til, at der skal ske forandring.”

Selvom det er mændene, der deltager i programmet, er det ikke kun dem, der får noget ud af det. Det gør også mændenes hustruer og børn.

”Jeg snakkede med en mor dernede, hvis mand var med i programmet, og hun sagde, at hendes mand havde fået øjnene op for, at han kunne være andet end den far, der bare kommer hjem og slår sine børn. Nu er han begyndt at lege med dem, og han deltager også i madlavningen engang i mellem. Han havde fået en meget mere deltagende rolle. Noget af det, der rørte mig mest, var, da hun sagde, at han havde bragt mere kærlighed ind i deres hjem. Det er jo vildt og imponerende at lave så stort et skift i sin farrolle.”

Når forandringerne kan ses så hurtigt, som hos mændene i programmet, så er det et tegn på, at udvikling ikke nødvendigvis behøver at tage lang tid. Der har måske været et behov for, at nogen gik ind og tog styringen, fordi mændene ikke kunne det selv, fortæller han.

”Man skal prøve at forstå, at de ikke er født onde dernede. I virkeligheden er de jo bare formet af de normer og værdier, der er i samfundet. Det har kulturelt været mandens rolle at være den hårdføre, men når man giver plads til det andet, så er de også bare mænd med enormt meget kærlighed i sig. Inde bag facaden på ham faren, jeg mødte, gemte der sig humor, menneskelighed og glæde. Derfor var det heller ikke så svært at ændre rollen, da han først tog fat og gik i gang. Jeg kan kun forestille mig, at det må have været en befrielse for ham at få lov til at udleve den side af sig selv også.”