Pierre-Emile Højbjerg: ”Når ’hjem’ er langt væk, er det virkelig godt at have min familie som base”
Fodboldspiller Pierre-Emile Højbjerg har et helt særligt anker, som hjælper ham med at holde jordforbindelsen i en omskiftelig karriere. Det fortæller han i et stort interview med magasinet Vores Børn.
Egoet kan godt løbe afsted med én, når man som professionel fodboldspiller bliver hyldet på fyldte stadions verden over.
Men for Pierre-Emile Højbjerg er der særligt én ting, som hjælper ham med at holde fat i jordforbindelsen, mens karrieren buldrer. Han har nemlig sat sit eget hold – eller team, som midtbanespilleren selv kalder sin familie på fire.
Det fortæller den 28-årige fodboldspiller og hans hustru, Josephine Siw Højbjerg, i et stort interview med magasinet Vores Børn.
“Jeg nyder rigtig meget at have min familie at komme hjem til. For det var ensomt og hårdt at flytte til udlandet i en ung alder. Jeg syntes selvfølgelig, at jeg var klar til eventyret, men set i bakspejlet savnede jeg min familie rigtig meget – også mere, end jeg gav udtryk for. Men den pris var jeg meget afklaret med at betale, fordi jeg ville være professionel fodboldspiller,” siger Pierre-Emile, som i øjeblikket spiller for Tottenham Hotspurs F.C. og herrelandsholdet, og tilføjer:
”Men når “hjem” i en årrække lige pludselig er flere timer og en flyvetur væk, så gør det virkelig godt at have skabt sig en base. Lige pludselig er det jo heller ikke mig, der er den vigtigste. Og det, synes jeg faktisk, er en rigtig dejlig følelse.”
Gravkøer og Snøvsen
Selvom Pierre-Emile lige har scoret et afgørende mål eller brændt en chance, så skal han stadig stille skoene ved trappen og ind og se på biler, som er blevet stablet ved siden af hinanden, eller lytte til en historie om en kammerat i skolegården.
Seksårige Rosa og treårige Theo er blevet det anker, som sørger for at holde deres far til jorden, og deres mor den lim, der får familien til at hænge sammen, fortæller Pierre-Emile og Josephine i interviewet med Vores Børn.
“Når jeg har dem med på stadion, ser de kun små bidder af kampen ad gangen, og de synes ikke, at deres far er bedre eller dårligere til at være far, hvis han vinder eller ikke vinder. Jeg tror bare, at Rosa synes, det er sjovt med de der autografer eller billeder, og når de store drenge i skolen spørger, om det er hendes far, der henter i dag. Men jeg tror ikke, at det ellers fylder, og det synes vi også, er den måde, det skal være på,” siger Josephine, der ofte kører familieliv som en enmandshær, til Vores Børn.
Pierre-Emile nikker.
“Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at man ikke kan mærke på mig, om jeg vinder eller taber. Men jeg ved godt, at børnene er ligeglade, og at det ikke nytter noget at tage det med hjem. Så jeg tror, at det er rigtig sundt for mig at få det reality check. Det er med til at hive mig lidt ned igen, eller at trække mig op, når jeg er nede. Og det finder jeg en rigtig, rigtig stor styrke og trøst i. Det er klart, at når jeg scorer, så jubler vi lige de første 30 sekunder i døren sammen, men så skal jeg også ind at se på gravkøer eller læse Snøvsen.”
Læs hele interviewet med Pierre-Emile Højbjerg og Josephine Siw Højbjerg her. Der fortæller de også om at være en familie, der ofte er delt i to, om at være langt væk hjemmefra og leve et omskifteligt liv som fodboldfamilie. Og så reflekterer de over, hvad der skal ske, når fodboldkarrieren en dag er nået sin ende.
