Pinlige børn: "Hvorfor er mandens næse så stor?"

Nogle ting gør man bare ikke. Det er noget, som strider mod alle uskrevne regler, og som ville få Emma Gad til at føle, at hun spildte sine takt og tone-kræfter. 

Eksempelvis peger man ikke på folk, man ikke kender. Man står ikke og glor på et menneske, der skiller sig ud fra mængden. Og man kommenterer det slet ikke. Det ved du, fordi du er voksen, og du har lært, hvad samfundet mener, der er god opførsel. Derfor kan du måske heller ikke være inde i dig selv, når dit barn træder hen over grænsen og placerer sin størrelse 24 direkte ned i alt det, man bare ikke gør. For det gør børn. 

Alle forældre, jeg har talt med, har oplevet det. En mor hørte, hvordan barnet spurgte en teenager, om hans bumser var skoldkopper. En far berettede om, da hans datter havde sagt til en 40 år ung mand, at han var gammel. En tredje fortalte, hvordan hendes dreng havde jagtet en person med dværgvækst igennem et indkøbscenter. I situationerne var det svedpiblende pinligt, at børnene pegede på forskelligheden mellem mennesker. Men følelsen overgik sandsynligvis kun forældrene.

Antoniett Vebel Pharao er 26 år, studerer pædagogisk sociologi og sidder i en kørestol, fordi hun har muskelsvind.

– Jeg har engang oplevet, at en mor i Tivoli Friheden rent faktisk spurgte, om hendes barn gerne måtte se på min stol. Det var det mest befriende i verden. At hun lod sit barn spørge og se, det er måden, man nedbryder fordomme på, siger Antoniett Vebel Pharao.

Noget af det fedeste, hun ved, er, når hun kører forbi børn, og hun lige når at opfange noget af det, de siger. Én råbte engang til sin mor ‘det er den sejeste radiobil, jeg nogensinde har set’. 

– Det er guld værd, siger hun.

Pinlige børn

Vi vil være pæne mennesker

Afmystificer det fremmede

Børn skal opdrages til at forstå forskelligheder. Hvad enten det er en overvægtig person, en fyr med bumser eller en kvinde i kørestol. Det mener John Halse i hvert fald. Når man forklarer barnet om samfundets skævheder, bliver det vant til dem, og på den måde kommer man tættere på de sociale spilleregler. Og man skal bestemt ikke afskærme barnet af ren høflighed, mener han.

– For det er i den grad med til at danne grundlag for alskens forskruede, mytiske forestillinger om, hvordan en gruppe måtte være, siger John Halse og tilføjer, at det er en balance, for selv om barnet er nysgerrigt, skal man ikke genere. 

– Det handler jo om kontakt med det, der er anderledes og noget viden om, hvad det går ud på. Og i forlængelse ligger så det, man kan kalde almindelig dannelse. Altså må man gerne kigge og registrere, men ikke stille sig op og pege og sige ‘du er…’, siger John Halse.

Han deler processen op i tre trin, hvor man gradvist fortæller sit barn om verdens forskelligheder. Og så er processen i gang. Man skal punktere og afmystificere det fremmede, for så bliver barnet vant til det. 

– Uden sammenligning i øvrigt er jeg sikkert blevet udset som en idiot i mange nabolag, fordi jeg har stået og klappet brandhaner, som min hund har været bange for. Det var fremmede genstande, og derfor blev de farlige. Og det er det samme med børn. Man skal vise, at forskelligheder ikke er farlige. 

Antoniett Vebel Pharao vil gerne have, at børn og voksne spørger, hvis de undrer sig over, hvad det er for en stol, hun sidder i. For hun er ikke farlig. I hvert fald ikke, når hun er ædru. 

LÆS OGSÅ: Test: Har du styr på børnesygdommene?

LÆS OGSÅ: Klumme: Har du smittet dit barn med sundhedssyge?

LÆS OGSÅ: Sådan undgår dit barn mobning