Rejseguide: Thailand med en baby på armen

Det er med en vis nervøsitet i maven, at min kæreste Christina og jeg i oktober 2016 sidder i sofaen bøjet ind over computeren og trykker accepter ordre på et par flybilletter, der i februar vil bringe os ud på en over 8000 kilometers – og 14 timers – flyrejse på tværs af Europa og Centralasien. Destinationen hedder Koh Tao, et lille paradis på blot 21 kvadratkilometer i det sydlige Thailand, som skal danne rammerne om vores første rejse som forældre til Ellinor på ni måneder.

Lange rejser har vi taget før, men siden dengang er vi pludselig blevet ansvarlige for et lille menneske, som vi nu planlægger at bringe længere væk fra sine trygge rammer, end hun nogensinde har været før. Vi spørger os selv, hvorvidt vi overhovedet kan klare at rejse med vores lille guldklump; hvad hvis hun bliver syg, hvad skal hun spise, kan hun klare varmen og den hårde sol? Spørgsmål i hundredvis melder sig hurtigt, og nervøsiteten i maven vokser. Internettets ressourcer synes at komme lidt til kort, vi finder primært personlige blogindlæg, ikke særlig fyldestgørende artikler og nogle spørgsmål i netsundhedsplejerskens brevkasse, som behandler de mange spørgsmål, vi har som forældre, der ønsker at tage ud i den store vide verden sammen med det mest dyrebare i vores liv: Lille Ellinor.

Nogle siger nej, andre siger ja. Nogle siger, det er uforsvarligt, andre siger, det er fantastisk.

Vi taler med vores familie, vores sundhedsplejerske, vores læge og vores venner – og konkluderer til sidst, at vi ikke entydigt kan sige, at en længere rejse med baby er en hverken god eller dårlig idé. Det er op til os selv af afgøre, om vi vil gribe chancen og rejse ud i det ukendte, eller blive hjemme i det trygge velkendte. Vi kigger på hinanden og bliver enige om, at chancen, hvis vi tager klare forholdsregler og overlader langt mindre til tilfældighederne, end vi normalvis gør, når vi planlægger ferier.

Vi bestiller derfor flybilletter, som kan ændres/afbestilles, i tilfælde af at Ellinor bliver syg inden rejsedagen, vi køber den bedste rejseforsikring, læser op på, hvor de lokale kliniker og sygehuse ligger, vi laver i god tid – og opdaterede løbende – en meget udførlig pakkeliste, for at minimere frustrerende forglemmelser. Og nå ja, det hjælper da også på beslutningskraften, at temperaturen på den anden side af vinduet er faldet til omkring frysepunktet, dagene er korte og mørke, og hver gang vi ønsker at bevæge os udenfor med Ellinor, er det en længere proces, der involverer flere lag tøj, hue, halstørklæde og brok fra en baby, der ikke gider klædes på.

Vi lukker øjnene og drømmer os væk til varme strande, solskin og skønne oplevelser under fremmede himmelstrøg – og trykker ”accepter ordre.”

ANKOMST TIL PARADIS

Koh Tao er et tropisk paradis med vidde strande, palmer og træbeklædte bjerge – de perfekte rammer at boltre sig i for en baby, der for alvor er blevet nysgerrig på verden. Vi står på en hvid sandstrand og spejder ud over et azurblåt hav. Palmer og krøllede grønne træer er pletvist strøet ud over stranden og ude på havet ligger gamle træskibe og vugger dovent til bølgernes rytme – vi er endelig ankommet til øen Koh Tao, som skal være vores hjem størstedelen af vores rejse.

Ellinor har stjerner i øjnene og stirrer lige dele fascineret og skeptisk på det store hav. Sådan ville jeg nok også se ud, hvis jeg så havet for første gang.

Kystlinjen er præget af hoteller, restauranter og hyggelige bungalows. Stranden er fuld af liv. Der er børn, der leger i vandkanten og unge mennesker, som nyder en drink på en af de mange barer, som ligger helt ned til stranden.

Vi kigger på hinanden – Christina og jeg – og tænker nok nogenlunde det samme: Her kan vi vist godt lige overskue at bo en måneds tid.

HVERDAG MED HAV OG SOL

Februar måned er højsæson på Koh Tao, som primært synes at tiltrække backpackere, dykker- og yogaturister. Et forholdsvist ungt segment, som dog suppleres med en god håndfuld børnefamilier og midaldrende ægtepar.

Temperaturen ligger på behagelige 27-30 grader, solen tilsmiler ofte øen, og hverdagen begynder hurtigt at være præget af dasen ved svømmepølen, ture langs stranden og cafébesøg. 

Ellinor accepterer hurtigt det store temperaturskifte og begynder nysgerrigt at indtage de nye omgivelser. Mor og far observerer måbende en baby, som kan sidde for sig selv i lange perioder og blot observere mennesker, dyr, legende børn i poolen, træet på stranden, en forbipasserende scooter, den søde tjener – alt synes pludselig meget spændende. Snart møffer den lille opdagelsesrejsende rundt på gulvet på hotelværelset, på caféen og på stranden. I løbet af blot otte rejsedage kravler vores ellers immobile baby flot og rejser sig op ad alt, der kan bruges som støtte: Hun vil ikke gå glip af noget.

DROP DE LANGE TURE

Der er dog også udfordringer ved at opholde sig i et så solbeskinnet land med en baby. Babyers fine hud kan ikke tåle direkte, hård sol, så hverdagen i UV-intense omgivelser må gennemtænkes hjemmefra. Og længere dagsture viser sig på trods af vores forberedelser at være hårde for både hende og os. Når man er på farten er der ikke altid mulighed for skygge og ro.

Dette erfarede vi på vores første længere dagstur, som gik til den afsidesliggende ø ’Nang Yuan’, der ligger 30 minutters bådstur fra stranden, Chalok Ban Kao, hvor vi boede. Meget af transporten dertil foregår via små bådtaxaer, som man kan hyre efter behov.

Turen er lige dele fascinerende og udmattende for Ellinor, som skiftevis griner og skriger det meste af bådsturen, og glad slår sig løs på Nang Yuans hvide sandstrande og som til sidst omkring middagstid dejser omkuld på et tæppe, mens forældrene febrilsk forsøger at lave læ og skygge for den lille nøgne, halvsvedige og sandindsmurte baby.

Vi tænker, at Ellinor nok er nået frem til cirka den samme konklusion som os: dagsturene er sjove og oplevelsesrige, men kan også være rigtig hårde for alle parter at kapere.

FINGRENE VÆK FRA ELLINOR!

Hverdagen ender derfor med at tage en noget mere afslappende form på hjemmebanen, Chalok Ban Kao. At rejse med en baby – finder vi ud af – betyder, at vi det meste af tiden tager tingene i Ellinors tempo, hvilket vi alle tre heldigvis også nyder i fulde drag.

Vi finder også hurtigt ud af, at Thailand er et fantastisk land at rejse i med børn. Og selv om vi godt havde hørt hjemmefra, at Thailændere skulle være meget opmærksomme på – og gode til – børn, bliver vi alligevel overraskede.

Ellinor modtager det ene stjålne blik efter det andet fra forbipasserende på gaden, mænd som kvinder vinker til hende, og nogle benytter også uopfordret lejlighed til lige at holde hende et øjeblik. Sidstnævnte sker med nogen nervøsitet fra hendes forældre, den lille baby har jo ikke lært at flirte endnu – og afviser ofte fremmedes tilnærmelser med stor hyl og gråd. Dette er noget, vi ofte har kæmpet med hjemme i Danmark, selv gode venner og familie får hyle-afvisningen, og nu ønsker fremmede pludselig ofte tage hende op i armene. Det giver mange tude-ture i begyndelsen, men sådan er det at være populær, må Ellinor sande.

Øvelse gør dog mester, som man siger, og som dagene går bliver der længere og længere mellem tudeturene.

Ellinor begynder stille og roligt at acceptere de mange henvendelser og den store opmærksomhed, og hendes forældres knude i maven over at skulle overdrage hende til fremmede bliver gradvist mindre. Og hen mod slutningen af rejsen, henvender hun sig såmænd selv til fremmede for at lege.

HVAD LÆRTE VI SÅ?

En måned går hurtigt. Før vi ved af det sidder vi i taxaen på vej mod den lille ø’s lufthavn, hvor et fly vil tage os til Singapore og derefter hjem til København. Vi kigger tilbage på en måned under palmerne sammen med en baby og kan konkludere, at vi har måttet planlægge alle ture, flytninger og andre ting der skulle ske på rejsen, noget mere grundigt end vi har været vant til – og til tider er det hele alligevel endt i kaos. Rejsen har foregået på Ellinors præmisser og i hendes tempo, hvilket har betydet, at vi ikke har fået lige så mange oplevelser, som når vi ellers har rejst, men til gengæld mange gode oplevelser med vores barn, som har suget til sig af indtryk og udviklet sig enormt meget.