Sådan klæder du dit sensitive barn på til skolens strabadser

’Du græder også altid’, ’du bliver altid så sur’, eller ’du gemmer dig også altid bare bag din mor’. Hvis sætningerne her beskriver det, som børnene i dit barns klasse siger til og om dit barn, er du måske en af de forældre, der har det, der i manges øjne kan karakteriseres som et særligt sensitivt barn.

Måske er du ikke selv ovenud begejstret for den etikette, dit barn ufrivilligt har fået, blot fordi det er mere tilbageholden, eller har svært ved at rumme den larm, der altid er i klassen. Men bare rolig – din manglende begejstring er du ikke ene om at have.

Det er helt forståeligt og faktisk rigtig godt, du har det svært med, at dit barn bliver puttet i en bestemt kasse. Det har nemlig ingen fordele at give børn etiketter, fortæller familieterapeut, Fie Hørby, der har skrevet bestselleren ’Drop Opdragelsen’:

"Problemet er, at når vi giver børn etiketter, er det svært for dem at se, hvad de er herudover. Barnet begynder også at se sig selv som et særligt sensitivt barn, når alle andre putter dem i sådan en kasse, og det forstærker barnets følsomhed – for hvad med alle de andre ting, som barnet også kan og er?", fortæller Fie Hørby.

Dét er Camilla Holmgaard, psykolog med fokus på familienærhed, helt enig i. Hun foretrækker nemlig at omtale det som værende sansestærk på forskellige områder i stedet for at være særligt sensitiv – og det er kun godt, at der er nogle, der er stærke på de forskellige sanser, pointerer hun.

Der er altså intet galt i at være sensitiv, eller sansestærk, som psykologen omtaler det, men det ændrer ikke på, at der er forskellige udfordringer, som barnet bakser med i det daglige.

Og hvad gør man så? Ja, som forældre er der hvert fald helt konkrete måder at gribe de udfordringer, dit sensitive barn måtte have, an på hjemme bag de velkendte fire vægge.

1. Lad barnet have det, som det har det

Det vigtigste for børn er ikke at få deres vilje eller få lov til at blive hjemme fra skole, eksempelvis. Faktisk drejer det sig i højere grad om, hvorfor de har følelsen af ikke at have lyst til at tage i skole, men også at give dem lov til at have den følelse, mærke den og reflektere lidt over den.

"Hvis dit barn siger: ’Jeg har ikke lyst til at tage i skole i dag’, kan du selv sige følgende: ’Jamen okay, hvis det er sådan, du har det, så må vi se på det. Hvordan kan det være, at du ikke har lyst til det?", fortæller Fie Hørby og fortsætter:

"At vi sidder og taler med barnet, og at vi bare er sammen med barnet, giver det en ro og en tryghed ved at omfavne sin sensitivitet. For snakker vi til og med barnet med fokus på at fikse deres udfordringer, taler vi barnet væk fra følelsen i stedet for at forløse det. Børn og unge har nemlig ikke nødvendigvis brug for gode råd eller en masse ord", siger Camilla Holmgaard. Men blot trøst, nærhed og måske at sove på og tænke udfordringen og situationen igennem:

"Det er mit indtryk, at vi kommer til at putte alt for mange af vores egne ord, følelser og tanker ind i børnene, og det kan skabe yderligere frygt, angst og mavepine hos barnet. Det gælder om at lade barnet have lov til at være i sine egne følelser, og kan vi vise, at vi er der for at give et kram eller bare have en lille snak om alt mellem himmel og jord, er det perfekt for barnet"

2. Vær en del af barnets følelser og udfordringer

Det kan være voldsomt for et barn, der ikke er vant til at sige sin mening, at turde sige noget højt i klassen eller generelt sige fra, når der er for meget gang i den i klasselokalet.

"For at nå ind til kernen i dit barns udfordring kan du forsøge at tale ind i de følelser, som barnet har, fortæller Camilla Holmgaard, der foreslår følgende spørgeteknik:

’Når der er så meget gang i den i klassen, kan jeg forestille mig, at det må være svært at være dig. Er det rigtigt?’ Der behøver ikke være en løsning på dit barns udfordring. Bare, at der er en forståelse fra din side af og et take på situationen, der viser, at det er sådan, at verden nu engang er, og det er en del af det at være mennesker, at vi er forskellige skruet sammen.

Det gælder om at hjælpe barnet med det, der foregår hos dem lige nu. Det kan være, at Idas bedsteveninde er begyndt at lege med en anden pige i frikvartererne, og her er det vigtigt at give udtryk for, at det da heller ikke lyder særligt rart.

"I de allerfleste tilfælde handler det om, at vi skal være med barnet i dets ked-af-det-hed, og så vil det opløse sig i vores nærvær og kontakt med barnet. For er vi nærværende med barnet, bliver det nærværende med sig selv, og så begynder tingene at opløse sig", fortæller Fie Hørby og fortsætter:

"Når vi går ind og deler barnets smerte, frustrationer og angst, bliver det lettere at bære den pågældende udfordring for barnet. Og hvis ikke vi går ind og deler det med barnet, bliver det alene med det, hvorefter barnet kan putte følelsen på lager som en uåbnet og ubearbejdet følelsesmæssig bagage, som blot hober sig op."

3. Pådut ikke dit barn din skolehistorik

Du husker sikkert tydeligt, da du selv stod i første klasse og egentlig helst ville gemme dig bag din mor. Og der er sikkert rigtig mange ligheder mellem dig og dit barn, men det er vigtigt at huske, at dit barn er sig selv, og din skolehistorie ikke nødvendigvis går igen hos dit barn.

Har du som mor erfaring med at blive mobbet som barn, kan du have tendens til at gå mere dramatisk ind i en historie, end der måske er nødvendigt. Tag dit eget drama ud ad historien, for ellers kan du komme til at overføre en masse unødvendige spekulationer til dit barn, fortæller Camilla Holmgaard.

Måske tænker du slet ikke over det, men prøv at stoppe op en gang og mærk efter inde i din egen mave om grunden til, du måske reagerer lidt for meget på dit barns udfordring, egentlig bunder i din egen historik. Gør det det, kan din reaktion overdramatisere dit barns udfordring, hvilket kan gør det svært for barnet at overskue, hvordan det skal håndtere sine følelser.

"Vores egen bagage bliver tricket af vores barns følelser, for når vores barn græder, kommer vi selv i kontakt med vores egne ophobede tårer. Og det kan for mange af os være en vanskelig situation at tackle – både fordi vores barn er ked af det, men også fordi vi får uro i vores egen krop", fortæller Fie Hørby.

Vores nervesystem rejser sig, og derfor gælder det om at berolige os selv, inden vi går ind i dialogen med barnet. Gør vi ikke det, kan det ende med, at vi voksne selv står og råber, skriger og hidser os op – og det vil vi for så vidt muligt gerne undgå.

4. Ingen børn er forkerte

Som menneske skal man lære at kunne være i og håndtere den følelse, man får, når man befinder sig i en situation, hvor sit sansestærke element bliver tricket. Sådan fortæller Camilla Holmgaard, der pointerer, at man kan kun kan blive bedre til det ved at arbejde med sig selv og sine følelser, hver gang man står i en ubehagelig situation:

"Det er godt at øve sig i at skærme sig fra den stemning, der ikke lige passer dig. For gør du det, kan du blive bedre og bedre til ikke at lade dig påvirke heraf – eller hvert fald at blive påvirket i mindre grad", siger hun og fortsætter:

"Det at lære at drengene i klassen ikke er forkerte, bare fordi de er frembrusende og højrøstede, er vigtigt. Faktisk er det lige så vigtigt, som at lære sit eget barn, at det ikke er forkert, fordi det ikke er som disse drengene. 

Der er intet, du skal fikse på dit barns vegne bare fordi, det ikke er som de børn, som barnet har en sensitiv reaktion overfor. Og det kan du snakke med dit barn om, hvad end det er 5, 7 eller 14 år:

Det vigtigste er, at barnet bliver mødt i den følelse, det har. Barnet selv skal nemlig forløse den udfordrende følelse, som det har, og det gør det blandt andet ved at finde sin egen plads i verden – en verden, hvor man skal have lov til at være, som man er, og have det, som man har det", siger psykologen.

Ligegyldigt, hvordan det er, er det nemlig helt okay.

5. Træk vejret, og tag det lidt med ro

Det er svært ikke at føle sig bare lidt presset af at skulle være perfekt på alle mulige punkter; Vi skal spise rigtigt, være kloge som genier, bo som indretningsarkitekter, gå i det rigtige tøj og bare være fine, pæne og flotte.

Og når man så har en sensitivitet overfor for meget larm eller for store sociale fællesskaber, eksempelvis, vælter glansbilledet, fortæller Fie Hørby:

"Vi honorerer effektivitet, styrke og præstationer, og folk, der tør tage initiativ og kaste sig ud i livets udfordringer, er i mange øjne de bedste. Men når man så er en, der går lidt mere stille med dørene, og som skal bruge lidt ekstra tid på at tilegne sig nye venner, skolens regler eller bare dét at være i et nyt rum, føler man sig hurtigt forkert", siger hun og tilføjer:

"I så fald bliver barnet hurtigt for presset, for vi kan alle have tendens til at sige ’tag nu bare de sko på’, ’hold nu op med at græde, vi skal ud ad døren nu’ eller ’nu gider jeg ikke høre mere på, at du har ondt i maven’. Dét er ikke godt, for når vi siger det, underkender vi alle barnets følelser."

Derfor er det vigtigt, at vi som forældre husker at trække vejret helt ned i maven, tager det med ro og tænker på, hvad barnet egentlig har behov for, men også at barnet reagerer af en årsag.

Det græder ikke for at irritere dig eller være på tværs, og rigtig mange forældre har i dag behov for at arbejde lidt med, at det ikke er muligt at nå alt det, de kunne, før de fik børn – hvert fald slet ikke i samme tempo:

"Tag nogle dybe vejrtrækninger, gå en tur i skoven og tænk lidt over, hvad det er for nogle værdier, du er optaget af som forælder", fortæller Camilla Holmgaard og pointerer:

"Slap lidt af, og kig på dit barn for det, det er, i stedet for det, det ikke er. Det er ikke alting, der skal puttes ned i en kasse, for gør man det, kan det være enormt intimiderende som barn ikke at vide, hvad man egentlig er eller kan – for hvad kan jeg så egentlig finde ud af, ud over at være god til at græde, være sur, irriteret eller sky?"