Sådan støtter du dit introverte barn

I vuggestuen er der fokus på sociale kompetencer, i børnehaven er der fri leg, og i skolen er der gruppearbejde. Fra børn er helt små forventes de at være sociale dagen lang, og det ændrer sig ikke, når de bliver ældre. Tværtimod.

Teenagere deler deres liv på sociale medier, det er sejt at have mange venner og vise dem frem. Så hvad skal man stille op, hvis ens barn trives bedst med at nørkle alene på sit værelse? Skal man opmuntre det til at dyrke sine styrker? Eller skal man lære det at leve op til det ekstroverte ideal?

"Vi vil så gerne have, at vores barn får et nemt liv. Og vi ved, at det får et nemmere liv, hvis det lever op til idealerne", siger Anna Skyggebjerg, der er forfatter til bogen ’Introvert: Stå ved dig selv’.

Hun er mor til en datter, der er udpræget ekstrovert, og en søn, der er udpræget introvert. Anna Skyggebjerg, der selv er introvert, er ubesværet gået godt i spænd med sin søn, mens hun har måttet sætte farten op for at følge med sin datter.

"Jeg fandt hurtigt ud af, at min datter var helt anderledes end mig. Hun var ikke tilfreds med at lægge puslespil og læse bøger. Vi skulle ud, og det krævede, at jeg trådte ud af min komfortzone. Hun har været min læremester, jeg har måttet anstrenge mig for at forstå, hvorfor hun ville kravle op i alt højt og grave dybe huller", siger Anna Skyggebjerg. 

"Jeg har intuitivt forstået, hvordan min søn er wired. Men på mange måder har det alligevel været nemmest at være min datters mor. Jeg har skullet kæmpe for, at min søn blev respekteret for sin måde at være på, mens min datter er blevet mødt med ros. Der er et ekstrovert ideal, der slår tydeligt igennem. Jeg har tit skullet høre, at min søn sagde for lidt i grupper, men jeg har aldrig skullet høre for, at min datter sagde for meget eller var for hurtig til at tage lederrollen."

Født med personlighed

Introverte lader op i deres eget selskab, ekstroverte får energi af at være sammen med mange mennesker. Og der er ingen tvivl om, at ekstroverte trives bedre i vores samfund, fortæller Anna Vedel, der forsker i personlighedspsykologi på Aarhus Universitet.

"I vores samfund er det nemt at få øje på fordelene ved at være ekstrovert og for eksempel være god til at netværke og god til at være med i ræset på de sociale medier. For børn handler det mest om, hvem der er de seje og populære, for voksne kan det give adgang til jobs", fortæller hun.

Men man kan ikke lære sit barn at være ekstrovert. En tumling, der bliver overvældet af store forsamlinger, vil typisk også have flere introverte træk som voksen. Det er ikke altid sådan, men ofte. Vi har nemlig omkring halvdelen af vores personlighed med os fra fødslen.

Det har forskere blandt andet fundet ud af ved at studere tvillinger og adoptivbørn. Det har vist sig, at enæggede tvillinger minder mere om hinanden end tveæggede tvillinger, og at adoptivbørn minder mere om deres biologiske forældre end deres adoptivforældre.

"Det er en god indikator på, at der er noget arvelighed på spil", fortæller Anna Vedel.

Mens psykologer er overbevist om, at en stor del af personligheden er medfødt, ved ingen med sikkerhed, hvordan livet former resten.

"Man har undersøgt det stolpe op og stolpe ned i mange år. Intuitivt tænker vi, at vi har stor effekt på, hvordan vores børns personlighed former sig. Det har vi også i en vis udstrækning, men det er primært gennem generne", siger Anna Vedel.

Små skub

Forældre kan altså ikke ændre på deres barns personlighed, men de kan hjælpe barnet godt på vej. Det kan de gøre ved at styrke barnets selvværd ved at vise det, at det er godt nok, som det er.

"Som forælder skal man vise sit barn, at man elsker det ubetinget. Det betyder, at kærligheden ikke er betinget af, hvad det gør. Det er elsket, for den det er", siger Anna Vedel.

"Det er nytteløst at forsøge at gøre et introvert barn helt vildt ekstrovert. Den grundlæggende personlighed er virkelig svær at ændre på, men det er straks lettere at arbejde på, hvordan man håndterer den, man er. Forældre kan hjælpe deres barn med at dyrke sine styrker og arbejde med det, der kan være svært.

Det gælder både, hvis det er svært at være alene, og hvis det er svært at være sammen med mange andre. Forældre skal ikke pådutte deres barn at være en anden, end det er, men de kan hjælpe barnet med at lære at begå sig i mange sammenhænge", fortæller Heidi Honig Spring, der er underviser og konsulent på Københavns Professionshøjskole og ved en masse om opvækst, trivsel og læring.

"Det er virkelig en balancekunst", siger Heidi Honig Spring, der også er forfatter til bogen ‘Stille stemmer – stille og indadvendte børn i den inkluderende folkeskole’.

"Som forældre skal vi lære vores barn at kende og forstå og imødekomme dets behov. Vi skal anerkende barnet, men samtidig også arbejde lidt på barnets kompetencer og minde det om, at det er og kan mange andre ting end det, som det måske umiddelbart har størst præference for. Det kan forældre gøre med små skub.

Hvis ens barn tøver, når det skal prøve nye ting eller møde nye mennesker, kan forældrene skabe rammer, som gør store mundfulde appetitlige. Måske får ens barn ondt i maven, når der sker noget andet, end der plejer i børnehaven eller skolen. Hvis barnet har det sådan, kan forældrene aftale med pædagogerne, at de giver besked, hvis en dag bliver meget anderledes."

"Så kan forældrene tale med barnet om det derhjemme: “I morgen skal du på tur, det bliver spændende, så skal du gå sammen med den og den,” foreslår Heidi Honig Spring.

På den måde bliver der skabt positive billeder i barnets hoved om, hvad der skal ske. Heidi Honig Spring opfordrer forældre til at være nysgerrig og undersøge, hvad det er i omverdenen, som barnet reagerer på.

"Hvis barnet ikke vil til fødselsdag, handler det om at få afmystificeret, hvad det er udtryk for", siger hun.

"Måske var der meget larm til den seneste fødselsdag, eller måske har det brug for at vide, hvem det skal sidde ved siden af. Når forældrene ved, hvad der er svært, kan de skabe rammer, som gør det muligt for barnet at være med på en god måde. Hvis det er uoverskueligt at skulle være i et fremmed hjem, kan forældrene blive en halv time og drikke kaffe med fødselsdagsbarnets forældre", foreslår Anna Skyggebjerg.

"Man kan også sige: “Jeg henter dig præcis klokken 16.30”, så der er en bagkant. Lav en fast aftale, så det bliver overskueligt for barnet at træde ud af sin komfortzone", siger hun.

Forældrene skal dog bakke barnet op i at sige fra, hvis en udfordring ikke kun overskrider barnets komfortzone, men også dets grænser, mener Anna Skyggebjerg.

"Som forældre kender vi jo vores børn, og vi skal lytte, hvis barnet virkelig ikke vil."

Sæt ikke børn i bås

Forældre skal altså balancere mellem at lade barnet være, som det er, og give små kærlige skub, så det lærer, at det kan meget mere, end det tror. Heidi Honig Spring advarer mod at sætte sit barn i bås som en, der er stille og sart.

"Man kan komme til – i bedste mening – at forstærke barnets billede af sig selv og tilbyde en for snæver selvfortælling om, hvem det er, og hvad det kan tåle. Det handler om at nuancere og sige “Det er rigtigt, du er sådan nogle gange, men du har også vist, at du kan en masse andet.” Måske leger ens barn helst med den samme ven, som det er tryg ved og plejer at lege med. Men en dag fortæller det, at det har gynget vildt med Oscar. Det skal man anerkende", mener Heidi Honig Spring.

"Årh, du legede med Oscar? Hvad gjorde Oscar, som var sjovt? Hvad gjorde du selv? Du er da ikke bare sådan en, der er stille, du kan da også være rigtig modig", siger hun.

Man gør ikke sit introverte barn en tjeneste ved at sige: “Uh nej, skat, det der kan du slet ikke holde til,” supplerer Anna Skyggebjerg.

"På samme måde gør man heller ikke sit ekstroverte barn en tjeneste ved at sætte fuld skrue på alting. Det er hårdt arbejde at være forældre", siger hun.

Anna Skyggebjerg har hjulpet sin datter med at finde ro i stille aktiviteter, som for eksempel at lægge neglelak, og hun har givet sin søn små kærlige skub ud ad døren.

"Som introvert ved jeg, hvor vigtigt det er at øve sig i at komme ud af sin komfortzone. Man er nødt til at hjælpe sit barn med både at stå ved sig selv, men også have mod til at gøre noget andet, end det egentlig foretrækker."

I sin søns skole har Anna Skyggebjerg foreslået, at der blev indført mere individuelt arbejde, og at eleverne fik tid til at tænke emnerne igennem alene, inden de blev sat i grupper. Ekstroverte taler nemlig ofte, mens de tænker, introverte tænker tingene igennem, inden de tager ordet. Hvis introverte børn får tid til at tænke, inden de bliver sat i grupper, kan de være bedre rustet til at bidrage. Selvom der er et ekstrovert ideal, er det vigtigt at huske, at det også er en styrke at være introvert", pointerer Anna Skyggebjerg.

"Introverte børn har nogle ret vidunderlige egenskaber. De er tænksomme, selvstændige og empatiske. De er trofaste venner, de har nemt ved at koncentrere sig, og de har et rigt indre liv", siger Stå ved dig selv-forfatteren.

"Man skal ikke slå knuder på sig selv for at passe ind. Verden har brug for ekstroverte, der sætter gang i ting, og for introverte der afslutter dem."