Familie på 11: ”Nogle gange kan det godt slå mig, om der nu er en af dem, der er gået under radaren”

Jeg kan godt forstå, at du er forelsket i hende der og hele den flok, sagde Mikkels mor, da Helle og alle hendes børn forsvandt ud ad indkørslen efter den allerførste introduktion. Det opsummerer det meget godt for Mikkel, når han bliver spurgt om – og det gør han tit – hvordan man går fra at bo alene hver anden uge med sin teenagedatter til, at en kvinde flytter ind med sine seks børn. Helle er Mother Earth, siger Mikkel.

"Hun ville ikke være den samme uden den flok omkring sig. Det er også det, man bliver forelsket i."

Det er omkring fire år siden, at Helle og Mikkel forelskede sig efter et tilfældigt møde og en kop te på Gisselfeld Kloster. Ingen af dem var der med børn (utroligt nok), de var på weekend hos den anden forælder, og de to faldt i snak i orangeriet over nogle planter, de begge stod og kiggede på. Det endte med, at Mikkel tilbød at komme og fælde Helles gamle kirsebærtræ. Det var grunden til, at de udvekslede telefonnumre. Troede Helle. Så det gjorde han, og Helle var solgt, og børnene undrede sig over, at ‘skovhuggeren’ kom igen.

Lige nu er Helle på barsel med Julius. Mikkels tredje og hendes syvende barn. Og nu er det altså også hendes sidste, forsikrer hun grinende. Selvom hun kender sig selv og ved, at når Julius begynder at nærme sig de to år, så bliver hun skruk. Sådan har det altid været. For Helle har bare et svagt punkt for babyer.

Det fandt hun ud af første gang, hun blev mor til Juliane som 26-årig og kunne mærke, at moderskabet for hende var det fedeste og føltes som det bedste i hele verden. Det var simpelthen her, hun stod stærkest. Men det er ikke sådan, at hun altid har vidst, at hun skulle have mange børn.

"Jeg har altid været fascineret af babyer, så jeg glædede mig til at blive mor, da jeg var ung. Jeg vidste godt, jeg skulle have mere end en, men det har ikke været noget, jeg planlagde undervejs. Det er ligesom bare sket, fordi jeg har haft lyst. Da jeg blev alene igen efter at have fået Alfred (som har en anden far end de andre. red.), skulle jeg tage mig af en masse børn, og der tænkte jeg, at nu er det det. Nu skal der ikke komme flere, det bliver noget rod. Jeg prøvede virkelig at lukke den."

Men så meldte Julius sin ankomst. Kun kort efter at de ti øvrige individer var blevet forenet i en sammenbragt storfamilie.

"Det var overvældende, da jeg fandt ud af, jeg var gravid! Jeg var 44 og havde ikke regnet med det. Faktisk havde vi taget en beslutning om, at vi ikke skulle forsøge, men nu kan vi selvfølgelig ikke forestille os familien uden ham. Julius er blevet et samlingspunkt, alle hans ældre søskende er vilde med ham, han er det mest velstimulerede barn. De store teenagedrenge grinede lidt, da jeg først fortalte det, men ellers var alle positive.

Min ældste, Juliane, var meget glad for Mikkel og hans piger og glædede sig til at kunne dele en fælles søskende med dem. Og Alfred, min yngste, græd nærmest af glæde. Han havde tit gået og sagt til mig, at han ønskede sig en lillebror. Med alle de storesøskende, ville han gerne selv have en lille en, han kunne bestemme lidt over."

Også Mikkel var igennem hele følelsesregistret, da de opdagede, at Helle var gravid.

"Først tænkte jeg, det er jo crazy det her! Hvad vil mine egne store piger tænke, og hvordan skal vi få tid til det hele, jeg var lige blevet partner på mit arbejde. Men jeg var også spændt på at se Helle i den rolle, når nu den drivkraft er så stærk hos hende, og hendes totale ro omkring det har præget hele billedet. Det har været fedt for mig at blive far her senere i livet, hvor du mere kan fokusere på glæden ved det, fordi du har prøvet det før.

De første gange med en baby fylder det så meget for en med systemer og struktur. Helle og jeg sørger for at gå tur sammen hver aften, så det føles også, som om vi har tid sammen. Desuden er Helles børn hver anden weekend hos deres fædre, og min datter bor hos sin mor hver anden uge. Så vi har faktisk et par dage, hvor vi ‘leger’ et-barns-familie med Julius og kan tage på ture bare med barnevognen", fortæller han.

Syv vidt forskellige fødsler

Som mange gravide i 40’erne, var Helle ekstra spændt på graviditeten, men hun kunne til sin egen overraskelske konstatere, at det ikke var en pind anderledes, end da hun var 26. Tværtimod oplever hun alting lettere og mere roligt end nogensinde før, fordi intet kommer bag på hende længere. Lige med undtagelse af fødslen.

"Der er ingen rutine over mine fødsler, selvom jeg har gjort det så mange gange. De har været vidt forskellige, og det der man siger med, at det bliver nemmere og hurtigere for hver gang passer altså ikke på mig. Hver gang har jeg glemt, hvor ondt det gør. Men det er også lige så stort hver eneste gang. Jeg er stadig lige forundret, når barnet kommer ud."

Da Helle fik sine første børn, gjorde hun alt, hvad sundhedsplejersken sagde. Hendes ældste datter begyndte at få skemad lige præcis den dag, hun fyldte fire måneder. Men efterhånden som hun fik de næste, begyndte hun i stedet bare at kigge på barnet. Hun kender alle tegn på, hvornår en baby er sulten og har brug for mere fast føde end mælk.

Hun har været vant til altid at have en lille en på hoften, mens hun lavede mad (det elsker hun) og tog sig af de større. Nu, med Julius, er der heller ikke nogen rigid søvnstruktur. Han lever på hende, ligesom de andre har gjort, og ligesom man gør det i de kulturer, hvor kvinder får flere børn, end vi typisk gør her – og så lægger hun ham, når han bliver træt.

Da Julius kom hjem fra hospitalet, havde han to bodyer og en barnevogn, alt andet babyudstyr var foræret væk. Paradoksalt nok har Helle oplevet det langt hårdere at have to-tre arvinger end både fire, fem, seks og syv. Fordi der sker det, at man bliver mere afslappet og orienterer sig efter sine børn og egne instinkter frem for, hvad man ‘skal’ for at gøre det ‘rigtigt’.

Fælles front

Når man har så mange søskende, har man sjældent de voksnes udelte opmærksomhed særligt lang tid ad gangen. Til gengæld har man noget andet, der er mindst lige så uvurderligt, mener Helle.

"Da mine ældste børn var små, blev jeg selvstændig med en online-børnetøjsbutik for at have tid derhjemme, så jeg har været der meget, men jeg underholder dem stort set aldrig. Så de er ikke særligt voksensøgende. I stedet leger de med hinanden. Og de store hjælper til med de små. Så man får masser af opmærksomhed i storfamilien, bare ikke kun fra sine forældre. Da jeg boede på landet med dem, lavede jeg stort set ikke andet end at køre taxa-service rundt til fritidsinteresser.

Tit kunne det ikke betale sig at køre hjem imellem turene, så måtte jeg bare sidde og vente i bilen. Det er meget nemmere nu, hvor vi bor i byen, og de kan cykle til alting. Vi sidder ikke hele tiden nede i gymnastikhallen og hepper. Vi kommer kun til opvisningerne. Jeg kan heller ikke have styr på alle deres venner og deres lektier, men jeg har ikke dårlig samvittighed, for jeg kigger på mine børn og ser, om de er ok.

Jeg tror nogle gange, folk forestiller sig det mere kaotisk, end det er med så mange børn. De fleste af dem er jo store, så ingen er hjemme på samme tid. Men nogle gange kan det da godt slå mig, lige inden jeg skal sove, om der nu er en af dem, der er gået under radaren. Kommer jeg nu godt nok omkring dem alle sammen?"

Men på mange måder er det faktisk lettere at være en storfamilie kontra en kernefamilie med to børn og to voksne, mener også Mikkel.

"Hvorfor tager man på sommerferie sammen med andre familier? Det gør man jo, så børnene kan hygge sig og underholde hinanden. Den effekt har vi hele tiden. Børn i en storfamilie bliver usandsynligt selvhjulpne, det er en stor fordel. Da Alfred var fem år, troppede han lige pludselig op i fuldt skateboard-udstyr, som han havde været rundt i hele huset og finde frem. For han skulle jo ud og skate, og så gjorde han bare selv det, der skulle til", siger han, inden Helle igen tager ordet.

"Børnene er virkelig socialt kompetente og finder nærmest nye venner, når vi holder ind på en rasteplads i 10 minutter", siger mor Helle og giver sig til at remse en række fordele og ulemper op ved at være en del af en storfamilie.

"De er selvfølgelig gode til køkultur, og de spiser, hvad der bliver serveret, for det siger sig selv, at jeg ikke kan stå og lave specialretter til otte børn. Vi deler os også meget op, det er vi nødt til, og det bliver alt for besværligt, hvis der skal være millimeterdemokrati. Så de har vænnet sig til, at jeg godt kan tage på café med et barn, hvor vi så kan vende verdenssituationen, mens jeg kan tage ud at shoppe en dag med et andet, og nogle andre er med på ferie.

Mikkel sørger også for at tilbringe tid alene med sine piger, for selvfølgelig har det været en stor omvæltning for især Sofie, der stadig bor hjemme. Vi deler os også op, når vi besøger venner, og tager kun de børn med, som er jævnaldrende med dem, vi skal være sammen med. Hvis vi kom alle sammen altid, ville vi nok aldrig blive inviteret nogle steder. Man får mindre taletid i en storfamilie, det kan være ulempen. Vi lægger naturligt mere vægt på det sociale end individet, så vi er nok ikke i gang med at opfostre topledere. Det fællesskabsorienterede er en værdi, vi deler, Mikkel og jeg." 

To køleskabe og 25 børnebørn

Da Mikkel mødte Helles børn første gang, fik han følelsen af, at de kunne være hans egne. Han kunne mærke en klangbund i de børn, som, selvom Helle og Mikkel på mange måder er forskellige, handler om fælles grundværdier. Det er et godt udgangspunkt for familieprojektet. Så kan det godt være, at Mikkel nogle gange kan blive irriteret over manglende bordmanerer under storfamiliens aftensmåltider, men det er nok ikke meget anderledes end de små hverdagsfrustrationer, der opstår i andre sammenbragte familier.

Helle er enig i det med bordmanererne, hun har bare ikke haft tid til at fokusere på det. Nu har hun fundet på at lave café derhjemme, så de sidder i små grupper af tre og spiser, og på den måde slipper for det hæsblæsende lydinferno omkring et langbord. Hun har også arrangeret sit køkken med to store køleskabe: Et man må tage fra, og et, der er off hands! Ellers er alting væk, inden hun når til at lave aftensmad. Så hurtigt går det.

I begyndelsen måtte hun forklare Mikkel, at der ikke var nogen grund til at sætte sølvpapir om osten. Den er alligevel altid væk, inden dagen er omme. Af samme grund har de stort set aldrig søde og usunde ting i nogle af køleskabene – for det kan sprede sig som en steppebrand blandt børnene, og så er det forsvundet. Hvis de en gang imellem får is, så er det Helle, der portionsanretter. Hun er husmoder i hjertet, siger hun, og har heldigvis altid elsket at lave mad og eksperimentere i køkkenet.

Så hun har ikke noget imod at handle ind hver dag og bage brød og müslibarer og bruge havregryn i hvad som helst, så det også hænger sammen økonomisk at holde ni mennesker mætte. Utroligt nok var det Mikkel, der i sin tid foreslog, om ikke de to familier skulle flytte sammen.

"Allerede inden vi mødte hinanden, havde jeg gået og tænkt, at jeg nok var svær at afsætte med alle de hjemmeboende børn, det er jo en stor mundfuld for de fleste. Det er jo vildt at sige ja til at få sådan en flok ind, når det ikke er ens egne. Vi havde snakken om efteråret og aftalte, at vi ville gøre det den følgende sommer, altså for et år siden. Så han fik en fortrydelsesperiode, og jeg tænkte nok lidt, at han ville ombestemme sig. Men vi begyndte bare at glæde os mere og mere, som tiden gik. Jeg kan huske, jeg spurgte, om han nu godt vidste, hvad han gik ind til – og at han svarede nej, men vi lever kun en gang. Hvad er det værste, der kan ske?"

Da jeg købte huset, vidste jeg, at her skulle være andre mennesker. Vi ville begge gerne familieprojektet. Man bliver også træt af ikke at tage det næste skridt, vi hviler meget mere i at bo sammen, siger Mikkel og forklarer, at både kælder og kvist er taget i brug, så alle – lige på nær ‘midterpigerne’ Thilde-Marie og Johanne – har deres eget værelse.

"Nogle gange savner jeg da RO, men for det meste synes jeg, det er herligt, at der er en hel flok at lave en fødselsdagsfest med. Vi møder egentlig sjældent fordomme direkte, de fleste spørger nysgerrigt ind, især mænd er meget interesseret i, hvad for en bil vi kører i."

Familien har hele tre. En Dacia med syv sæder, som Helle havde, inden de to lærte hinanden at kende, og så har Mikkel to BMW'er. Engang var den ene ren og fin, nu har luksusindtrækket bananpletter og leverpostejsfingre. Men det lever han med. Til gengæld kan andres fordomme godt gå ham på.

"Vi kan godt selv tænke over, om folk nu ikke tror, de får kærlighed og opmærksomhed nok. Jeg kunne godt selv være fordomsfuld over for andre, der havde så mange børn. Behøver man egentlig det? Bliver de så ikke overset? Men det er noget andet, når man er i det. Lige præcis de her børn i den her familie er jo alle sammen søde og dejlige, og det føler jeg en kæmpe stolthed over. Noget af det skøreste ved det her er at tænke fremad. Om 20 år er det jo ikke urealistisk, at vi har 25 børnebørn. 25?!", griner Mikkel højlydt.

Til den tid må de vist anskaffe sig en HT-bus. 

Denne artikel er oprindeligt udgivet i Vores Børn / nummer 5 2020.