Sara Maria Franch-Mærkedahl om sine kejsersnit: "Jeg har følelsen af, at jeg ikke har født rigtigt"

Jeg var så klar til at føde min første datter. Jeg havde forestillinger om kar og musik, og jeg havde glædet mig til en vaginal fødsel og til at mærke kroppen på en naturlig måde få et barn til verden. Jeg har faktisk glædet mig, siden jeg var teenager og vidste, at jeg gerne ville have børn. Men min datter lå desværre forkert, og jeg ville ikke have et vendingsforsøg, fordi jeg havde læst, at det skulle være stressende for barnet. Derfor fik jeg et planlagt kejsersnit.

Ni dage før termin gik jeg i fødsel. Der var lette veer, og jeg var vild med, at jeg fik lov til at mærke en del af den naturlige proces, som kroppen sætter i gang ved en fødsel. Da jeg kom på hospitalet, var jeg 4 cm åben, og de gjorde klar til kejsersnit, som jo var planen. Jeg kunne mærke, hvor ked af det jeg blev over ikke at kunne føde hende vaginalt.

Det forløb helt fint, men der var noget over det der med at have sådan et klæde oppe foran mit ansigt, der gjorde, at jeg havde følelsen af ikke at kunne følge med. Jeg følte ikke, at jeg var en del af den proces, det var, at få mit barn ud af min krop. Jeg følte, at jeg blev opereret, og at der kom et barn ud. Jeg følte ikke, at jeg gennemgik en fødsel.

Da jeg blev gravid igen, glædede jeg mig endnu engang til at føde. Men Vega lå med numsen nedad, og det var for sent at vende hende, så jeg skulle have et kejsersnit igen. Det forløb igen fint, men det tog dem halvanden time at sy mig sammen, og imens var min datter blevet taget væk. Og endnu engang havde jeg følelsen af, at jeg var blevet opereret, og ikke at jeg havde født.

Jeg har stadigvæk ikke helt forenet mig med, at jeg fik kejsersnit. Jeg har følelsen af, at jeg ikke har født rigtigt. Det er jo også fordi, man har fået at vide, at en vaginal fødsel er det bedste for barnet. Så jeg føler på en måde, at jeg ikke har givet mine børn de bedste kår. Selvom jeg jo rationelt set godt ved, at det ikke er rigtigt. Når jeg hører folk fortælle om deres vaginale fødsler, så tænker jeg, gid det var mig. Og så bliver jeg enormt trist, fordi jeg bliver mindet om, at jeg ikke selv har haft sådan en fødselsoplevelse. 

Frarøvet en rigtig fødsel

Folk siger altid, at jeg skal være glad, fordi i gamle dage kunne både jeg og børnene være døde, hvis ikke jeg havde fået kejsersnit. Og jeg er da også sindssygt taknemmelig for at have fået mine børn, men jeg er ikke glad for at have fået kejsersnit. Jeg føler, at jeg er blevet frarøvet en rigtig fødsel. 

Jeg har ikke sluppet tanken om flere børn. Og jeg tror måske, at en del af det ønske handler om, at jeg håber at kunne føde vaginalt. For for mig er det et kæmpe ønske. Vi er jo lavet til at føde vaginalt. Men det er selvfølgelig klart, at et kejsersnit er at foretrække, hvis barnet ikke kan komme til verden på anden vis.

Jeg har ikke haft noget, der minder om en fødselsdepression. Men jeg kunne måske godt have tænkt mig at tale med nogen om, hvordan jeg havde det med at have fået kejsersnit. Når man er indlagt er der mest fokus på, at man kommer op og kommer i gang med at gå på grund af operationen. Man bliver behandlet som en patient, der har været igennem en operation, men jeg kunne godt tænke mig at slå et slag for, at der var mulighed for at tale med nogen, om det man havde gennemgået. Så sådan nogen som mig, der følte en form for skam over ikke at kunne føde på “almindelig” vis, kunne blive forenet med den fødsel det nu engang blev, i stedet for at bruge så meget energi på at føle sig forkert.

Følg med på Vores Børns instagram, hvor vi har samlet brugernes fortællinger om deres kejsersnit.