Sebastian Klein: "Børn bliver empatiske af at være sammen med dyr"

For enden af Frederiksberg Allé i København ligger den store bueformede indgang til Frederiksberg Have. Tæt på nærliggende Vesterbros urbane råhed, men i sin helt egen velfriserede verden. Vi er i midten af firserne.

Statsministeren hedder Poul Schlüter og Danmarks måske sjoveste mand hedder Jesper Klein. Lidt til venstre for indgangen til den imposant anlagte have byder et hvidmalet stakit de besøgende velkommen til Det Kongelige Danske Haveselskabs have. Her er smukke bede, en grumset sø og et par lave, gule murstensbygninger. En af bygningerne huser Brøndsalen.

Og bag de duggede vinduer kan en tolvårig Sebastian Klein skimte sin far underholde den stopfyldte sal med Ølkasserevyen. Sebastian Klein har hørt vitserne hundredevis af gange før, og han er kun taget med, fordi der er noget helt andet, der trækker. Mens latterbrølene runger i det højloftede lokale, bevæger han sig ned mod en lille sø i haven. For her begynder bydrengen Sebastians verden. I søen. I bedene. I træerne og i buskene.

Hans altoverskyggende interesse er dyr – særligt fugle. Og han ved, at der er flere timer til, at forestillingen slutter, så der er rigeligt med tid til at se efter både salamandere, skøjteløbere og fuglekonger. Og sådan er det stadig.

Dyr i børnehøjde 

I dag er han blevet en voksen mand. Han har på forunderligvis formået at kombinere de to situationer fra haven og gjort det til en levevej. Han tjener til føden ved at underholde som sin far; han er tv-vært, foredragsholder, cirkusartist og forfatter. Og han lever af dyr, for langt det meste, af det Sebastian underholder med, handler om dyr. Han skriver bøger om dyr, laver film og tv om dyr, og han holder foredrag om dyr. Og han gør det stort set altid lige lukt i børnehøjde, for dyr kan noget unikt i forhold til børn, ifølge naturelskeren.

"Dyr har store øjne. De bevæger sig, og de kan sige lyde. De er på mange måder som levende bamser, og det har børn altså en helt særlig forbindelse til, allerede fra de er små. Jeg ved godt, at de ikke ER levende bamser, og at man skal behandle dem helt anderledes, men det er i første omgang det, der fanger børns interesse. Børn er bare mere nysgerrige end voksne. Måske er det fordi, vi har fået stillet vores nysgerrighed. Vi ved jo godt, hvordan en kat ser ud, og hvad den siger, når man trækker den i halen. Det ved børn ikke. Og derfor er verden et mere spændende sted for børn. Også dyreverdenen," siger Sebastian Klein.

Det begyndte med et angreb 

Tilbage i firserne står Sebastian i sin have på Amager og undrer sig. Han er omkring otte år gammel og har sådan set ikke interesseret sig ret meget for dyr. Før nu. For i familiens æbletræ er der pludselig vild aktivitet. En flok på mindst halvtreds brunlige, småplettede fugle er gået til angreb mellem de tynde grene. Sebastian har aldrig set noget lignende. Han spørger sin far, om han kender navnet på fuglene. Det gør han ikke, men han har en bog.

Få øjeblikke efter lader den otteårige dreng fingrene glide ned over siderne på en ramponeret og støvet fuglebog, der er hevet ned fra hylden. Og pludselig genkender han fuglene fra træet. Sjaggere, hedder de. En slags fætter til Solsorten. Og der falder tingene på plads. Han ser sammenhængene og har det som om, at han har opklaret et mysterium. Som en skattejæger, der kommer i mål. Han læser alt, hvad han kan om sjaggere, bladrer til de andre sider, lærer om musvitter, solsorte, mejser og fuglekonger. Og han stopper aldrig igen. Heldigvis. Hvem skulle ellers forklare, hvad børn får ud af at bruge tid med dyr?

"Børn bliver empatiske af at være sammen med dyr, og på den måde øver de sig på at være voksne, ved at de får noget at forholde sig til. Børn kommer i kontakt med deres følelser sammen med dyr, og det er sundt. De får et ansvar for et levende individ. Det gør altså noget helt grundlæggende godt at finde ud af, at man ikke er den eneste i verden, og at man kan bruges til noget", siger Sebastian Klein og fortsætter:

"Det er selvfølgelig noget andet med dyr i naturen, men kæledyr er som et ekstra familiemedlem. Som regel er børn jo de nederste i et familiehierarki. De har ikke noget at skulle have sagt og bestemmer over ingenting og behøver ikke tage ansvar for nogen. Derfor kan det give et boost af selvtilliden at få nogen eller noget at tage ansvar for," siger han.

Liv og død

Sebastian og hans kammerat vil ud og se på fugle. Igen. Få cykellængder fra hans havelåge begynder et af de største, uberørte stykker natur i Danmark: Amager Fælled. Et skatkam- mer og et himmerige for en fugleinteresseret amagerdreng. Drengene trækker cyklerne ud på vejen. Sebastian kører på sin fars slidte gamle, grønne Raleigh. Han har drengekræfter i benene og fugle på hjernen. Det går over stok og sten.

I dag – 30 år senere – kan han stadig huske fornemmelsen af at flyve. Drengene tilbagelægger den ene uberørte natur-kilometer efter den anden. Videre. Længere. Flere tramp i pedalerne. Efter lang tid stopper de. De ser, registrerer og møder fugle, dyr og natur. Og da der ikke er plads til flere indtryk, hverken i sindet eller i kladdehæfterne, finder de to drenge cyklerne frem igen. Og så indser de, at der er noget HELT galt med turen.

"Naturen er jo noget af det eneste helt uforudsigelige, vi har. Vi kan måske godt have en idé om, hvad der sker, hvis vi vender en sten, men reelt kan der være alle mulige naturlige overraskelser."

"Og den der uforudsigelighed er godt for os i en verden, hvor der ellers er så meget styr på tingene. Det er godt for børn at få udfordret forståelsen af verden. Selvfølgelig også for voksne. Naturen er fyldt med de store ting i livet. Med liv og selvfølgelig også med død, siger han. Og netop den præmis er værd at tage op," mener dyreeksperten Klein. Det kommer ofte naturligt for familier med kæledyr, når en kælen kat eller en trofast terrier går bort.

"Med nogen børn er det måske bedst at sige, at katten er flyttet på landet, det ved folk bedst selv. Men hvis det var mig og mine børn, så ville jeg tage det som en kærkommen anledning til at tale om livet og døden. Uden død intet liv. Sådan er det. Ikke engang vi voksne forstår døden, så alle muligheder for at komme lidt tættere på en forståelse, skal da udnyttes."

Eftersøgningen 

Langt ude på Amager i firserne har de to drenge indledt hjemturen. Det viser sig, at den flyvende fornemmelse fra udturen ikke handlede om fulgeforventninger eller drengekræfter. Den handlede om vind. For da drengene igen sætter sig på cyklerne, er der noget galt. Det er tungt, langsommeligt og svært at komme frem.

Benene syrer til, og hver omdrejning på pedalerne er en kraftanstrengelse. Drengene er blevet båret ud af en gavmild medvind, som altså ikke er vendt, og nu viser sig som en ubønhørlig modvind. De må trække de mange kilometer hjem. Det er blevet mørkt og koldt. Og de ved godt, at den ikke er god. Da de to drenge endelig når hjem, møder de en meget oprevet mor i indkørslen.

Før hun siger mere, går hun ind til drejeskivetelefonen i entreen og ringer til politiet. Sebastian hører hende afblæse eftersøgningen. Han har ondt i benene, men det skræmmer ham ikke. Fuglene bliver siddende i hovedet resten af livet. Og politiet var vist slet ikke begyndt at lede.

Bybarnet 

Amagerdrengen, der nu er blevet voksen, er et godt bevis på, at naturen sagtens kan dyrkes i byerne. Krat, kæledyr og krible- krable-væsener er nemlig langt fra kun for landsby-unger.

"Tit er der mere natur i byerne end på landet, fordi det i byerne ikke er så vigtigt at styre tingene alle vegne. Her skal vi ikke leve af jorden, så den kan få lov til at være i fred. Det er noget andet, hvis man skal kunne kontrollere, hvad der kommer op ad jorden på sin mark. Så skal man fjerne 99, 9 procent af naturen og kun lade den ene brøkdel, man har brug for, stå tilbage. Det er fint nok og nødvendigt for, at vi kan få noget at spise og så videre."

"Men det er ikke naturligt. Man går ikke en tur i naturen, hvis man går rundt i et dyrket område. Så er der tit mere at komme efter i byerne. Hvis man bevæger sig ind i en baggård på Vesterbro og vender en sten, der ligger i en jordbunke, så er der ofte mere helt uberørt natur at finde der, end der er ude på landet. Det er ikke for at kritisere landbruget overhovedet, men bare for at sige, at selvom man vokser op i byen, så er der masser af muglighed for at få naturen helt tæt ind på livet. Jeg er selv vokset op i et hus på Amager – og jeg blevet total naturnørd alligevel. Så meget at jeg lever af det."

Og sådan er vi tilbage i byparken i firserne, hvor den tolvårige dreng har siddet helt stille i mange, lange minutter. Det pusler i et krat – det kan jo være en fuglekonge, og det er lidt af en sjældenhed at se sådan en. Også for en bydreng.