Silas Holst: "Nogle gange kaster vi håndklædet i ringen og bliver enige om at være uenige i dag"

Maggie Mys kinder er røde, hun gnider sig i øjnene og ser træt på sin far. Den etårige pige har haft feber i et par dage, og hun er lige vågnet fra sin eftermiddagslur. Hendes mor lægger en telefon med tegnefilm i hendes hænder, og hun læner sig tilfreds tilbage mod sin fars mave og slapper af.

Set i glimt ligner det en helt almindelig novemberscene i et helt almindeligt hus i helt almindelige Brønshøj. Men det er ikke en helt almindelig familie. Maggie My er nemlig datter af Louise Mahnkopf, der arbejder i forsikringsselskabet QBE, danser Silas Holst og skuespiller Johannes Nymark.

De tre har valgt hinanden et par gange. Først valgte Louise og Silas hinanden som bedste venner. Så valgte Johannes og Silas hinanden som kærester. Og så valgte Louise og Silas og Johannes, at de skulle have et barn sammen. Alle tre. De byggede rede i den røde murermestervilla, der ikke havde haft nogen beboere i ni år, og totalistandsatte den sammen. I dag har de indrettet sig med hver sin afdeling – og et værelse til Maggie My hos både mor på førte sal og hos far og far i stueetagen.

En moderne regnbuefamilie, som viger fra skemaerne og normen i mere end en forstand. For selv om vi befinder os i 2015, og selv om sammensatte familier udgør en stor del af familiemassen i Danmark, er udgangspunktet for familiedannelse stadig oftest én far og én mor. Eller måske, hvis man er frisindet: Én mand, der får et barn med et lesbisk par. Men hele to homoseksuelle mænd, der får et barn med deres heteroseksuelle veninde, der i øvrigt har masser af frugtbare år tilbage? Det får mange udenforstående til at spærre øjnene op. Hvilket de tre forældre selvfølgelig er helt ligeglade med.

Familie og forældremyndighed

Biologien sætter nogle naturlige begrænsninger for familiestørrelsen: For der er selvfølgelig kun én af fædrene, der kan være biologisk far til barnet. Hvem af dem, det er, ved de ikke engang selv.

Lovgivningen sætter endnu en begrænsning for forældremyndigheden over et barn. For et barn kan deles af to voksne, ikke tre.

– Selv om de radikale kæmper for at få det lavet om for netop at hjælpe regnbuefamilier, siger Silas.

Hvem af dem, der har forældremyndigheden, holder de for sig selv.

– Men vi kan godt afsløre, at jeg er den ene, siger Louise.

Og jo, det krævede noget advokatråd-givning at få styr på papirerne, så lille Maggie Mys familieramme kunne blive tegnet ordentligt op. Og så de voksnes rettigheder er sikret, hvis de skulle bryde op eller en af dem skulle falde bort, fortæller Louise og Silas, der sidder i sofaen oppe under taget hos Louise, mens Maggie My finder trøst og ro hos dem begge to på skift.

Familieformen var deres allerførste valg. Både for Louise, der kun var 30 år, da hun tog beslutningen om ikke at vente på en kæreste, men i stedet danne sin egen familie med sine to venner. Og for Silas og Johannes.

– Det bedste er, at vi alle bor sammen og er sammen hver dag. Nogle gange vågner jeg om morgenen og tænker ‘tænk, at mit liv er endt sådan, at min mand ligger ved siden af mig, min lille datter sover i rummet ved siden af, og min bedste ven bor ovenpå’. Jeg kan enormt godt lide tanken om at være en stor familie. Og tanken om at være i familie med Louise. Vi har faktisk altid sagt til andre, at vi var i familie. Og nu er vi det, siger Silas.

Fra Alaska til Sophia

Louise og Silas blev venner for 16 år siden. Det var på introtur, og 1.G’erne sad rundt om et lejrbål en varm augustaften og sang sange med guitarakkompagne-ment. Klicheen var så tyk, at den fik

Silas til at grine højlydt.

– Og så hørte jeg en pigelatter et sted fra og jeg tænkte ‘ah, der er én, der har det det på samme måde’.

Louise var den første, som Silas fortalte, at han var homoseksuel.

– Men jeg vidste det nu godt i forvejen, siger hun.

– Og det var også grunden til, at vi sagtens kunne kysse sammen for sjov – fordi vi var gode venner, intet andet – til en skolefest eller sove sammen, uden at det blev akavet, siger Silas i dag.

Dengang talte de tit om, at hvis de ikke fik børn med andre, ville de få børn med hinanden.

– I begyndelsen var det hypotetisk, lidt for sjov. Vi legede med tanken om, hvad vi ville gøre. Men vi endte med hele tiden at tale om dette her barneprojekt, fortæller Silas.

Samtidig, i november 2013, gik Louise og hendes daværende kæreste fra hinanden. Blandt andet fordi han ikke rigtig var med på ideen om at få børn. Og en aften hjemme hos Silas og Johannes begyndte de at tale mere og mere alvorligt om at få et barn sammen – alle tre.

– En dag ringede jeg og sagde ‘nu vil jeg gerne. Nu gør vi det’, siger Louise, der selv klarede sagen på et badeværelsesgulv med én sprøjte med sæd fra begge mænd blandet i.

Ikke så meget pjat, bare af sted. Det lykkedes første gang, de prøvede, og hun var ellevild af begejstring, da testen gav de to positive streger i december 2013 – kun en måned efter bruddet med ekskæresten. Og selv om det måske kan virke som en stor beslutning at træffe så kort tid efter, man er kommet ud af et forhold, var Louise ikke tvivl. Hun vidste, at det var det rigtige at gøre.

– Jeg mærker efter, altid, når jeg skal tage en stor beslutning, og jeg kunne mærke, at det var det rigtige at gøre. Jeg havde ingen tvivl. Mine forældre er vilde med Silas og Johannes, og alle har støttet os, forklarer hun.

For Silas og Johannes var det nemt at bestemme sig:

– For os er det lidt af et drømmescenarie. Vi havde ikke lyst til at være donorer til et barn og se det en lille smule. Vi ville gerne have et barn, der var vores. Alle vores forældre er gode venner. Der har aldrig været nogle af dem, der har syntes, at det var mærkeligt.

– Mine forældre er egentlig meget traditionelle og synes, at man skal giftes først. Men de løftede ikke et øjenbryn, da jeg sagde, at jeg skulle have et barn med Silas og Johannes. Men når mine veninder bliver gravide uden at være gift, siger de ‘hov hov’, fortæller Louise, mens hun griner.

Og navnet Maggie My? At blive enige om et navn to forældre imellem kan være svært. Når de var tre, var de nødt til at have regler.

– Alle fik én vetoret, fortæller Silas.

Johannes ville gerne have sære navne som Flæsk. Louise var mest på Stephanie, Sofia og Isabella. Det nægtede Silas, der ledte efter et navn, som kunne stå bøjet i neon hen over Det Ny Teaters bygning. Derfor endte han hele tiden med Dallas eller Alaska. Louise ryster på hovedet, mens hun griner. Til sidst droppede Johannes sine sære navne og fandt på Maggie, inspireret af Louises begejstring for navnet Madelaine. Silas tilføjede My – så havde han scenenavnet på plads. Samtidig sparkede den lille i maven for første gang, og så var der ikke mere diskussion om det.

Tømmerflåden

Ild til bøgerne

Det lyder rosenrødt, men som i alle andre forhold er der også indimellem store udfordringer.

– Vi har lige haft fire måneder, hvor det har været hårdt. Vi har været uenige om alle mulige ting, begynder Silas.

– Jeg er mere pylret end Johannes og Silas, og det gjorde, at jeg havde svært ved at acceptere den måde, de valgte at gøre tingene på nede hos drengene. Jeg havde en forestilling om, at vi helst skulle gøre tingene ens, ellers ville hun blive alt for forvirret, fortsætter Louise.

– For eksempel troede vi, at hun skulle være hjemme i seng kl. 19 hver dag, og at alt skulle være lige efter bogen. Men nu har vi fundet ud af, at det går bedre, hvis vi sætter ild til bøgerne, siger Silas og slår ud med armene.

Men det var ikke nemt. Med en lille pige i huset er der så mange ting, man kan blive uenige om – fra sovetider og mad til hverdagsrutiner og legetøj.

– Vi tog til familieterapi og talte alt igennem. Vi skulle lære at sige, hvis der er noget, vi er utilfredse med. Jeg er lidt konfliktsky, men de små ting bygger sig bare op. Og jeg skulle lære, at det er okay at mene noget, og at vi ikke behøver at være enige om alt, siger Louise, og Silas nikker.

– Vi er begyndt at kigge på hende i stedet og se, om hun er glad. Og hvis hun er glad, så går det nok, siger Louise.

I dag har de aftalt, at de skal tale om tingene. Store og små. Men ikke nødvendigvis hver dag og hele tiden.

– Nogle gange kaster vi håndklædet i ringen og bliver enige om, at vi ikke finder en løsning i dag. Så er det en fordel at vi kan lukke døren til hinandens afdelinger, siger Silas, der også kan se fordele i uenighederne:

– Det positive ved de fire måneders helvedesperiode var, at vi besluttede os for, at vi ville hinanden. Vi ville have det til at lykkes. Vi valgte det. Jeg tror, at mange ville have givet op, hvis de var presset derud, hvor vi var.

Sammen kunne de konkludere, at livet i regnbuefamilien måske kræver lidt flere ord end i andre familier.

– Ja, hvis kommunikationen ikke fungerer, fungerer denne her familietype ikke. Så er vi færdige, siger Silas, der har præsteret at aflevere Maggie My i vuggestue uden sko og jakke på.

Louise sørger for, at der ligger ekstra tøj og sko ovre i vuggestuen. For alle tilfældes skyld. Og så prøver hun på at grine ad det og glæde sig over, at Maggie My får en masse mod og balancetræning og vilde lege nede hos fædrene.

De kigger på deres lille pige, der stavrer langs sofabordet og forsøger at holde balancen, og de rejser sig for at gå ned og lave aftensmad – ligesom alle de andre familier på villavejen i Brønshøj.

Opfølgning 

Louise, Silas og Johannes har siden artiklens udformning fået foretaget en DNA-test og ved nu, hvem faren til Maggie My er. De ønsker sig nemlig endnu en et barn, og tanken er, at den anden far skal være biologisk ophav til lillebror eller lillesøster. 

I TV-progammet ‘Silas, Johannes og Louise’, der blev vist på Kanal 4, kunne du i marts måned følge familien til en tidlig scanning på en privatklinik, da Louise var blevet gravid for anden gang. Til scanningen viste det sig dog, at barnet ikke havde nogen hjertelyd, og Louise aborterede i sjette uge.

Læs mere om familien på realityportalen.dk.

LÆS OGSÅ: Skab et familieliv, du elsker

LÆS OGSÅ: 5 ting der gør mig til en gladere (og bedre) mor

LÆS OGSÅ: Familieliv: 25 genveje til nemme dage