Har unge det FOR nemt og mageligt? Søren forstod pludselig noget om sine egne forældre
Har du også skruet lidt ekstra op for dramatikken, når du fortæller de unge om gamle dage?
Utilfredsheden lægger sig som en tung dyne over min søns fjæs, da han efter tre stive timer på sofaen med snotten begravet i mobiltelefonen omsider løber tør for data.
Der er ingen sympati at hente hos mig, han ved udmærket godt, at jeg er vokset op i en tid, hvor der kun blev sendt en halv times børnefjernsyn om dagen, og vi derfor ikke havde andet at tage os til end at klatre i træer, læse tegneserier eller – til hans åbenlyse ubehag – lette røven og cykle hjem til vennerne.
Han ved også, at der slet ikke fandtes mobiltelefoner dengang, at internettet i min ungdom var noget, man skulle booke tid til på biblioteket, og at tiktok bare var den lyd, ens forældres gamle bornholmerur sagde, mens tiden sneglede sig afsted.
Han har hørt historierne til hudløshed, men formålet med dem er jo at stive ham af, styrke hans karakter, gøre ham bare en lille smule mere bevidst om de ofre, generationerne før ham har bragt, så han kan sidde der i frihed og sende dyrebare informationer direkte til Kina via den telefon, JEG i øvrigt har betalt for, fordi JEG allerede som barn blev sendt ud på arbejdsmarkedet for at tjene til føden.
Sådan har det været i generationer, det er enhver fars ansvar og opgave at belære sine børn om, at ungdommen efterhånden har fået det en tand for nemt og mageligt. Tag bare vores bedsteforældre. De gennemlevede verdenskrige, polio-pandemier og kolde vintre med lokummer og nazister i gården, mens deres egne børn voksede op i skyggen af Den Kolde Krig, oliekrisen, Poul Schlüter, og hvad den tid ellers bød på af store og små trusler.
Annonse
Dermed ikke sagt, at jeg som barn gik rundt i konstant taknemmelighed over, at mine forældre i et par måneder i 1973 måtte lade Skodaen stå i carporten på grund af oliemangel, men der var ikke desto mindre en større bevidsthed om de kampe, det havde krævet at skabe en verden, hvor jeg kunne ligge på min futon og pille næse uden at frygte, at tyskerne pludselig stod ude i indkørslen med ladte geværer.
Det er jo præcis den slags anerkendelse, jeg gerne vil have fra mine egne børn. Problemet er bare, at jeg ikke sådan for alvor kan komme på noget, der kan afstedkomme bare tilnærmelsesvis samme grad af respekt.
Generationerne før mig havde krige, rationering, ungdomsoprør, biler uden sikkerhedsseler, Grønjakker og jerntæpper. Jeg havde … virkelig langsomt internet? Fodboldlandsholdet under Morten Olsen? ”Cowey”, 90’ernes blanding af mælk og appelsinjuice? Kvalmende, men trods alt ikke traumatiserende.
I forfatterkredse siger man, at det heldigvis aldrig er for sent at få en hård barndom, og måske gælder det også for os fædre. Når de nye generationer bider os i haserne, og vores status vakler, kan manden føle behovet for at cementere sin plads i den store hakkeorden ved at skrue ekstra op for dramatikken og barndomstraumerne.
Jeg voksede ganske vist op i fredstid, men så nemt var det sgu heller ikke at være ung i en analog verden med tv-monopol, avisruter, Dub-i-dub og telefoner, der sad fast i væggen. Desværre har min søn allerede tabt interessen for mine barndomstraumer. Måske har han travlt med at skabe sine egne, som han en dag kan underholde mine børnebørn med. Om dengang, han løb tør for data, kineserne lyttede med, og hans far nægtede at holde kæft om barndommen i de benhårde 90’ere.
