Søskendejalousi: "Min søn kunne ikke fordrage sin lillesøster"

KLUMME: ”Det er ikke så hårdt at få nummer to, for du er allerede inde i børneræset, når du har en i forvejen”. Den sætning lagde jeg ører til mere end én gang, da jeg var gravid for anden gang. Jeg hæftede mig ved den – for det var dejligt betryggende at høre, at der ikke skulle være den store forskel på at gå fra et barn til to. Jeg var selvfølgelig lidt spændt på, hvordan det reelt set ville blive at være mor til to børn under tre år.

Det skulle vise sig, at jeg måtte gøre mig mine egne erfaringer. De lagde sig ikke op af ovenstående udsagn. Jeg fandt nemlig ud af, at to børn var dobbelt så hårdt.

Jeg fik allerede nys om, hvad jeg havde i vente under graviditeten. Som i min første graviditet havde jeg slem kvalme de første tre måneder. Det eneste, der holdt mig oppe, var at snacke den dagen lang. Risi Frutti og rå pølser? Ja tak.

Det var vildt hårdt at være alene med min søn på to år hver morgen, når min mand var taget på arbejde. Flere dage måtte jeg ringe til min mor og få hende til at aflevere i vuggestuen, da jeg knap nok kunne slæbe mig rundt. Det var nogle stygge måneder. Derefter fik jeg det fint. Indtil de sidste uger af graviditeten, hvor jeg var nået op i en kampvægt på 25 kilo over min normalvægt. For søren, jeg var tyk.

Allerede da min søn skulle møde vores datter for første gang, kunne jeg mærke, at det ville blive hårdt. Jeg havde nemlig rigtig svært ved at rumme det faktum, at jeg nu skulle være på hele tiden. Før havde jeg været vant til, at aftenerne, når min søn sov, var helliget MIG. Og i weekenderne var det kun fantasien, der satte grænser, når min søn sov til middag (en fantasi, der ofte ikke rakte længere end til sofaen). Indimellem blev vores søn tilmed passet, så min mand og jeg kunne være helt alene. Hvilken befrielse.

Jeg vidste på forhånd, at det ville blive noget andet med endnu et barn. Jeg er ikke dum. Men set i bakspejlet var jeg lidt naiv.

Søskendejalousi ved første blik

Med en lille baby og en toårig, var intet længere helligt. En nyfødt har den første tid ingen rytme og sover ikke nødvendigvis klokken syv ligesom en toårig. Pludselig var der hele tiden børn og nul pauser. I det første lange stykke tid føltes det ikke som en mulighed for mig lige at overlade min mand alene med et lille ammebarn og en toårig. Med andre ord havde jeg altid hænderne fulde.

Der var altid en, der skulle ammes, skiftes, have nogle madder, sættes i gang med en leg, have nærhed, have læst en bog, have hjælp til at gå på toilettet og hundrede andre ting, der krævede min opmærksomhed NU – ikke om fem minutter.

Den allerstørste overraskelse var alligevel forholdet mellem min søn og min datter. Allermest den måde hvorpå vores søn tog imod sin lillesøster.

I starten syntes han absolut ikke, hun var interessant. Det handlede ikke om, at hun endnu ikke kunne lege, for min søn var endnu ikke selv begyndt at lege med andre børn. Da lillesøster blev lidt større, blev han decideret rasende på hende, hvis hun så meget som rørte ved hans ting. Helvede brød løs, hvis hun suttede på hans legetøj. Flere gange har jeg måttet understrege, at han ikke må slå på en baby – eller slå på sin mor.

Det var en evig kamp. Hver dag måtte jeg tage stilling til, hvordan jeg i forskellige situationer kunne beskytte min lille baby samtidig med, at jeg viste min søn, at jeg godt kunne forstå hans vrede. For jeg kunne faktisk godt forstå hans frustration. Tænk pludselig at skulle dele sine forældre med andre. Det svarer til, at jeg skulle dele min mand med en anden kvinde! Så ville jeg også have lyst til at slå, skrige og spytte.

Det ændrer ikke ved, at han i en lang periode havde et meget iltert temperament. Han blev enormt hidsig og tyede til fysiske udbrud gentagne gange. En overgang var det så slemt, at vi ikke kunne foretage os helt almindelige ting, som at gå i Fælledparken i flok og sidde sammen på et tæppe og spise is. Det endte altid med, at vores søn blev sur på lillesøster over, at hun pillede ved et eller andet. Alene hendes tilstedeværelse pissede ham af.

Ikke én gang gav han udtryk for at være glad for lillesøster i den periode. Jeg husker tydeligt første gang, han anerkendte hende som en del af familien. Vores datter var knap et år, og han nævnte hendes navn i sammenhæng med familiens øvrige. Jeg blev nærmest lykkelig lige der.  

Derfor synes jeg absolut ikke, at det har været spor idyllisk eller ”som at køre på cykel” at få nummer to. Jeg ville selvfølgelig ikke tage noget tilbage – selv hvis jeg kunne, for i dag hvor lillesøster er blevet en stærk lille én, der kan give igen af samme skuffe og forsvare sig selv til en vis grad, er de to blevet hinandens bedste (u)venner. Det varmer en moders hjerte.