Babyudstyr

Spar penge på dit barns udstyr

Det er ikke småpenge, vi må punge ud med, når vi bliver forældre. Så hvorfor ikke spare lidt ved at købe på udsalg? Vores Børn guider dig til alt det, du vil komme til at shoppe de første tre år – og som du sagtens kan købe forud, når du falder over et godt tilbud.

0-1 år:

Puslebord

De fleste, der har plads og råd, køber et puslebord. Barnet skal pusles helt frem, til hun er omkring tre-fire år (i gennemsnit), så en fast pusleplads er god at have. Pusleborde findes i alle prisklasser, men går du efter en luksusudgave, for eksempel med indbygget kommode eller en, der kan laves om til reol til børneværelset bagefter, er der masser af kroner at spare ved at finde en på udsalg.

Faktaboks

De små kræ er det vigtigste, vi har. Når du køber udstyr, bør du altid tjekke:

Er der mærkninger, advarsler og brugsanvisninger? Og er de i et forståeligt sprog?

Er produktet solidt konstrueret?

Er der skarpe kanter, som barnet kan skære sig på, stikke sig på eller hænge fast i?

Er der åbninger, som kan udgøre en risiko for kvælning af barnet, eller kan barnet falde ud og ned?

Er der bevægelige dele, som barnet kan klemme sig på?

Sidder smådele godt fast?

Passer produktet til barnets alder, størrelse og udviklingstrin?

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen.

Tremmeseng

Din baby kan bruge sin tremmeseng, fra nyfødt til omkring treårsalderen. Derfor er det også en af de ting, som det føles okay at investere stort i, men der er ofte penge at spare på udsalg. Hvis du bruger tremmesengen til din nyfødte, er det en god idé med en såkaldt sengeformindsker.

Det er en tyk sengerand, der gør sengen mindre og dermed tryggere, og så tager den af for slagene, når babyen ligger og spræller med arme og ben.

Barnevogn/kombivogn

Er I ude efter en lille og handy kombivogn, der er let at bugsere op og ned ad trapper og ud og ind af bilen? Eller en barnevogn med et stort liggemål, babyen kan sove længe i og i al slags vejr? Lige meget hvad er det en af de helt store udskrivninger, og derfor er det en oplagt ting at gå efter på udsalg.

Det er værd at vide, at barnevogne ofte kun kommer på udsalg, når der er tale om udgåede modeller eller farver – så overvej, hvor vigtig den nyeste model og den rigtige farve er.

LÆS OGSÅ: Guide: Find den bedste barnevogn til din baby

Vugge

De små babyer elsker, at der ikke er for meget plads rundt om dem, og der er en vugge ideel. Desuden er den nem at flytte rundt i huset, hvilket er smart til lure og urolige børn. Men da de i snit kun bruger den omkring fem måneder, er det noget af en udgift, så en smart ting at købe på udsalg!

Voksipose

Et lækkert Kinder-æg: babylift, kørepose og legetæppe i én. Voksiposen er perfekt til de kolde måneder, men også så smart, at du kan lægge en sommerdyne i den og bruge den på lune dage – dog er den ikke så anvendelig, når der er allervarmest.Voksi- og køreposer fås i alle prisgrupper, men går du efter en af de dyre og luksuriøse, kan der ofte være mange penge at spare på udsalg, nogle gange helt op til 40 procent!

Babydyne og senere pude

Om du vælger dun, uld eller noget tredje, kommer du ikke uden om, at dyne og pude er vigtige at have i god kvalitet, der sikrer din baby god søvn. Gå gerne efter en blød version; de små størrelser elsker at ligge og kramme dynen. Når dit barn er nyfødt, skal det ikke have en pude – den skal først i sengen, når barnet selv kan vende sig ordentligt.

Skråstol

Uundværlig de første seks til otte måneder af barnets liv, da den er den eneste mulighed for, at barnet kan være med i dagligdagen – med en rangle i hånden i skråstolen på køkkengulvet, mens du skræller kartofler, ved siden af spisebordet, mens I spiser og så videre. Og så er den superkomfortabel at sidde i og god at made barnet i, når det er tid til den første skemad.Men husk på, at barnet maksimalt bør sidde i stolen 10 til 15 minutter ad gangen og helst ikke mere end to gange om dagen. Et barn der kan sidde selv, skal ikke længere sidde i skråstol.

Høj stol

Faktaboks

Mange tror, at man har ret til at fortryde et køb, når man handler i en butik. Sådan er det ikke. Faktisk har butikken ikke engang pligt til at bytte til en anden vare.

Mange butikker tilbyder alligevel bytte- eller returret. Men butikken kan bestemme, at der ved udsalgsvarer gælder andre regler. Det skal fremgå ved skiltning eller på kvitteringen. Som kunde kan du dog stille samme krav til udsalgsvarer som til varer, der ikke er nedsat. Købelovens regler gælder fuldt ud for udsalgsvarer.

Kilde: Forbrug.dk

Nogle højstole kan med udstyr bruges, fra babyen er nyfødt, men højstolen bliver helt uundværlig, når den lille skal til at spise rigtig mad og kan sidde selv. Husk det rette sikkerhedsudstyr som for eksempel en bøjle, indtil barnet sidder helt sikkert selv.

De nyeste modeller og farver af højstole kommer ikke på udsalg, men udgåede modeller kan du ofte finde meden god rabat.

LÆS OGSÅ: Test: Her er den bedste højstol til din baby

Babyalarm

Et must have! Men det er vigtigt at vide, at det er et godt hjælpemiddel og ikke en100 procent sikkerhed – den kan slå ud eller svigte, så husk også selv at tjekke dit barn. De digitale versioner er nemme, og priserne er ved at komme på niveau med de analoge.

Hold blandt andet øje med supermarkedernes hjemmesider – der er indimellem rigtig gode tilbud på de dyre mærker.

1-2 år:

Klapvogn

Vær opmærksom på, hvilke behov din klapvogn skal dække. Skal du mest på byture og ud og ind af bus, tog og biler, skal du vælge en mindre vogn, mens en større model passer bedre til skov og strand.

Mange vil gerne have barnet i klapvogn så hurtigt som muligt, men det anbefales at bruge barnevognen, i hvert fald til lure og længere ture, indtil barnet er omkring halvandet år. For inden da er der risiko for, at barnet kan sidde og falde sammen og synke ud til siden, og det er hverken rart eller godt for barnet.

Juniorseng

Når dit barn selv kan klatre op og hænge i tremmerne, bliver det for farligt med tremmesengen, og så skal barnet over i en juniorseng, eller tremmesengen skal kunne åbnes, så barnet kan komme ud. Så er det bare, hvilken seng I skal vælge?

Mange netbutikker, både mindre og store børneudstyrskæder som Babysam og Ønskebørn, er værd at holde øje med – her er der virkelig penge at spare!

Juniordyne

Når dit barn er omkring et år, skal det have en juniordyne. Mange bliver født lange i dag, så de vokser hurtigt ud af babydynen. Hold øje med gode tilbud – de er der!

Generelt 0-3 år:

Vinterstøvler

Sundt og godt fodtøj i naturlige materialer og høj kvalitet er det bedste til små fødder – men det er også dyrt. Tjek tabellen længere nede på siden over, hvilken skostørrelse børn bruger i forskellige aldre, regn dig frem til dit barns størrelse næstevinter, og gå på jagt efter Angulus, Primigi eller Rap på udsalg. Og slå til!

Det kræver lidt is i maven, for skostørrelser er meget præcise, og så lidt som en halv centimeter kan være afgørende for, om dit barn kan passe støvlerne. Men hey, så erder jo altid Reshopper.com, Trendsales.dk eller Dba.dk, hvor andre mødre sidder klartil at gøre et godt køb.

Flyverdragt

Den skal være vindtæt, den skal være vandtæt, den skal være slidstærk, og så skal den helst også være rar at have på for junior og til at holde ud at se på for dig. Det løber alt sammen op, og flyverdragten er altid en af efterårets store pengeslugere – og nej, du kan ikke bruge den fra sidste år, så længe dit barn er så lille, at det vokser så meget fra år til år.

Tjek vores tabel over tøjstørrelser længere nede på siden.

Flyverdragten er det perfekte udsalgs(tøj)køb, fordi det er rimelig nemt at regne sig frem til, hvilken størrelse dit barn vil have, når næste vinter starter. Husk at tage højde for, at nogle mærker er små i størrelsen.

Autostol

Sikkerhed før alt! Autostolen er uundværlig, hvis I har bil, da alle børn under 135 centimeter skal være spændt fast. Og det er vigtigt, at købe den rette autostol i den kategori, der passer til barnets vægt, højde og alder, og som opfylder de nyeste lovkrav, så søg altid råd og vejledning.

Vær forberedt på, at dit barn kræver to forskellige størrelser autostol i løbet af de første tre år. Med mindre du går efter den allernyeste model, kan du ofte finde autostole på tilbud.

LÆS OGSÅ: Billige autostole dumper i ny test