Derfor må junior gerne se tv
Sidder dine børn foran flimmeren, mens du føler, at I burde læse historie eller lave mad sammen i stedet? I virkeligheden behøver du ikke at have det skidt, så længe I har et par enkle regler for tv-forbrug.
Den kække, røde sportsvogn Lynet McQueen ankommer sjældent alene. For samtidig med at Lynet toner frem på skærmen, sniger den dårlige samvittighed sig ret ofte ind på os mødre.
Er ungerne ikke alt for passive, spørger du dig selv, som de sidder der i et seriøst sansebombardement foran det larmende tv-alter, og burde du ikke i stedet sætte dem til at lege med noget udviklende træ eller i det mindste lade dem snitte nogle biodynamiske gulerødder?
Men så skidt behøver du ikke at have det, mens dine børn hygger sig med bilerne Bumle og Lynet, mener eksperten. “Forældre skal først og fremmest slukke for den dårlige samvittighed,” siger professor i medievidenskab ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole med speciale i børn og medier, Birgitte Holm Sørensen, “så længe børnene har et begrænset forbrug og laver andre ting også.”
Dansk børne-tv og Disney Sjov
Der er flere gode grunde til at skrue ned for den dårlige samvittighed, når børnene ser tv. “For det første ser danske børn primært børne-tv, det vil sige noget, der er beregnet til målgruppen,” siger Birgitte Holm Sørensen og understreger, at vi i Danmark har tradition for børne-tv af høj kvalitet.
Der er heller ingen børn, der har taget skade af at se amerikanske tegnefilm som eksempelvis dem, der bliver vist i Disney Sjov. Er du i tvivl om, hvorvidt dit barn er gammel nok til at kunne skelne mellem fiktion og virkelighed, skal du vide, at børn allerede i fire-femårs-alderen begynder at kunne skelne mellem virkelighed og fantasi, fortæller Birgitte Holm Sørensen.
De kan som udgangspunkt godt gennemskue, at når en eventyrfilm tager en uhyggelig drejning, så er det stadig bare en film. Men er du i tvivl, er det oplagt at tale med dit barn om, hvad hun ser. Det er i det hele taget en rigtig god ide at sætte ord på tv-oplevelserne.
“Vi ved fra seertal, at børn nogle gange ser nyheder med mor eller leger i rummet, mens nyhederne kører. Det kan være problematisk, fordi billederne alene kan være angstprovokerende for børn i alle aldre og give dem mareridt,” siger Birgitte Holm Sørensen og tilføjer, at du derfor bør tale med dit barn om det, hun ser i fjernsynet.
Læs videre på næste side>>
En (fjernsyns)verden af viden
Medieforskeren mener, at tv kan være en kilde til ny viden for børn: “Godt og varieret børne-tv viser børn en verden, der ikke ligner deres egen, og de ser for eksempel, hvordan man bor i andre lande eller lærer noget om dyrenes verden,” siger Birgitte Holm Sørensen, der også peger på det sociale aspekt ved at se tv.
Det kan være, at børnene ser tv sammen, og ellers er det helt sikkert noget, de taler om i børnehaven eller skolegården. Børnene leger videre i de universer, de stifter bekendtskab med foran fjernsynsskærmen, og det er svært for dit barn at deltage i Lynet McQueen-legen på rød stue, hvis han ikke kender Bumle.
Sæt tid på skærmforbruget
“Man kan ikke give præcise retningsanvisninger på, hvor meget tv et barn på fire år eller et barn på otte år har godt at se, men alle børn har godt af variation.Det vil sige, de helst også skal lave noget andet end at se tv, fra de kommer hjem fra skole eller børnehave, til de går i seng,” lyder meldingen fra Birgitte Holm Sørensen.
Et konkret råd kunne derfor være, at du sætter tid på skærmen. Du kan lave en fast aftale med dit barn om, at en halv time foran fjernsynet hver eftermiddag er okay, eller du kan anskaffe dig dvd’er med små korte film, som gør det lettere for dig at afbryde igen efter tre afsnit af Byggemand Bob.
Det er også en god ide at optage børneudsendelser, der typisk varer 25 minutter, så du altid har et godt tv-tilbud klar til trættebørn på trængte dage.
Aktivitet på den indre skærm
“Børn er ofte trætte, når de kommer hjem fra skole eller institution og har været sammen med mange andre børn i et larmende miljø. Her kan det være rart at sætte sig i sofaen, slappe af og synke lidt ind i sig selv, mens man ser fjernsyn,” siger Birgitte Holm Sørensen.
Fjernsyn er ikke en passiv fornøjelse. Der sker hele tiden noget på dit barns indre skærmbillede, og derfor slipper du ikke for at tage stilling til, hvad dit barn ser og hvor længe.
Men når du har gjort det, kan du med sindsro lade Lynet McQueen suse ind i stuen, mens du slukker for den dårlige samvittighed.