9 typiske konflikter i selvstændighedsalderen

Denne artikel er oprindeligt bragt d. 25. maj 2010. Efter aftale med børnepsykolog Margrethe Brun Hansen er artiklen opdateret af Lea Holdgaard Hansen.

Hvad skal du stille op i typiske konflikter med dit barn på 1, 2 og 3 år? Børnepsykolog Margrethe Brun Hansen giver dig sine bedste råd til et barn i selvstændighedsalderen.

Barnet på 1 år:

Forbudte ting

Situation: Din datter bliver ved at tage fjernbetjeningen, selv om hun mange gange har fået at vide, at hun ikke må. Før de små fingre har pillet knapperne af, bliver du nødt til at standse hende, så du siger nej – men to minutter senere fortsætter hun pilleriet.

Løsning: Dit barn forstår et nej i det øjeblik, du siger det, men hun forstår ikke, at det gælder for evigt. Hun er ved at lære at generalisere, men mestrer det ikke helt, og derfor skal du sige nej til det samme rigtig mange gange.

I første omgang bør du beslutte, hvad der er dyrebart for dig i hjemmet, og de ting, du vil blive ked af at få ødelagt, bør du lægge væk. Giv eventuelt dit barn en lege-fjernbetjening, som hun gerne må røre ved. Er hun ved at splitte jeres fjernbetjening ad, så tag den væk, og sig, at det er din – men at hun må lege med sin egen.

Flyverdragten

Situation: Klokken er ti minutter i mødetid, og du skal have dit barn bakset i flyverdragten og af sted til vuggestue. Men banditten nægter og skriger ‘neeej!’ ved synet af overtøjet. Du har ikke tid til at være diplomatisk, men heller ikke lyst til at bruge magt.

Løsning: Dit barn har det lige så hyggeligt, og derfor kan han ikke se, hvorfor I absolut skal af sted. Det kan være svært at håndtere med sindsro, når du er ved at komme for sent. Overvej derfor at stå tidligere op, så I kan begynde afgangen i god tid. Når du ikke behøver bekymre dig om det tikkende ur, har du mere overskud og undgår nemmere, at konflikten spidser til.

Et etårs-barn er let at aflede, så prøv at få hans opmærksomhed over på noget andet; foreslå for eksempel, at I skal skynde jer ud på vejen og se, om katten er der. Bliver dit barn ved med at løbe væk, så leg fangeleg, og sig ‘nu er det sidste gang, og så skal du have tøj på’. Nægter han, må du holde ham fast og sige ‘jeg ved godt, du ikke vil, men nu skal vi af sted’.

Aftensmad

Situation: Din søn sidder ved bordet, klar til at indtage spaghetti bolognese. Du øser op på hans tallerken og sprøjter en klat ketchup ud ved siden af anretningen. ‘Ik’ deeer!’ råber han og glider bagover i stolen i foragt.

Løsning: Selv om du flytter ketchuppen, vil det sikkert heller ikke være rigtigt, for i denne situation forsøger dit barn at markere sig og at vise, at han bestemmer. Eller også er han bare træt og pirrelig og kan ikke finde ud af, hvad han vil. Lad være med at diskutere og forhandle. Sig i stedet ‘jeg ved godt, det er træls, men nu ligger den dér’. Bliver dit barn ved at skrige, så stir ikke på det, men gå lidt ud i køkkenet. På den måde giver du ham tid til at dampe af i stedet for at fastholde ham i konflikten.

Barnet på 2 år:

Legekammerat

Situation: I har besøg af et par venner med deres barn, som er jævnaldrende med jeres. De to unger sidder på gulvet, og idéen er, at de skal lege hyggeligt. Men ligegyldigt hvilken dims det andet barn griber ud efter, river din bandit legesagen til sig og råber ‘miiin!’.

Du siger, at han skal dele, og giver det andet barn den bil, din søn netop har snuppet ud af hænderne på ham. Dit barn vræler op, og du er flov over for vennerne, som jo må tænke, at dit barn er snotforkælet.

Løsning: Det er et stort ønske, at jeres børn kan lege stille og roligt, mens I voksne snakker. Men det er stort set umuligt i denne alder, hvor børnene stadig er små egokonger. Ikke før fire til seksårsalderen er de parate til at forstå, at man skal dele.

Du beder altså dit barn om noget, han ikke kan – specielt ikke på hjemmebane. En voksen bør derfor sidde med børnene og være konfliktmæglere. I stedet for at kræve, at dit barn skal dele sin yndlingsbil, så prøv, om han ikke er med på at vise den til det andet barn – eller afled kammeraten med et andet stykke legetøj.

Supermarkedet

Situation: I er i Netto midt i ulvetimen. Det går fint, indtil junior får øje på kakaomælken. ‘Mig ha’ kakao!’ erklærer han. Du har besluttet, at han ikke skal diktere indkøbene, og siger nej, indtil han stikker i et hyl og laver flitsbue. De andre kunders blikke brænder, og du har lyst til at stikke ham kakaoen og komme væk i en fart.

Løsning: I stedet for blankt at afvise dit barn kan det være en idé at anerkende, at kakaoen ser spændende ud, og så aflede ham. For eksempel ‘nå, ja, det er den, vi godt kan lide. Vi har ikke penge i dag, men på fredag køber vi den. Nu skal vi finde gulerødderne, hvor er det nu, de er?’. Bliver han tosset, så sig, at du godt kan se, at han bliver ked af det, men at I køber kakao en anden dag. Sæt ham op i indkøbsvognen, og find de vigtigste ting – og så er det ud!

Madkamp

Situation: I sætter jer ved spisebordet. Din datter tager et kig på retten og begynder at smide små stykker løg og gulerødder på gulvet. Du siger nej et par gange, men spilopmageren griner og bliver ved.

Løsning: Et barn på to år er gammelt nok til at lære, at maden skal blive på tallerkenen. Sig derfor ‘jeg kan godt se, at du vil drille mig, men maden skal ikke ned på gulvet’. Bliver hun ved, tager du hende roligt væk fra bordet og siger, at så er det slut med maden. Vender hun tilbage, så sig ‘kom op og få lidt mad igen’. Prøv ikke at lave aftaler om, at når hun nu får lov at prøve igen, så er der altså ikke noget med at kaste med maden. På den måde holder du hende nemlig fast i konflikten.

Barnet på 3 år:

I seng

Situation: Far har putte-tjansen. “Nej, mor skal!” kræver dit barn. “I dag er det fars tur, mor putter dig i morgen,” forsøger du. Men ungen insisterer og bliver ophidset og ulykkelig.

Løsning: Det nytter ikke, at jeres barn hundser med jer, så her skal I holde fast. Vis, at du har andet at lave, ved at sige ‘jeg skal rydde op, så far putter dig i dag’. Det vil dit barn nemmere acceptere, end hvis du sidder med frie hænder. Far skal huske, at det er naturligt, hvis barnet er tættere knyttet til sin mor de første år.

Nogle fædre bliver kede af det og føler sig afvist, men i stedet bør han vise solidaritet: ‘Ja, mor er også rigtig dejlig, men nu putter jeg dig’. Derudover bør han vende juniors præference for dig til en udfordring og forsøge at danne mere tilknytning ved for eksempel at gøre nogle ting alene med barnet.

Morgenmad

Situation: I spiser morgenmad, og din datter beder om en portion havregryn. Men efter to mundfulde skifter hun mening: “Mor, jeg vil have havrefras!” Du siger, at det kan hun få, når hun er færdig med sine havregryn, som hun jo selv har bedt om. Hun skubber sin tallerken væk og råber med tårerne stående i øjnene, at hun kun vil have havrefras.

Løsning: Som hovedregel bør du undgå konflikter om morgenen, for I har ikke tiden til at blive gode venner, og det er ubehageligt at sende et barn i børnehave på tom mave. Sig derfor ‘nå, havde du valgt forkert? Du får havrefras, og så må vi huske at vælge rigtigt i morgen’.

Laver hun samme nummer dagen efter, må du holde fast. Nægter hun, så tag en bolle med i tasken, og fortæl pædagogerne, at hun ikke har fået så meget mad.

Vil selv

Situation: Du er færdig med at dække bord, og maden er klar, da sønnike opdager, hvad du har gang i. “Jeg gør det! Jeg gør det,” råber han forfærdet. Du siger, at nu skal I spise, så han kan få lov i morgen. Han bliver tosset, tager en ske fra bordet og smider den over i et hjørne.

Løsning: Dit barn viser initiativ til at hjælpe, og hvis han får at vide, at han skal vente, fratager du ham initiativet. Det er klart, at han bliver frustreret. I stedet for at have travlt med at komme i gang med maden bør du imødekomme ham ved at sige, at det vel nok er dejligt, at han vil hjælpe.

Fjern nogle tallerkener, og lad ham stille dem på bordet igen. Næste dag kan du så være på forkant og inkludere ham fra starten.