Dyt-dyt, her kommer jeg. Hvilke gåbiler er sikrest at trille rundt med, og hvilke er nemmest at styre, når de små ben stadig er lidt usikre? Mødregruppens halvandetårige har testet gåbiler.
Af: Sanne-Maria Bjerno Jakobsen og Sofie Winther Askgaard Foto: Maria sattrup og PR
Med et knækker de koden. Fødderne i gulvet. Og skub. Det går rent faktisk fremad. En gåbil er for mange børn det sted, hvor de for første gang oplever, hvordan de ved egen kraft kan opnå fart på fire hjul.
Det kan være en skøn oplevelse. Og samtidig er gåbilen god træning, når barnet selv kan stå og tage et par skridt uden støtte, fortæller Susanne Christensen, der er børnefysioterapeut på klinikken Din Børnekiropraktor.
– Gåbilen skal selvfølgelig ikke erstatte almindelig gang og løb, men når barnet er klar, kan hun få meget godt ud af at bruge en gåbil, siger hun.
Barnet kan bruge gåbilen til at træne forskellige måder at bruge kroppen på. Både ved at bruge benene skiftevis og ved at bruge benene symmetrisk.
– Når barnet skubber sig frem ved skiftevis brug af benene, træner hun gangmønsteret og krydsbevægelserne. Ligesom når barnet kravler. Hvis hun skubber sig frem symmetrisk og sætter begge ben i jorden foran og skubber dem bagud samtidig, bliver de lige bevægelser øvet, fortæller Susanne Christensen og understreger, at begge mønstre er vigtige at bruge.
Barnet skal være motorisk klar
Men hvad skal barnet så kunne, inden du indretter stuen til bilbane og køber en gåbil til den lille? Ifølge Susanne Christensen skal barnet motorisk være moden til at køre med en gåbil. Det vil sige, at barnet selvstændigt skal kunne stå og gå et par skridt. Samtidig skal fodens griberefleks være forsvundet, da barnet ellers ikke har fuld kontrol over foden. Griberefleksen er til stede fra fødslen og knapt et år frem, og den betyder, at barnet folder tæerne ind mod fodsålen, når sålen bliver berørt. Barnet har derfor svært ved at stå på flad fod, så længe griberefleksen stadig er der.
FULD FART FREM
Wheely Bug
Wheely Bug, håndlavet køretøj med fire hjul, der kan rotere 360 grader, fra 1 år, 650 kr. på lirumlarumleg.dk.
DESIGN
Mariehøne, ko eller gris. En Wheely Bug kommer i mange former og farver, og de er både nuttede og oser af kvalitet. Den lille model fylder ingenting i stuen. Men de smarte hjul, der kan dreje i alle retninger? Vi holder vejret i bekymring – bare de nu ikke stikker af med små.
1-2-3 KØR
Wroooom! Det går over stok og sten. Wheely Bug er let og flytter sig uden brok – og larm – i alle retninger. De små holder bare fast i bøjle eller ører og hviner af fryd. Bonus: Selvom man endnu ikke mestrer køreteknikken, er der også fuld fart på de små, der skubber det lille dyr rundt. Og så kan Wheely Bug fås i en større version, når de små vokser.
SIKKERHED
Er det overhovedet muligt at vælte en Wheely Bug? De små har forsøgt, men dyret rokker sig ikke. Og selvom der ikke er meget støtte, sidder de små numser altså ret godt fast i lædersædet.
PENGENE VÆRD?
Av, den æder godt nok en stor del af budgettet. Men vi synes, den er pengene værd. En fryd for øjet, ørerne og ungerne.
6 ud af 6 stjerner
gallery6billeder
KLASSIKER UDEN SPRÆL
Dantoy
Gåmotorcykel i plastik fra Dantoy, fra 1-3 år, 280 kr. på toysrus.dk.
DESIGN
Vuggestuens klassiker, som de fleste kender. Plastik med mere plastik og ikke ret lækker at se på, men de små er ellevilde og ligeglade med mors design- drømme. Bonus: Den er danskproduceret og svanemærket.
1-2-3 KØR
Det kører derudad for de største af børnene, mens de mindste lige skal have lidt hjælp for at kunne nå jorden og styret, der sidder ret langt fremme, på samme tid. Men de hjul… de larmer som bare pokker. Heldigvis er der da ikke andet på cyklen, der kan sige irriterende lyde.
SIKKERHED
Den er let som en fjer, og det er smart, når man vil have fart. Men en af de mindre børn tipper bagover på den lette motorcykel, som ellers virker ret stabil. Måske er den bare bedst egnet til større vægtklasser? Nem at komme op på og ned fra, og ingen får fingrene i klemme.
PENGENE VÆRD?
Til prisen et godt køb, og ungerne elsker den. Men forvent ikke lækker kvalitet eller luksus, og forbered dig på hvinende plastikhjul – eller gå efter den dyrere variant med gummihjul.
4 ud af 6 stjerner
gallery6billeder
MEST TIL PYNT
BR
Trehjulet cykel i FSC-certificeret træ med anhænger og gummihjul, fra 18 måneder, 499 kr. i BR.
DESIGN
Lækkert design i træ, som skriger af kvalitet. Mødrene er glade, men hvad med de små? Der mangler altså lidt flere farver eller dikkedarer, der kan fange deres interesse, og cyklen får da også lov til at stå længe i de små hjem, før rollingerne gider nærme sig den.
1-2-3 KØR
En væltepeter er det ikke, for den tunge træcykel står solidt på gulvet, trods nysgerrige tumlingers forsøg på at tippe den. Den er til gengæld også meget svær at få op i fart, og de største fartdjævle vil have mere fart, før det er sjovt. Men mødrene er vilde med de lydløse hjul af gummi.
SIKKERHED
Det er ikke så nemt for de mindste at komme op på cyklen, for styret drejer, når de små tager fat. Man skal være en motorisk veludviklet tumling for at have styr på den høje cykel, der også er meget glat, så de små glider ned. Men ekstra sikkerhedspoint for det brede sæde og den lille bagkant.
PENGENE VÆRD?
Uha, det er dyrt for noget, der ikke vækker interesse hos de små. Men den er da i det mindste pæn at se på.
3 ud af 6 stjerner
gallery6billeder
COOL RACER
Dantoy
ATV-motorcykel i plastik med fire hjul, svanemærket, anbefales fra 2 år, 379 kr. på bilka.dk.’
DESIGN
Her er noget for de fartglade. En cool, grøn miniudgave af en motorcykel med fine detaljer som brændstoftæller og gashåndtag i rattet – det bliver måske svært for far at holde fingrene fra børnenes køretøj.
1-2-3 KØR
Det er lidt svært at komme op på den ret høje motorcykel, men de fleste tumlinger har ikke problemer med at fræse rundt på det grønne lyn. Dem, der endnu ikke kan nå, stavrer rundt med motorcyklen foran sig. Savnes: Et båthorn eller noget, der blinker.
SIKKERHED
Den er til børn fra to år, men de fire hjul gør den så robust, at mindre børn også kan lege med. Der skal vist også en voksen mand til at vælte den tunge racer, så vi er ikke bekymrede. Heller ingen skarpe kanter eller sprækker, hvor buttede barnefingre kan komme i klemme.
PENGENE VÆRD?
Absolut. Men måske skal du købe et par stykker, så der både er til farmand og større søskende?
5 ud af 6 stjerner
gallery6billeder
BØRNENES FAVORIT
Play2Learn
Min første gåbil med masser af lys og lyd, fra 1-3 år, 349 kr. på toysrus.dk.
DESIGN
Bip-bip, båt-båt, ring-ring. Der er plastik, lys og lyd for alle pengene, og de små er vilde med det. Det passer ikke lige ind i mors indretningsplaner, men hjertet smelter alligevel ved synet af de for- elskede rollinger, der allerede har pillet telefonrøret af, inden bilen er pakket ud.
1-2-3 KØR
Ræse af sted eller skubbe frem – begge dele fungerer upåklageligt, og så kan storebror også skubbe den lille frem, så de kan være to i legen. Smart. Og når bilen holder stille, øves der flittigt finmotorik med alle de små dimser og drejeskiver. Lille anke: De hårde plastikhjul larmer. Meget.
SIKKERHED
Det er et lillebitte kompakt køretøj, så der er ingen problemer med at nå jorden, og den står helt stabilt. Rygstøtten fungerer perfekt, så ingen tumlinger tipper den forkerte vej. Men det er godt med et par ekstra øjne på de små, for der er mange steder, en lille buttet finger kan komme i klemme.
PENGENE VÆRD?
Et kæmpe hit til en fin pris, og dine børn vil elske dig for al dens plastik, lys og lyde. Mor overlever nok, at den næppe vinder designprisen.
5 ud af 6 stjerner
gallery6billeder
ALT FOR TUNG
EliteToys
F1-gåbilsracer i metal med indbygget båthorn, fra 1-3 år, 495 kr. på bilka.dk.
DESIGN
Smart sag, der skriger på høj fart. Når det altså lykkes at samle bilen – et kompliceret puslespil, der mangler en god manual. Og hov – tæt på skinner metallet mere af billigt blik end dyrt bling. Men ret lækker racer, der ser robust og rasende sej ud, synes de små.
1-2-3 KØR
Trods navnet er der ikke meget ræs over gåbilen. Den er for tung, hjulene er svære at få i omdrejninger, og rattet er så stramt, at det kræver en større søskende at slå et sving. Desværre er bilen så lav, at de større børn heller ikke kan køre på den. Men ekstra point for båthorn i rattet.
SIKKERHED
Hvis man får samlet raceren korrekt, virker den sikker nok. Men med alle de små dele, der skal sættes sammen, er vi bange for, at noget løsner sig og havner de forkerte steder. Og den der frække ‘hale’ bagpå? Smart, men skarp, og det gør ondt at falde ind i den.
PENGENE VÆRD?
Til pynt er den fin, men til fart og leg er den alt for tung og klodset. Vi er altså ikke solgt.
3 ud af 6 stjerner
(6 billeder)
Faktaboks
Tjek på sikkerheden?
Virker gåbilen stabil, så den ikke vælter med barnet i sædet?
Sidder skruer, hjuldele og andre smådele godt fast?
Er den CE-mærket, som alt legetøj, der bliver solgt i Danmark, skal være?
– Balanceevnen er også vigtig, og derfor skal man se efter, om barnet sidder lige på bilen og ikke hælder til den ene side. Hvis barnet hælder lidt, er det en god ide at hjælpe hende til at rette sig op, så hun ikke bliver fastholdt i et skævt bevægelsesmønster, forklarer Susanne Christensen.
Annonse
Og hvad med bilen?
Udover at barnet skal være klar, skal gåbilen også være den rigtige. Og her er størrelsen vigtig, lyder rådet fra
børnefysioterapeuten.
– Hvis barnet sidder med knæene over hoftehøjde, er bilen for lav. Det samme kan være tilfældet, hvis barnet slider skosnuderne, når hun kører på bilen. Så skal hun nemlig løfte benene højt for at få dem frem igen efter et skub bagud, siger hun.
Annonse
Bilen må dog ikke være så stor, at barnet ikke kan nå jorden med flad fod. Det er nemlig nødvendigt for at kunne bruge hele foden – og ikke kun tæerne – og for at bruge alle musklerne i benene og foden.
Endelig skal sikkerheden selvfølgelig også være på plads, og her er stabiliteten vigtig for en gåbil. Det fortæller
ingeniør og legetøjsekspert fra Sikkerhedsstyrelsen, Vibeke Bennetsen.
– Legetøjsvogne af den type, som har tre eller fire hjul med en parvis hjulafstand på over 15 cm, skal leve op til stabilitetskravet om, at den ikke tipper over eller vælter, når barnet sidder på den. Forældrene bør altså sikre sig, at den virker stabil, siger hun.
Derudover peger hun på, at der ikke må være små dele, barnet kan få løsnet og putte i munden, hvilket gælder for alt legetøj til børn under tre år. Og så minder hun forældrene om, at det er vigtigt at holde øje med barnet og ikke gå fra hende, mens hun leger med gåbilen.
Mødregruppen er sammensat af Vores Børn. Mødrene har forskellige uddannelser og jobs, nogle er førstegangsmødre, andre har flere børn. Alle tester alle produkter.
Øverst fra venstre: Mia og Storm, Tina og Hannah, Trine og Frida samt Maja og Vigga.
Nederst fra venstre: Pernille og Frederik, Stine og William samt Dorte og Jeppe.