Pernille er "kromutter" på et badehotel: Jeg sendte en jobansøgning til min mand

Det lå ellers ikke i kortene, at Pernille og Kim Møller-Kjær skulle blive kolleger. Tværtimod. Da de mødte hinanden for 23 år siden, var Pernille dressurrytter, og hendes liv handlede om undervisning, stævner i weekend og heste, heste, heste.

Men skæbnen ville, at den kokkeuddannede Kim kom i køkkenet på Det Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg, hvor Pernille var på skoleophold i tre måneder.

"Jeg var 19 år og lagde godt mærke til, at der var en sød kok i køkkenet, der også var temmelig snakkesalig," fortæller Pernille om mødet dengang.

Det var dog i første omgang ikke Kims mad, der forblændede hende, men de to forelskede sig i hinanden, da ridepigerne og kokkene tog på fælles byture. 

"Da opholdet var ovre, flyttede vi sammen i Støvring, hvor jeg var på en rideskole, og han var på Svinkløv Badehotel som tjener og kok. Den tid har præget os lige siden, for Lise Emborg, der drev Svinkløv Badehotel på det tidspunkt, blev hans mentor og forbillede," fortæller Pernille.

I dag møder vi parret på et andet smukt og traditionsrigt badehotel i Nordjylland, nemlig Villa Vest Badehotel i Lønstrup, som de driver sammen og har roller som: "ja lidt af hvert …"

"Min titel? Jamen ”kromutter” dækker det faktisk meget godt. Det har vi grinet meget af. Men her går vi ikke så meget op i hvem, der er hvad. Vi er på lige vilkår alle sammen, for det handler om, at vi alle skal have hverdagen til at køre," fortæller Pernille, der nu er i gang med sin fjerde sæson som værtinde/ kromutter.

Pernilles mand, Kim, pryder sig ikke med nogen form for titel og har da også mange jobs, som du aldrig ville forbinde med at være indehaver eller direktør for et badehotel. 

"Da vi forpagtede restauranten i 2010 og siden hotellet i 2012, handlede det ikke om, hvad stederne gjorde mig til. Det handlede om – og det gør det stadig – hvad vi kan skabe," fortæller han.

Kim taler hurtig og begejstret om parrets værtsskab, som indtil for få år siden ikke lå i kortene, men som nu er blevet til deres fælles liv og arbejdsliv. Han lægger ikke skjul på, at han hader at sidde ned i for lang tid ad gangen og ville ønske, at der ikke var noget, der hed kontorarbejde, mails og momsregnskab.

"Vi arbejder med en ny værdi. Hele ideen om ”valuta” har ændret sig. Det her sted er ikke bare vores indtægtskilde, men vores liv og hverdag. Derfor er det helt afgørende, at gæsterne nyder at være her, men også at personalet tager del i at skabe atmosfæren. Vi vil gøre meget for at fastholde en fast kerne. En arbejdsfamilie, hvor alle føler et ejerskab og en samhørighed," fortæller han.

Først: Kaffe

Arbejdsdagene er aldrig ens, når man driver et badehotel, og sådan kan parret bag Villa Vest lide det. Dog er der et ritual, der er blevet nødvendigt: Morgenkaffen sammen. Det er dér, hvor alle små og store opgaver bliver vendt, menuen diskuteret, og hvor de mindes det glade bord fra aftenen før.

Morgenkaffen er ikke bare et nødvendigt koffeinkick. Den er blevet til den lim, der holder sammen på både forhold, hverdag, forretning og på familielivet med deres to døtre Siff på 12 og Freya på 16 år. Et liv, der på mange måder ændrer sig med sæsonerne. Pernille fortæller:

"En tirsdag i for-sæsonen og en onsdag på den anden side af højsæsonen har en stille rutine, mens der er anderledes fart på, når ferietiden sætter ind. Jeg kommer enten klokken 12 og går 19-19.30, eller også kommer jeg klokken 8 og går 15.30. På den måde kan jeg være der for vores piger også."

Som vært skal man også træde til, når der opstår ”huller” eller er ansatte, der er syge. Det er en del af pakken, og Pernille går også meget op i detaljen, så øjet og stemningen ikke bliver forstyrret.

"Det er værtsskabet, som er det helt centrale for os. Vi forsøger at sikre, at folk ikke bare får en god ferie, men at alle føler, de bliver taget sig af. Vi passer på vores gæster og er opmærksomme på, at alle har det godt," fortæller hun.

Efter morgenkaffen går Kim med familiens to border collier ud og ser til fårene.

"Vi er næsten selvforsynende i kød til restauranten, og vi naturplejer området. Det er en visuelt smuk og helt biodynamisk måde at holde dyr på, men det er ikke uden udfordringer. Vi skal være meget opmærksomme på dyrenes sundhed og på, om de får nok næring. Taber de sig, får vi ikke fuld udnyttelse af dem," fortæller han.

Kims formiddage i naturen bliver fulgt op af eftermiddage i køkkenet sammen med Anders og i restauranten med Malene. Bemærk: titler bruger han heller ikke i denne sammenhæng. Han taler derimod meget mere om ”vinfordybelse”, ”sæsonmenuer” og ”samspil mellem smage”. Hvem, der har hvilken kasket på, hvornår, interesserer ham ikke. 

"Jeg er selv uddannet kok og er optaget af, at vi giver hinanden støtte og modspil omkring menuernes sammensætning og den oplevelse, vi vil give gæsterne. Uanset om du er ung kok, kokkeelev eller tjener, så er det min opgave at hjælpe dig til at blive god til dit arbejde," pointerer Kim.

Omsorg for ”arbejdsfamilien”

Pernille og Kim værner om deres ”arbejdsfamilie”. Det er nemlig en nærværende problematik, at der er så stor udskiftning i restaurationsbranchen. Efter fem år i branchen er det ifølge statistikken kun 10% af udlærte danske kokke, som fortsat er i branchen. 

"Og så kan nogen måske ikke forstå, at der er så mange argentinere og brasilianere i køkkenerne, men faktum er, at der ikke er nok danskere, der gider. For det er hårdt arbejde og lange arbejdsdage," understreger Kim og fortsætter:

"Men Pernille og jeg har aldrig arbejdet med hjernen – altid med hjertet. Vi kunne nok have en større pensionsopsparing eller arbejde med flere rutiner, men det vil jeg ikke. Du kan helt sikkert lave konceptsteder som de kæder, der findes i København, og lave gode penge på det, men ingen gider at arbejde der over tid."

"Så jeg er virkelig opsat på, at vi skal være der for hinanden her. Vi skal ikke sidde i rundkreds eller være hinandens psykologer, men det er er helt afgørende for Pernille og mig, at dem, der arbejder her, fornemmer ”Villa Vest-energien” og synes, det er et spændende og rart sted at være."

Pernille sørger sammen med uundværlige Dorthe og Birthe for, at hotellet kører. At morgenbordet er fyldt op med granola, hjemmebag og pålæg i smuk jysk overdådighed, og at småkagerne og aftenkaffen står klar til gæsterne, når de vender retur efter middagen i restauranten.

Det er i restauranten, som ligger med udsigt til stranden, at Kim har sin vigtigste opgave med at møde gæsterne og sørge for, at alle føler sig forkælet ved bordene. Han kører først hjem til Pernille og pigerne, når den sidste dessert er serveret.

"Men udover at jeg er vært, så jeg er også stedets pedel, og det er næsten altid mig, der står for morgenmaden i vores ”Villa på bakken”, som gør det ud for hotellets suite. Der er ikke én funktion, som ikke er vigtig, og ikke en eneste, jeg har lyst til at springe fra, udover måske kontortiden. Dem, der kommer på ferie her, er her for at trække vejret, få hvilepulsen ned og nyde livet. Den stemning smitter også af på os, der arbejder her hver dag," fortæller han.

"Også når der ikke er gæster på hotellet i månederne efter jul, er der noget at lave, og den periode er Pernille også vild med," fortæller hun:

"Det er ældre huse – både hotellet og restauranten – og det kræver meget vedligeholdelse. Hvert år maler vi gulvene på alle værelserne og gennemgår hvert rum minutiøst. Det er så tilfredsstillende. Pernille sikrer i perioden også, at det er lokale keramikeres og kunstneres værker, man møder, når man spiser morgenmad på hotellet eller sover i et af de hyggelige værelser, hvor alt er propert og pertentligt ordnet."

"Det er en meget anderledes måde, vi arbejder sammen, på den tid af året. For der er vi sammen hele tiden og ikke kun til morgenkaffen," siger hun.

"Ja, i perioder, når restauranten og hotellet kører på højtryk, lever vi nærmest parallelle liv," supplerer Kim.

"Det er sådan, det altid har været," siger Pernille.

"Vi har været sammen i 23 år nu, og det er fordi, vi altid har givet plads til hinanden."

Jobansøgning til sin mand

Der var en hård tid, da Kim overtog forpagtningen af Villa Vest i 2012, og parret havde to små børn. Pernille havde uddannet sig til pædagog, og var endnu ikke en del af driften af badehotellet. 

"Da han overtog Villa Vest, var jeg slet ikke en del af det, og det var ikke min drøm. Når restauranten holdt lukket uden for sæsonen, var der ingen løn – kun min indkomst. I den tid så jeg nærmest ikke Kim, for han knoklede konstant med renovering eller service. Jeg var nærmest solomor," fortæller Pernille, uden at der kan spores fortrydelse i hendes stemme.

"Vi har altid insisteret på, at vi skulle kunne gøre, hvad vi har lyst til. Også selvom vi var sammen i hverdage og weekender, og der kom børn til. Vores familier har bakket enormt op om vores valg, og Kims forældre har hjulpet fantastisk meget med at passe og putte. De tidligere hotelforpagtere, Jane og Jens, hjalp os også ofte med at passe børnene, når der var behov for det," fortæller hun.

Når parret tænker tilbage på den tid i dag, ser det noget halsbrækkende ud, men der var mange ting, de gerne ville, og Pernille stod altid klar til at tage på ridestævne.

"Den ild, jeg havde dengang i forhold til at ride, kunne jeg nu se i Kim. Da han fik tilbudt at overtage hotellet, var det derfor ikke noget, som jeg hverken kunne eller ville stå i vejen for. Jeg tænkte bare, at den klarer vi! Også selvom vi hele tiden udvidede. Med et barn mere, heste, hunde, får … Det voksede bare, livet," fortæller hun.

Kim puffede også diskret til Pernille, der ikke kunne lade være med at hjælpe lidt til. Med bookinger. Med at sætte hotellet i stand. Med at få drømmen til at glide. Men hun holdt fast i at passe sit job som pædagog på et socialpsykiatrisk bosted og at passe godt på hjemmefronten. Det springende punkt kom, da Kim skadede sit knæ under en gennemgribende renovering. Det er først her tre år efter, at knæet er genoptrænet til det bedst mulige niveau. Men det bliver aldrig helt godt igen.

"Dengang vidste jeg, at tiden var inde til, at jeg skrev min ansøgning. Det var nu, jeg skulle være kromutter. Jeg havde kørt Kim til byggemøde, og så satte jeg mig på caféen overfor og skrev min ansøgning og min jobbeskrivelse. Min idé var at blive vores daværende værtinde, Lisbeths, højre hånd," fortæller Pernille.

Hun havde aldrig har været i lære som tjener eller forvalter og måtte bare suge til sig fra Lisbeth. For Kim ansatte naturligvis sin driftige hustru, og en sæson senere turde Lisbeth springe ud som kunsthåndværker på fuld tid. For Pernille kunne sagtens magte opgaven selv, vurderede den garvede hotelværtinde. 

"Lige der følte jeg nok, at det hele blev kastet i hovedet på mig, og jeg tænker stadig indimellem ”Hvad ville Lisbeth gøre nu?”, når jeg bliver i tvivl om noget," fortæller Pernille.

Den første sæson kunne hun ind imellem gribe mig selv i at tvivle. Havde hun mon valgt rigtigt? For arbejdet var hårdt, da opgaverne endnu ikke lå på rygraden. Og så pinte det hende, at børnene ikke fik det, som hun forbandt med en rigtig sommerferie.

"Jeg plejede jo at lave noget med dem. Tage på campingferie, i sommerhus, hygge. Som en single-mor," siger hun og griner.

Det kunne hun ikke længere, for nu var familien jo udvidet med alle de gode folk, som var afhængige af, at hun leverede hver dag på hotellet, fortæller hun.

Men da hun først satte sig ud over tanken om, at hendes børn ikke skulle til Rhodos, Italien eller på camping som alle de andre, opdagede hun fordelen ved, at hun og Kim kunne styre deres egen arbejdsdag og rejse på andre tider af året. Perspektivet fik en ny karakter.

"Der er tre ben i en ”livsskammel”. For mig er det familien, arbejdet og mig selv. Hvis jeg skruer et af benene af, så tilter den. Nu ved jeg, hvad der lader mig op. Det er ikke én ting, men alle tre ting," slår hun fast.

Pernille rider også stadig, når hun kan. Husholdningen rummer to heste, hvoraf den ene er en hoppe, som venter føl. Og så har de fårene, de to hyrdehunde og en kat.

"Vi griner tit af, at det er en hel ”Jurassic Park”. Men vi har valgt ikke at se det som et arbejde. Dyrene er vores frirum. Jeg ridder cirka tre gange om ugen, og det er min ”mig-tid” – et ben på skamlen, min meditation. Det holder jeg fast i, og Kim ville ikke ønske det anderledes. Hans tid ude ved fårene og med havetraktoren er vist hans ”mig-tid”," siger Pernille med et smil.

Parforhold på vores præmisser

Et spørgsmål, der presser sig på, når vi hører om par, der arbejder sammen er: Bliver det ikke for meget at være sammen om alting? Det reflekterer Pernille over:

"Vi går jo ikke op og ned ad hinanden. Tværtimod. Så på den måde er det ikke svært. Men Kim er chefen og har det sidste ord, og den fordeling har jeg det egentlig fint med. For jeg ved, at alle beslutninger også skal føles rigtige nede i min mave, så Kims ord kommer ikke pr. automatik ud af min mund. Men der er sjældent – stort set aldrig – noget, vi kommer op at skændes over. Vi er gode til at tage tingene i opløbet."

Parret er lige lykkedes med at få arrangeret en uges ferie i sommerhus. Det har både været afslapning, men også en mulighed for i ro og mag at få snakket og at få løst mange ting arbejdsmæssigt, så de er bedre rustet til gå ind i højsæsonen, hvor der bliver nogle sene aftener for Kim. I den periode er der mindre tid sammen derhjemme og mindre fokus på opgaverne derhjemme for Kim, og det er parret gearet til.

"Så indhenter vi overskuddet, når det stilner af igen. Der tager vi væk på en overnatning, holder fri, når andre arbejder, eller tager på travbanen og ser travløb," fortæller Pernille.

Kim siger henvendt til sin kone: 

"Jeg har altid haft den tanke, at jeg ikke kunne have lyst til det her liv på dine vegne. Hvis du ville gå ind i det, så skulle det være dit valg."

De kan dog godt blive mætte af arbejdet begge to, men i dag er det oftere Kim, der siger til Pernille, at ”nu kan vi altså ikke snakke mere om Villa Vest” end omvendt. 

"Den største glæde er, at vi begge laver noget, som vi elsker. Det er der en frihed i," siger Pernille med et varmt smil.

Udover morgenkaffen sammen er faste spisetider og rutiner ikke noget, parret prioriterer. Tingene bliver ordnet, når der er tid til det.

"Vi har rendt modsat af hinanden i så mange år, og på 23 år har vi ikke haft 10 ferier sammen," siger Kim.

"Og vi har jo levet, som var vi skilt, hvor Pernille boede i sommerhuset hele sommeren, og jeg passede grise, får og hunde. Vi har ikke brug for at leve efter en velordnet standard, vi behøver ikke synkronsove, og vi er på mange måder hinandens modsætninger. Jeg har ikke Pernilles ro, og lige så snart lyset tager til, er det bedst at have mig ude på land."

Perspektiver på fremtiden

Så er Villa Vest og den fælles hverdag det, som parret ser for sig i fremtiden? 

"Det er et godt spørgsmål," svarer Pernille eftertænksomt.

"Kim vil ikke ende som en gammel skid, der falder helt uden for dynamikken blandt det unge og energiske personale, han gerne vil have i hus i Villa Vest. Men han går også meget op, i at arven skal gives videre til en anden, der har samme værdier som dem, vi har bygget op. Vi kører nok på, så længe vi synes, det er sjovt," siger Pernille.

Hun vil i hvert fald ikke skifte spor igen. Hun kan mærke, at hun er faldet på plads. 

"Første sæson var der bare for mange kompromiser, og jeg følte, at den sommer bare forsvandt. Jeg skulle lige have følelsen af, at børnene og jeg ikke fik en sommerferie sammen vendt oven i hovedet, men nu er jeg landet i det, og jeg elsker at gå på mit lille hotel og tale med væggene og med gæsterne," fortæller hun.

Med tiden er døtrene også så småt lusket lidt ind i arbejdet. De vasker op og har et par frokostvagter som fritidsjob og nyder at være på hotellet og at lære at gå til hånde, hvor der er et behov.

"Og så kan de ellers nyde ferietiden i vores sommerhus i Lønstrup, hvor vi flytter ind hver sommer," fortæller Pernille.

Hun er ikke sikker på, at hun ville ønske for pigerne at overtage værtsrollen engang.

"Der er nogen ofre, når du lever på denne her måde, så den, du finder sammen med, skal virkelig synes, det er interessant. Det skal være en partner, der har den samme drøm," siger hun.

Uanset hvad, så kan Kim allerede nu glæde sig til at komme og besøge stedet, når han selv er blevet gammel, og nogen andre har ført stedet videre. Han smiler ved tanken.

"For jeg ved, at jeg vil stoppe, før jeg bliver den gamle klovn, der sidder med til personalemaden, og jeg kan ikke gemme mig inde bag et skrivebord heller. I retrospekt har det jo været et forfærdeligt bøvl at købe, renovere og drive det her sted, og hold kæft, hvor har vi bare knoklet. Det ved jeg ikke, om jeg ville ønske for mine piger, at de skulle igennem."

"Omvendt … Pernille og jeg kunne ikke ønske os et bedre liv. Vi har ikke lange uddannelser, men vi har løbet efter vores hjerter. Det ønsker jeg mere end noget andet: At de også gør, som deres hjerte byder dem," siger han.

"Der er langt flere arbejdstimer i denne her type liv, end der er timer i familiens skød, så man kommer ikke levende igennem det her liv, hvis man er halvhjertet."