Bolig: Grafisk med et feminint twist
Hvordan ser det ud, når to über æstetikere skal indrette sig med plads til både afslappet familieliv, kreativ udfoldelse, ro og rene linjer? Kig med her, hvor Signe og Asger åbner dørene til deres helt usædvanligt gennemførte, grafiske Østerbro lejlighed. Hvor der også har sneget sig lidt feminine detaljer ind.
Det er nemt at se, at Signe og Asger ved, hvad de går efter rent indretningsmæssigt. At gå rundt i den 160 kvadratmeter store Østerbro lejlighed er som at gå rundt i et levende boligmagasin. Det ses tydeligt, at Signe, som er udannet arkitekt, arbejder med indretning og design til daglig. Hun har fundet et personligt udtryk i sin ellers meget stringente indretning, med små humoristiske og feminine detaljer, der bløder op for indretningen.
– Jeg kan godt lide, at de store flader og møbler er neutrale i udtrykket, og så lader jeg det være op til detaljerne at fortælle, hvem vi er, siger hun.
LÆS OGSÅ på BoligLiv.dk: Byg selv en sofabriks
Signes bedste stiltips
Materialerne er altafgørende: Træ, skind, uld
Farverne skal underbygge det grafiske og feminine: Sort, nude og svag rosa. NB! For Guds skyld aldrig hvide vægge – så bliver kontrasten ikke for hård.
Detaljerne gør forskellen: Personlige, skæve og barnlige indslag gør boligen personlig og bløder op på det grafiske.
Vælg interiør med omhu: Lamper og stole skal være af god kvalitet, øvrige møbler kan man så meget bedre have i mindre dyre udgaver.
Den grå væg bag elementerne giver køkkenet et kontrastfyldt look. Reolen String på væggen er fra Designdelicatessen.
Familien bruger stuen flittigt til at lege og bygge lego, læse bøger og se tv i. Stilen er holdt blød og feminin og dog alligevel stringent. Erik Jørgensen sofaen, betrukket i uld, er valgt på grund af sin varme grå tone.
Det runde Arne Jacobsen arbejdsbord er Signes arbejds station. Her laver hun indretninger for folk, har kundemøder og tænker kreative tanker. Stolene er hevet med hjem fra Berlin og var et billigt fund i en genbrugsbutik.
Spisestuen bruger familien til at kreative projekter, foruden at indtage aftensmad og frokost her. Bordet er blevet snedkereret i eg til at passe i størrelsen til den aflange spisestue.
LÆS OGSÅ: Boligreportage - Kreativitet i alle krogene