Byhus

Byhus i parisisk bistrostil

I hjertet af Frederiksberg ligger et fint lille byhus. Her bor svenske Jonna med sin kæreste, Christian. Drømmehuset blev deres for bare et år siden, og med kig til cool restauranter og hyggelige bistroer har de nu indrettet sig med det perfekte miks af råt og feminint, vintage og moderne.

Når man kommer gående på den stille villavej på Frederiksberg, mærker man med det samme den helt særlige stemning, disse veje har over sig. Ro og byliv i skøn forening. Omme i en baggård på én af disse veje finder man det hvide byhus med store vinduespartier og en lille spiseplads foran. Her har Jonna Rubin indrettet sig med personlige detaljer, vintage-elementer og lækkert design. Sammen med kæresten Christian Floden faldt hun sidste år for byhuset, som kun nåede at være på markedet i syv dage, før parret slog til.

– Det var kærlighed ved første blik, smiler Jonna. – Vi prøvede at virke lidt uimponerede over for mægleren, men vi var bare solgt på stedet.

LÆS OGSÅ: Bolig: Naturelementer på Nørrebro

Forelsket i trappen

Jonna faldt specielt for den gamle trappe, husets midtpunkt, som hun har udnyttet til fulde med masser af bøger og blomster på flere trappetrin. Med højt til loftet og unikke ovenlysvinduer er den både et smukt samlingspunkt i huset og et stemningsskabende element. Trappen er bevaret originalt fra 1906 med gammelt træ og metalkanter som en fin finesse på hvert trappetrin.

Det charmerende byhus blev renoveret i 2006 og var derfor indflytningsklart fra start. Det manglede kun en gang maling i alle rum. Køkkenet, som var forholdsvist nyt, var dog ikke, som Jonna og Christian ønskede det, og derfor kiggede de på elementerne og besluttede sig for at lave om i designet.

LÆS OGSÅ: Bolig: Klassisk retro og rene linjer


– Vi valgte den økonomiske løsning og gik ud fra det, vi havde i forvejen. Køkken-øen er rykket ud fra væggen, så det ikke længere er en bar i forlængelse med væggen, og så har Christian sat nye metrofliser op på væggen. Skabene er også flyttet – enten til et andet sted eller helt elimineret, og åbne hylder er sat op for på den måde at gøre rummet større og mere dynamisk.

SOVEVÆRELSE Lamper fra Hay, puder fra Day Home og et antikt blomsterbillede er med til at understrege rummets fine miks.

LÆS OGSÅ: Bolig: Fremtidssikret luksusvilla

Inspireret af restauranter

Vi hentede meget inspiration fra forskellige restauranter, bland andet Paté Paté, som er én af mine favoritter. Jeg kan godt lide kombinationen af det rå og det feminine, som jeg synes, at vi har formået at få frem i vores køkken. Det passer til os begge to. En anden restaurant, Jonna er inspireret af, er den nye Tonys på Vesterbrogade.

ØKKEN De rå fliser er de samme, man ser i Londons undergrundsbane. Åbne hylder sørger for et råt, men feminint og dekorativt look, og giver sammen med komfuret i børstet stål køkkenet et helstøbt og moderne udtryk. Læderhåndtag fra Casa Shop.

– De har den helt rigtige inspirerende, moderne og hyggelige indretning. Derudover kan jeg også rigtig godt lide vintage-indretningen på Salon 39 med gamle flasker, bøger, udstoppede fugle og skinddetaljer.

LÆS OGSÅ: Bolig: Enkel, nordisk harmoni

STUE Sofaen er fra Ilva, det sorte bord fra Norr 11, og på bordet står en opstilling af vaser fra Finnsdottir og duftlys fra yndlingsmærket Voluspa. Bogstaverne J&C i rammen på kommoden er en gave til Jonna fra Christian, de er oprindeligt fra en gammel indisk sejlbåd og købt hos Rue Verte Plus i Grønnegade.

– Sidst vi var på ferie i New York, blev jeg meget inspireret af restauranterne og butikkernes indretning. New York har masser af spændende loppemarkeder, men deres restauranter er typisk både unikt og råt indrettet. Jeg elsker også fransk bistrostil, som man ser på restauranter i Paris, hvor der serveres champagne i små, tynde glas, og bordene som kontrast er store og stabile i træ. Den øvrige indretning er charmerende og kreativ med gode detaljer som blomster og små rammer med billeder på væggene.

GÅRDHAVE Ude foran byhuset har parret stillet et spisebord med plads til gæster – når vejret tillader det.

Vintage og rå detaljer

Både stuen og soveværelset har vintage-elementer kombineret med grafiske billeder og moderne møbler.

– Jeg forsøger at kombinere gamle ting, jeg kan lide, med nye ting. Mit motto er: value for money – jeg gider ikke at købe noget fint og dyrt, med mindre det giver mening og passer ind i vores stil, fortæller Jonna. Derfor bruger hun også meget tid på at kigge i antikbutikker og gå på loppemarkeder – både i Danmark og Sverige.

– Vores sengeborde fandt jeg på et loppemarked på Vesterbro og måtte slå til med det samme. Andre møbler har jeg fundet på Den Blå Avis efter lang tids søgen – eksempelvis vores Eames-glasfiber-køkkenstole.

Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev, og hold dig opdateret på artikler, opskrifter og konkurrencer på hjemmesiden

Fakta

HVEM

Jonna Rubin, 30 år, arbejder i Filippa K. Christian Floden 32 år, key account manager hos Spotify.

HVOR

Baghus i to planer på Frederiksberg i København. 106 kvadratmeter.

w