Derfor er vi blevet VILDE med at gå i haven

Når verden vælter, så vender vi mulden. Sådan kan man nogenlunde opsummere den opblomstring af haveglæde, vi har set gennem de sidste par år. For når verden derude bliver for farlig, så søger vi mening i det nære og i naturen – og her kommer haven, eller altanen, ind i billedet.

Under corona-pandemien eksploderede efterspørgslen på blomster- og grøntsagsfrø, og mange kastede sig over langstrakte projekter, der involverede alt fra surdej til køkkenhaver og krukker.

Det er som sådan ikke noget nyt, at vi kaster vores kærlighed og energi på grønne projekter, når vi står overfor både individuelle og kollektive udfordringer. Fordi det giver ro og trøst at se noget spire, gro og trives – og så giver det tryghed at være selvforsynende.

Under Anden Verdenskrig kom køkkenhaverne på dagsordenen fra allerhøjeste sted, når familierne af myndighederne blev opfordret til at inddrage alle ledige områder omkring hus, kolonihave, baggårde og sågar byens tage til at dyrke egne grøntsager for at sikre selvforsyning og nok næring i en tid præget af knaphed og mangel.

Dengang gik vi i haven af nød og nødvendighed – under corona gjorde vi det, fordi vi var isolerede derhjemme og fik tid til at vende blikket mod et af de få sikre fristeder i en usikker tid.

Læs også

Påskeliljer i haven: Sådan dyrker du dem – inde og ude

"Vi var allerede i gang med at revurdere vores forhold til naturen, da corona kom, for når vi er i krise, så ser man faktisk ikke, at der opstår nye tendenser – men i stedet at igangværende trends eskalerer.

Under pandemien blev vi opmærksomme på vores egen menneskelighed og begyndte at interessere os for vores egen nære natur. Pludselig kunne vi blive syge ved bare at røre ved hinanden, og vi mærkede på egen krop, at vi var en del af et økosystem – det er en emotionel oplevelse, det har fået os til at søge ud i haven," fortæller etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme, der også peger på, at formålet med haven har ændret sig de senere år:

"Engang var prydhaven et statussymbol med formklippede hække og sirlige bede fulde af sarte stauder – men nu er vi i gang med at omdanne de gamle pyntehaver til nyttehaver.

Planteskolerne melder om udsolgte bærbuske og frugttræer, og flere frøfirmaer kunne ikke følge med efterspørgslen, da bølgerne gik højest under corona," siger Julia Lahme.

Byhaver & havefælleskaber

Tendensen er ikke kun en, der knytter sig til havefolket i forstæderne, for i byerne spirer og gror det også på altaner, i vindueskarme og i baggårdene. Flere af hovedstadens Michelin-restauranter har egne køkkenhaver, og byhavefællesskaber opstår i mange af byens ledige frimærker med jord.

Her er behovet for at integrere det grønne et stærkt udgangspunkt for at skabe mere trivsel i et urbant miljø – noget som Anna Taws kan skrive under på. Hun er selv en storbypige fra Göteborg, nu Vesterbro, og hun har været med til at etablere en lille nyttehave med fokus på bæredygtighed og permakultur i sin baggård.

"I de her tider føles det godt at have fokus på økologi og miljøet, og i en permahave har alle planter et nytteformål. De skal altså enten kunne spises, tiltrække nyttige insekter, der bestøver planterne eller spiser skadedyrene, have en gødningsværdi eller hente kvælstof fra luften. Der er også en fællesskabstanke i byhaven, som jeg synes er meget smuk.

En have er et konkret projekt, hvor vi alle kan bidrage til at gøre vores kvarter lidt mere blomstrende, mere biodiverst og mere holdbart. Det er også en oplagt mulighed til at mødes med andre mennesker, samskabe og møde andre kulturer, når man sidder og roder i baggårdshaven.

I vores egen lille andelsforening ses vi og vander, plukker en buket, og vi har også holdt en lille høstfest, hvor vi spiste kartoffelsuppe med råvarer fra egen høst. Samtidig forpligter det jo, når man skal passe have og bruge kræfter på at holde den, vande og luge.

Det kan være svært at finde tiden til det, og derfor er det også fedt at gå sammen om det," fortæller Anna Taws, der er designer og coach med fokus på bæredygtighed i arbejdslivet og i naturen.

Læs også

6 sanketips: Sådan sanker du din mad i naturen

Etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme peger også på, at vi finder digitale fællesskaber, hvor vi deler viden om vores grønne hobby: 

"Du kan finde massevis af Instagramprofiler, hvor folk deler deres passion for alt fra tagtomater til hjemmedyrkede svampe og kartofler i altankrukker. Byfolket har også brug for jordforbindelse, og nyttehavetendensen er i den grad også flyttet ind i byrummet."

Et haveeventyr

Janus Berg og hans ægtefælle Kåre var også en del af byfolket, før de for et par år siden flyttede på landet, hvor Janus har brugt sit haveprojekt som terapi efter en længere periode med alvorlig sygdom.

Han og ægtefællen Kåre levede ellers et travlt byliv i en lejlighed i København, hvor de arbejdede som hhv. skolelærer og frisør, da Janus blev syg og fandt sig selv på lange gåture i skoven og længere perioder i naturen for at få det bedre. I sidste ende tog parret skridtet og flyttede ud af byen til huset ved Haslev, hvor de mere eller mindre gik direkte i haven.

"Jeg ledte efter ro og kontakt med jorden – det beroligede hele mit nervesystem. I haven fandt jeg ro ved at fokusere på noget helt basalt, noget, jeg kunne påvirke og lave en positiv proces med. Jeg kunne være med til at skabe noget liv, samtidig med at jeg gjorde noget, der var sundt for mig selv, nemlig at dyrke min egen mad.

Man kan kalde det et urinstinkt, for hver eneste celle i min krop fortalte mig, at det var det her, jeg skulle. Det var køkkenhaven og høns, der var mit overlevelsesprojekt. At se spirerne komme op og blive til en afgrøde, der var mange ting, som jeg slet ikke vidste, hvordan så ud. Jeg blev vanvittig bidt af projektet, og det blev en meget bekræftende proces," fortæller Janus.

Køkkenhaven i Haslev er i høj grad også blevet et æstetisk projekt, for Janus og Kåre brugte pandemiens hjemsendelse til at bygge, grave og ordne, og den cirkelformede køkkenhave har tiltrukket sig opmærksomhed fra nær og fjern.

Da parret åbnede deres private matrikel som besøgshave med salg af kimplanter og frø, var der kø langs hovedvejen og noget nær kaos foran havelågen med 500 haveglade mennesker, der havde taget turen til Haslev for at opleve parrets store køkkenhave, som var blevet lidt af en sensation på Instagram.

"Vi fik sindsygt mange spørgsmål under corona, hvor interessen blev mere intens. Vi startede jo med at lukke ned for alle vores aktiviteter, for vi troede ikke, der ville komme nogen alligevel, men så gik der en uge med en propfuld indbakke. Så vi åbnede haven igen, og folk strømmede til," fortæller Janus Berg, der ikke havde nogen særlige havefærdigheder, før han gik i gang. 

"Altså, Kåres mor har en køkkenhave, men ellers er jeg uddannet lærer, og Kåre er frisør, så vi vidste faktisk ingenting om det, vi lavede, det var totalt learning by doing, og det kom bag på os, at det gik så godt, og at vi var stort set selvforsynende fra første sæson. Samtidig er jeg blevet bekræftet i, at haven gør mig godt.

Det er enormt helende at vande og luge, for du kan ikke gøre andet end lige akkurat dét, mens du er i gang. Jeg prøver at skabe en både kropslig og mental forbindelse til haven og planterne, lige nu har vi en masse små spirer og planter, som jeg går og nusser om – det er en vanvittigt healende fornemmelse. Det er vigtigere for mig end at stå med den færdige afgrøde," siger Janus Berg.

Jord under neglene

Og netop havens naturlige cyklus, det analoge arbejde og de afgrænsede opgaver med den er et væsentligt aspekt af, vi nu vender blikket mod mulden igen, mener etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme: 

"Mange af os har et arbejde i dag, hvor vi har svært ved at se, hvor vi når til – det er grænseløst og flydende. I haven kan vi se, hvilke rækker vi har luget, og veje, hvor mange kilo jordbær vi har høstet.

Det er konkret, det er visuelt, og det er målbart, når vi sylter og serverer havens afgrøder. Og når man er smurt ind i jord, kan man ikke stå med en skærm i hånden, en helt konkret grænse, som mange oplever at have brug for i deres liv," siger Julia Lahme og bekræfter mange af de erfaringer, som Janus og Kåre helt konkret har gjort sig med deres private haveprojekt; 

"Det er uden tvivl den største havetendens lige nu, at alt peger tilbage på tallerkenen og spisebordet. Derfor begynder vi også at interessere os mere for planter, der kan gro og trives på vores breddegrad.

Det er ikke avancerede orkideer og sarte eksotiske frugter, vi kommer til at se i drivhusene fremover, men i stedet afgrøder, der kan trives i de soltimer, vi nu engang har i Danmark. Vi vil gerne være (delvist) selvforsynende," siger Julia Lahme.

Læs også

Omplantning: Sådan potter du planter om

I Janus og Kåres besøgshave oplever de også, at interessen er blevet skærpet endnu mere den seneste tid:

"Folk begynder at nørde lidt mere med alle mulige specialsorter, heriblandt os selv. Vi er blevet opmærksomme på, at gamle grøntsagssorter er sundere og har flere næringsstoffer end de varianter, der er blevet avlet frem i nyere tid.

Så der er en interesse for at grave lidt tilbage i tiden og genoplive f.eks. gamle sorter af grønkål, hvor der er flere af de sunde bitterstoffer," fortæller Janus, der også nørder med forskellige hønsesorter, der lægger smukke æg i alverdens farver.

Han peger også på, at han oplever, at skærehaverne buldrer frem: 

"Fordi det er meningsfuldt at klippe sine egne blomster, som man kan dufte og sanse, men også fordi vi er blevet bevidste om, at blomsterindustrien er en stor klimasynder."

Etnolog og livsstilsekspert Julia Lahme mener også, at danskernes haveprojekter kommer til at udvikle sig yderligere i den kommende tid: 

"Alle de gamle prydhaver med takst og rododendron er ved at blive omdannet til mere vilde haver med frugttræer og køkkenhaver ude i parcelhuskvartererne. Der er et generationsskifte i gang, hvor der bliver mere plads til vildskaben og det uperfekte, og den bevægelse kommer til at vare længe.

De seneste års klimabevidsthed har nemlig også gjort os opmærksomme på, at det eneste, vi ikke får mere af i verden – det er jord og natur," siger Julia Lahme, der samtidig spår, at vi kommer til at have endnu mere fokus på sanserne i haven fremover. 

"Skal man se helt langt frem, så tror jeg, duft og sanselighed er det næste, der kommer til at fylde meget, fordi vi er omgivet af så mange kolde skærme, der ikke stimulerer vores sanser. Haver eller dele af haven, hvor duften er i fokus, hvor man kan sidde med lukkede øjne, omgivet af planter med det fokus," slutter hun.