Sådan laver du selv marmorvæg

Maria drømte om en marmor-væg i køkkenet – og fandt løsning til 800 kroner

Lav selv en smuk stænkplade til dit køkken, der tåler snavs og fedt – og som ikke koster en formue, trods den ligner marmor til forveksling. Maria Utke Krogh har selv fundet en løsning, og den har fået Facebook til at juble. Få hendes ’trin for trin’-guide her.

Vil du gerne have en stænkplade i marmor, men har du ikke de op imod 20.000 kroner, som den ægte slags løber op i, så er der her en nem og billig løsning for omkring 800 kroner.

Maria Utke Krogh søgte nemlig selv et flot alternativ til de dyre løsninger, og da hun opdagede, at flere firmaer sælger selvklæbende vinyltapet på mål med forskellige motiver, gik hun fra idé til handling.

Overfladen på væggen har oveni en satin-glans, og den er vaskbar. Det gør, at ”marmor"-stænkplade kan holde til et travlt køkken – og let kan tørres af.

Hun har også fundet en løsning, så man ikke kan se samlingerne.

Her deler kvinden bag Instagramprofilen @mariakrogh_home tankerne bag, pris og hvilke materialer, der skal bruges - samt en diy-guide til en hjemmelavet marmor-væg med ALT.dk:

Kan du fortælle os lidt om, hvem du er?

Jeg hedder Maria Utke Krogh, er 48 år og arbejder som FGU-lærer, hvor jeg underviser i kreative fag. Jeg er gift med Jens, og vi har tre drenge på henholdsvis 25, 23 og 15 år. Vi bor i Ålsgårde i Nordsjælland i et nybygget hus fra 2021. Jeg har altid været kreativ og er ”Pippi-typen”, der tror, at hun kan alt, hvad hun kan forestille sig. Det driver dog indimellem min mand til vanvid, som eksempelvis dengang hvor jeg byggede en pejs i køkkenalrummet, mens han er på kursus nogle dage med arbejdet.

Hvordan fik du idéen til væggen i marmor-look? 

Vi ville gerne have en marmor-lignende plade til vores kogeniche i køkkenet. Prisen for så stor en plade - i vores tilfælde på målene 270 cm x 128 cm - var dog, inklusiv levering, op på 15-20.000 kr. Derfor tænkte jeg, hvad jeg ellers kunne lave som alternativ?

I forvejen havde jeg spartlet kabe på væggen, som jeg efterfølgende havde lakeret, så det tåler alt fra fedt, karry og tomatsprøjt og nemt kan tørres af. Da jeg havde erfaret, at det virkede super med lakken, tænkte jeg, at det kunne man jo overføre til andre materialer og dermed gøre dem hårdføre nok til det daglige slid.

Da jeg før har arbejdet med selvklæbende folie, der ligner marmor, undersøgte jeg, om det kunne fås i de mål – og i min søgning fandt jeg det selvklæbende tapet, som vi endte med at bruge.

Hvad har du af tips til, hvad man skal gøre - og måske ikke gøre - undervejs, når man laver væggen?

Man skal sørge for, at underlaget er tørt, støvfrit og helt glat, da ALT kan ses på overfladen! Fordi jeg skulle bruge tapetet et sted, hvor det er meget udsat, og jeg derfor ville lakere det, valgte jeg ikke at stole alene på, at det selvklæbende tapet i sig selv var nok vedhæftning på væggen, da lakken gør det tungere.

Derfor påførte jeg væggen et tyndt lag tapetklister inden opsætningen. Men vil du sætte tapetet op et sted, hvor det ikke er udsat, kan man undvære tapetklister. Et godt tip er også at bruge en gummispartel til at glatte ud og fjerne luftbobler med.

Foto: Privat

Hvor lang tid tog det, og hvor meget har det kostet i samlet forbrug?

Forberedelsen er egentlig det, der tager mest tid, da man selv skal klippe alle baner af tapetet, der kommer på en rulle med nummereret mellemrum. Jeg bestilte noget tapet, der var 70 cm for langt i banerne, så det klippede jeg i forvejen til.

Det tog cirka fire timer med forberedelse og montering. Det har kostet 500 kroner i tapet og omkring 300 kroner i tapetklister og gulvlak, så alt i alt 800 kroner.

Hvad synes du selv om resultatet?

Jeg er vild med resultatet. Det er bare så naturtro og præcis den WOW-effekt, jeg ønskede. Og så er jeg fan af, at vi har sparet måske 15.000 kroner, som vi fx kan bruge på at rejse på ferie i stedet for.

Du valgte at dele billeder af din løsning på Facebook – hvorfor det?

Jeg har selv fået meget inspiration på Facebook til andre DIY-projekter, så jeg tænkte, at andre måske kunne bruge idéen.

Hvilke reaktioner har du - udover de mere end 1.600 likes - fået på dit opslag?

Jeg har fået næsten 300 kommentarer og flere hundrede privatbeskeder fra folk, som var vilde med væggen og gerne vil lave det samme. Jeg blev virkelig overrasket over, at så mange har skrevet så mange positive svar på mine billeder og gerne ville bruge idéen. Folk har bare været så søde. Jeg brugte mange timer over flere dage på at svare folk. Det var virkelig hyggeligt.

ALT.dk har herunder fået lov at dele Maria Utke Krogh 'trin for trin'-guide til, hvordan du selv kan lave en marmor-inspireret væg.

Sådan laver du DIY marmor på væg:

Foto: Privat

Materialer

Du skal bruge:

  • Tapet/selvklæbende tapet
  • tapetklister
  • hobbykniv
  • blyant
  • tommestok
  • gummispartel til at glatte med og fjerne luftbobler
  • gulvlak jeg har brugt mat gulvlak fra flugger.

Sådan gør du

  1. Start med at måle din væg op i højden og bredden. Det, du bestiller, skal være større end din væg. F.eks. er min væg 270 cm bred og 128 cm høj. Det tætteste på mine mål var 300 cm x 210 cm. Derfor vidste jeg allerede ved bestilling, at det skulle tilpasses. Andre firmaer bestiller du efter m2, så her ganger du højde og bredde og lægger 10 procent til (da der vil være spild).

  2. Det tapet, jeg har brugt, var nemt, fordi det kom på én rulle, men det var delt op med mellemrum og angivelse af nummer på baner, så man nemt kunne klippe banerne fra hinanden. Banerne havde en bredde på 50 cm. Første tanke er, at man ville ønske, at de var bredere, så der ikke kommer så mange samlinger, men det fortryder man hurtig, at man tænkte – da det slet ikke ville være til at styre i bredere baner! Desuden ses samlingerne stort set ikke.

  3. Klargør banerne og læg dem/rul dem i den rækkefølge, som de skal op på væggen.

  4. Mål på væggen fra, hvor du skal starte (hjørnet) og en bredde tapet ud. Du skal gøre dette både øverst, midt på og nederst, og markér med en blyant ved alle tre steder på væggen. Så er du sikker på, at banen sidder lige (hvis væggen er lige – ellers så tjek efter med et vaterpas).

  5. VED BRUG AF TAPETKLISTER OVENI: Hvis der skal tapetklister på væggen, så start med bredden på én bane ad gangen, så det ikke når at tørre, inden du når til næste.

  6. VED BRUG KUN AF SELVKLÆBENDE TAPET: Hvis du bruger selvklæbende tapet, så frigør papiret bag på tapetet ved det hjørne, som du skal starte i, og sæt det fast i hjørnet. Træk forsigtigt papiret af bagpå, og hold øje med, du følger stregerne, du har sat på væggen. Når næste bane skal sættes, så sørg for, at mønstret passer, og at de støder op mod hinanden de to tapet-sider. Der skal hverken være mellemrum eller overlap.

  7. Brug løbende gummispartlen til at rette ud og fjerne eventuelle luftbobler.

  8. Brug en hobbykniv til at skære til langs loftet og panel eller bordplade (alt efter, hvor du sætter det op henne).

  9. Gå indimellem ud på afstand, og tjek, at alt ser rigtigt ud.

  10. Hvis du har brugt tapetklister, så hav en fugtig klud klar til at tørre overskydende klister af med.

  11. VED LAK OVENPÅ: Hvis du efterfølgende vil lakere, så vent 48 timer ved brug af tapetklister, så det er gennemtørret.

God fornøjelse!