Kalle bor i et baghus i København, som han har renoveret, men én ting har han bibeholdt
Intet er overladt til tilfældighederne hos den 28-årige guldsmed, skattejæger og æstetiker Kalle Holm, der bor i et baghus i København, hvor alt udvælges med omhu, selv brusehovedet, som er 110 år gammelt. For han elsker jagten, har hænderne godt skruet på og gør sig umage. Med sine smykker, sin indretning og sin påklædning. Vi har besøgt ham hjemme og på værkstedet.
Som barn var Kalle Holm ikke som de andre i klassen.
De boede i lejligheder, han boede på en gammel fabrik, de købte plastiklegetøj i Fætter BR, han legede med vintagelegetøj i træ.
Jeg ved ikke, hvad de andre 12-årige drenge brugte deres eftermiddage på efter skole, men Kalle Holm brugte sine på at lave en blomsterformet diamantring til sin mor.
Guldet sparede han sammen til ved at hjælpe med opvasken på café og restaurant Granola, der er ejet af hans far, og ved at løbe ærinder for en boghandel rundt om hjørnet. Det tog laaang tid. Centerstenen, en oval gul citrin, byttede han sig til: Han fik stenen til gengæld for at male et badeværelse og hele førstesalen i et hus ejet af en guldsmed, der var ven af familien, og i hvis værksted Kalle Holm fik lov at sidde efter skole.
Han formgav ringen i voks, støbte den i guld, loddede og svejsede, sleb og filede, indtil han var så tilfreds med resultatet, at han ville være bekendt at give den til sin mor.
Annonse
Dette er ikke alene historien om en god dreng. Det er også historien om en ung æstetiker og perfektionist, der tidligt vidste, hvad han ville her i livet, og en historie, der fortæller noget om den omhu og kvalitetsbevidsthed, der stadig præger Kalle Holm i dag. Både i hans arbejde som guldsmed i den absolutte luksusklasse og i hans hjem og på hans værksted.
Vi begynder derhjemme. I et baghus i København, hvor Kalle Holm boede de første 10 år af sit liv, og hvor han igen er flyttet ind som voksen. Hans forældre, der købte ejendommen for 30 år siden, var kloge nok til at beholde det særlige sted, selv efter de flyttede til en anden del af byen.
På vej til baghuset skråner man over en gård, hvor Kalle Holm som barn drønede rundt med sin lillesøster Rita i en gammel Tivoli-radiobil fra 50’erne, som deres far havde bygget om, så den kunne køre på asfalt. I baghuset havde han et værksted, hvor Kalle Holm var med til at skrue på engelske motorcykler, længe før han var gammel nok til selv at køre på en.
Kalle Holm tager imod iført en nydelig sort skjorte, det brune hår sidder lige så godt som Leonardo DiCaprios i Titanic, og på fødderne sidder to chunky mørkerøde Gucci-loafers, pudset for nyligt eller bare utroligt godt passet på.
Der er ikke en finger at sætte på noget. På førstesalen, hvor Kalle Holm bor, leder man forgæves efter bare én ting, der ikke er tilnærmelsesvist tjekket, og spørger man husejeren, er det eneste, han hårdt presset kan komme i tanker om, som ikke lever op til en vis æstetisk standard i hjemmet, Maudes hundekurv, så den må fotografen gerne gå uden om på billederne. Han mener det ikke for sjov.
“Jeg gør mig ikke i grimme ting. Rod, uorden og ting, der ikke passer ind, stresser mig.”
De seneste år har han renoveret huset og revet vægge ned, og nu er næsten alle kvadratmeterne brugt på en stor, lys stue og køkken i ét. Kalle Holm bor alene, så intet behøver at være praktisk. Køkkenet er snedkerlavet i eg, den hvide marmorbordplade er hentet hjem fra Italien, hørgardinerne er lyse og lukker et blødt lys ind, og vinduerne er originale og har nok en energimærkning, der ligger langt fra starten af alfabetet. Men det er ikke det, det kommer an på.
Annonse
“Gamle vinduer er langt mere charmerende end nye, glasset er smukkere, det er godt håndværk, og efter jeg har gennemrenoveret dem med kit og linolie, fejler de ingenting. Hvis man passer på dem, holder de i flere hundrede år,” siger Kalle Holm.
Stikkontakterne er ikke den almindelige hvide klik-klak-model, der findes i de fleste hjem. De er i porcelæn.
“Det er en detalje, jeg ikke ville være foruden. Det må gerne være en lille fornøjelse, hver gang jeg tænder lyset,” siger Kalle Holm.
Spisebordet er fra slutningen af 1800-tallet, anslår han. Og med al den lak og maling, det har fået gennem tiden, vil Kalle Holms tiptipoldebørn måske også kunne sidde omkring det og spise frikadeller om 150 år. Spisestolene er af en italiensk designer, Gastone Rinaldi, og har taget velaffjedret imod numser i ca. fem årtier.
Annonse
Når Kalle Holm køber en sofa, er det naturligvis heller ikke fra ny.
“Nye sofaer er ret sjælløse,” siger han.
Når Kalle Holm køber en sofa, er det ikke bare for at få et komfortabelt, aflangt møbel at smække benene op i. Det er en investering i noget smukt og varigt til hjemmet, og så skal det jo være det helt rigtige.
Så Kalle Holm gør det, enhver stilbevidst sofakøber må gøre: gennemsøger danske og udenlandske auktionssider efter den helt rigtige Togo-hjørnesofa (af Michel Ducaroy, red.) i grøn. En bestemt nuance af armygrøn patineret på den rigtige måde vel at mærke. Han adviserer også de antikvitetshandlere, han kender personligt og ofte handler igennem. To år tog det, og så var der bid. I Holland. Så Kalle Holm måtte skaffe en transporter og hente sofaen hjem.
Den kunst, der hænger på væggene, er for de fleste værkers vedkommende lavet specifikt til Kalle Holm. Det gælder værker af Sune Christiansen, Martin Paaskesen, Sunny Asemota, Alexander Tovborg og Morten Bjarnhof, som Kalle Holm alle har en personlig relation til. Og ved siden af sengen hænger originale træsnit af Tal R og Henri Matisse. Pladespilleren har han arvet fra en ven af familien, og efter en bekostelig tur til reparation – hvorfor smide ud, når man kan reparere? – spiller den “skidegodt.”
Badeværelset er indrettet med kæmpestore, grønne keramiske fliser på gulv og vægge og fremstår lidt mørkt og huleagtigt på den gode, hotelagtige måde. Vinduerne ud til gården er i riflet glas, for matteret vinduestape er ikke en elegant måde at skærme af på.
En æstetisk familie
Kvalitetsbevidstheden kommer ikke fra fremmede. Kalle Holms mor, Pernille Holm, arbejder som stylist og har egen tøjforretning, Tootsie på Gl. Kongevej, og hans far, Leif Thingtved, er manden bag Granola, hvor alt interiør er håndplukket, og intet er tilfældigt. Selv dørpumperne er en gammel model, da de er pænere end nye. En detalje, de færreste nok vil bemærke, når de spiser chèvre chaud på Granola. Men for Kalle Holm, hans far og resten af familien er detaljerne meget vigtige.
Hvad har dine forældre lært dig om æstetik?
“De er begge kæmpe æstetikere og har altid søgt noget, der var anderledes. Som at stifte familie og bo i en gammel akkumulatorfabrik (baghuset, red.). De har lært mig at forfølge det, jeg er god til, at være ydmyg og omhyggelig, have gode relationer og at elske kunst og kultur,” siger Kalle Holm.
Som børn blev han og tre år yngre Rita taget med på antik- og loppemarkeder rundt om i Europa for at finde vintagemøbler, kunst og reservedele til gamle biler og motorcykler. Skulle man bruge en dims, gik man ikke bare ned og købte den.
“Derfor er det naturligt for mig, at det er en jagt, hvis jeg skal anskaffe en sofa eller en lampe. Og den jagt elsker jeg. At finde den helt rigtige ting og at gøre en god handel. Det er samme jagt, jeg er på, når jeg skal finde de helt rigtige ædelstene til mine smykker.”
Et andet eksempel er brusehovedet og armaturet på badeværelset. Efter i årevis at have fordelt vand jævnt ud over hovedet på gæster på et gammelt hotel i London, købte Leif Thingtved det på en auktion. I flere år havde Kalle Holm haft et godt øje til bruser og armatur, der lå i et hjørne i hans fars værksted, og da han skulle renovere sit badeværelse, fik han lov at overtage det. Hvilket indbefattede en gennemgribende renovering. Det var noget med at skille det hele ad, for i familien Holm/Thingtved er de tilsyneladende utrættelige på det område, og hænderne er godt skruet på.
“Ud over at man skal være heldig at finde sådan et sjældent et, er det også kostbart i arbejdstid og renovering. Men fornøjelsen ved at have et 110 år gammelt, meget smukt brusehoved fra et fornemt gammelt hotel sætter jeg pris på hver eneste dag,” siger Kalle Holm.
Hvad betyder det for dig at være omgivet af smukke ting?
“Et godt liv, tror jeg. Jeg bliver glad og tilfreds af at være omgivet af ting, jeg har brugt tid på at vælge, og som passer sammen i det udtryk, jeg gerne har villet skabe i mit hjem. Når jeg kigger rundt på ting, jeg er glad for, og hvor de fleste har en historie med sig, som er hyggelig at tænke på, løfter det mit humør og stimulerer min kreativitet i mit arbejde.”
Pengeskabet
Mens Kalle Holm var glad for skolen – bare ikke fagene – havde han det rigtigt godt efter skole, hvor han fik lov at sidde hos professionelle guldsmede og juvelerer og dyrke sin fascination af smykker, især dem besat med ædelstene. I slutningen af folkeskolen fik han job i smykkevirksomheden Monies, hvor han var med til at lave en række unikasmykker.
Et år efter tog han til Paris og kom i kontakt med en femtegenerationsjuveler, der lavede specialopgaver for modehuse som Cartier og Chanel. At følge den proces og at være så tæt på så ekstravagante smykker var en meget stor oplevelse for den unge danske mand, der drømte om at starte sit eget en dag.
Som 21-årig blev han udlært hos juveler Ruben Svart, fik siden arbejde hos Sophie Bille Brahe og Rebekka Notkin, og i en alder af 24 startede han sin egen virksomhed – Kalle Holm Fine Jewellery – hvor han i skrivende stund har tre ansatte. De seneste år har drejet sig om at få fat i et segment, der har råd til at købe nogle “ret eksklusive smykker.”
“Jeg synes, at smykkerne herhjemme er ret low-key med tendens til at være kedelige, for de fleste laver det samme. Selv er jeg meget fascineret af internationale modehuse og juveler-virksomheder i Frankrig og Italien, hvor de husker håndværket, og hvor det ikke gør noget, at det er utroligt avanceret at bygge et smykke fra bunden. Jeg vil gerne være med til at løfte niveauet for den her niche herhjemme. Og forhåbentlig lære fra mig til kommende generationer af lærlinge.”
At Kalle Holm beskæftiger sig med high end-juveler bliver tydeligt, da han åbner pengeskabet – i bedste Franz Jäger-stil – på værkstedet og udtager nogle funklende sten – diamanter og smaragder – som det føles som et stort ansvar at få lov at holde.
Primært kører hans virksomhed på bespoke opgaver, altså skræddersyede smykker ud fra en kundes ønske og budget.
“Derudover eksperimenterer jeg med mine egne kollektioner af haute couture-smykker af typen, der egner sig til at blive båret på en rød løber, og som kan ses på lang afstand. Men det er en bekostelig affære, for råmaterialerne er ikke helt billige.”
En handel foregår således: En kunde kommer ind på værkstedet, de bliver enige om design og sten, og så tager Kalle Holm fat i sin gode ven og kompagnon, der handler med etisk minede diamanter fra Botswana i Antwerpen. Stenene bliver sendt med posten, medmindre de er meget sjældne og kostbare; så kører eller flyver Kalle Holm selv til Belgien og bringer dem sikkert hjem.
Med andre ord: Hvis man vil købe en diamantring af Kalle Holm, er det ikke bare en, der ligger klar og funkler på en velourpude, når man kommer ind ad døren. Det er en længere håndværksmæssig proces, og man er velkommen til at komme helt tæt på, helt ind i værkstedet.
Værksted som for 100 år siden
Og det bør man gøre, hvis man har muligheden. At træde ind i det lille værksted på Frederiksberg, der snart bliver udskiftet med et større lige i nærheden og udvidet med et showroom, er som at træde ind i en guldsmeds værksted for hundrede år siden. Kun en iPhone, en ledning hist og her og et værk af Evren Tekinoktay afslører, at vi skriver 2024.
Her er mildt sagt charmerende og autentisk. Alle de gamle maskiner – valse, trækbænk, polermaskine – samt ambolt og syrebad er i brug til hvert eneste smykke. Nok er maskinerne gamle, og smykkerne laves efter traditionelle metoder, men udtrykket er moderne og originalt.
Til at opdele værkstedets forskellige stationer har Kalle Holm opført skillevægge med sprossede vinduer, klunset fra et gammelt varehus.
I det lillebitte køkken, hvor den indledende samtale om et smykke typisk foregår, kan kunden tage plads i en sort stol, som Kalle Holm ofte sad på i sin fars værksted som barn. Det sorte bord med de noget ukurante mål kommer samme sted fra. For hvorfor købe nyt, hvis man kan overtage sin fars gamle værkstedsbord og bygge videre på historien?
Hvad drømmer du om?
“At skabe min egen familie. Og når jeg engang får unger, håber jeg, at vi kan dele en masse interesser, som jeg har delt med min familie, og som har gjort, at vi altid har været tætte. Så håber jeg at blive en anerkendt juveler og måske endda kunne overdrage virksomheden til næste generation en dag.”
Til sidst vil Kalle Holm gerne slå et slag for forældre, der rent faktisk lytter til deres børn, og hvad de går og drømmer om.
“Jeg har været heldig, at min familie altid har støttet mig, når andre ikke syntes, at det var klogt at satse på at blive guldsmed frem for at gå i gymnasiet, tage en videregående uddannelse og være sikret arbejde. Men det var det rigtige for mig, jeg knokler for det, jeg er glad og tilfreds, og jeg håber, at jeg en dag bliver den førende juveler i byen. Og uden for byen.”
