hjemmebygget orangeri

Det var Mettes store drøm at få et orangeri – så hun og manden byggede et planteparadis i haven

Mette og Martin drømte om et orangeri fuld af blomster, skrubtudser, biodiversitet og spiselig frodighed fra gulv til loft. Med masser af knofedt og fælles indsats har de bygget et smukt orangeri udelukkende af genbrugsmaterialer.

Mette og Martin købte en murstensvilla i Stenmagle på Midtsjælland i 2005. Selve hovedhuset gennemgik en hel del renovering, haven blev gravet op og er nu fuldstændig forandret med højbede af kampesten, masser af spiselige planter, buske og frugttræer, og derefter var det tid til at indfri Mettes store drøm om et orangeri.

Orangeriet er blevet til i fællesskab; Mette har tegnet huset og lavet en målfast model ud af ternet papir, sugerør og klisterbånd, men hun har også været med til alt det fysiske arbejde. Martin har været bygherre på projektet, og med en baggrund som glarmester har han selv svejset vinduesrammer, skåret glas til og udført selve konstruktionen og rammerne til drivhuset i jern.

hjemmebygget-orangeri2.jpg
Tv: Friske blomster i varme farver pynter smukt i orangeriet rundtomkring. Det flotte gulv, lagt i sildebensmønster af Mette og Martin selv, anes under buketten. Th: Mette laver alle mulige kreative ting, blandt andet keramik. Her ses én af hendes vaser, et kvindeansigt, som endnu ikke er glaseret, og forreste dejlige buketter fra haven, som pynter og skaber rigtig driver-stemning.

Lavede alt selv

"Det har været et kæmpe projekt. Vi har gravet en meter ned for at støbe et solidt fundament; hele konstruktionen er lavet af jern og hviler på beton og store kampesten, som vi hentede fra en stenbunke på marken hos Martins far," fortæller Mette.

"Gulvet er lavet af genbrugsmursten, som vi selv har hentet og renset og lagt i sildebensmønster med den smalle side opad. De fleste vinduer er fundet brugt, og så er der det store buede vindue i gavlen, som Martin selv har svejset, der er inspireret af en sol med stråler," fortæller Mette – der selv stråler når hun snakker om orangeriet.

hjemmebygget-orangeri5.jpg
Tv: Det buede vindue i gavlen er inspireret af en sol med stråler. De to store vine, som breder sig over hele glasloftet, er stiklinger fra svigermor, der har vokset sig kæmpestore. Nogle år har familien også haft pralbønner og hokkaido, som er vokset op i drivhusets tårn, så man skulle bruge stige for at høste.Th: I den fjerneste krog af drivhuset står et badekar af træ. På en varm sommerdag er det skønt at kunne dyppe sig i køligt vand, og Mette elske at pynter vandoverfladen med blomster fra haven og krukkerne.

Hårdt terrassetræ

Den store træterrasse, som parret også selv har lavet, strækker sig fra indkørslen og frem foran hovedhuset og skaber et fantastisk uderum mellem hus, fyrrum, værksted og orangeri. Her står også Mettes imponerende samling af krukker og potter af forskellig art.

"Terrassen har mildt sagt været et udfordrende projekt, men resultatet er virkelig flot og grafisk med striberne fra de smalle brædder," fortæller Mette.

krukker-blomster.jpg
Tv: Et af Mettes store ønsker til orangeriet var, at der skulle være to døre med gennemgang, så børnene, da de var små, kunne løbe i ring og lege fangeleg. Her bruger familien en smukt tilplantet krukke som dørstopper.Th: Mette har blomstrende krukker båden indenfor og uden for orangeriet. Det binder bygningen fint sammen med resten af haven og terrassen og får inde og ude til at smelte sammen.

Også her har parret gravet ud og lagt et fundament af fliser på grus, brædder på tagpap og et tykt lag fiberdug for at forhindre ukrudt i at vokse op mellem brædderne. Træsorten er azobé, som er ekstra slidstærkt og også kaldes jerntræ. Det bruges for eksempel på havne og til badebroer og andre steder, hvor vejr og vind er hård for omgivelserne. 

grontsager.jpg
Tv: De søde plantepindene har Mette lavet af bambuspinde, som hun har skrevet på med tus. Frøstandene er fra valmuer, og det pynter alt sammen og skaber stemning i orangeriet.Th: Ufogræskar, squash, vindruer, rødløg, dildskærme, basilikum og purløg er bare nogle af de ting, der høstes i familiens bugnende have og drivhus.

Meget dyre skruer

"Vi fik et stort læs azobébrædder billigt," griner Mette. 

"De var allerede skåret op i stykker på en meter, men hvad vi ikke lige vidste, var, at azobé kræver nogle stærke skruer, som koster fire kroner stykket. Og der er brugt mange skruer i den terrasse!" fortsætter hun.

"Vi sled simpelthen så mange bits på skruemaskinen op, fordi træet er så hårdt. Så det endte med, at vi måtte have lidt flere penge op af lommen end først tænkt, men resultatet er virkelig flot."

hjemmebygget-orangeri-familie.jpg
Tv: Drivhuskøkkenet er mest til opbevaring af urtepotter, kurve og redskaber, men der bliver også brygget saft, syltet og lavet mad med jævne mellemrum. Køkkenbordet er lavet af gamle ormædte gulvbrædder fra renoveringen af hovedhuset, som er behandlet med fire lag skibslak.Th: Mette er uddannet beklædningsdesigner, men arbejder som gartner i en permakulturhave i Birkegårdens Haver på Midtsjælland, hvor hun formidler permakulturens klimavenlige dyrkningsmetoder og giver tip til haveinteresserede gæster. Her er hun med familien, der også tæller Martin og børnene Max og Felix.

Skab stemning i orangeriet

Hvis du vil bruge dit drivhus som andet end dyrkningsområde for varmekrævende planter, for eksempel som et ekstra opholdsrum i haven, gælder det om at skabe hyggelig atmosfære. Brug gerne følgende i indretningen, hvis du vil gøre Mette kunsten efter: 

  • Friske, farverige buketter
  • Genbrugsmøbler i frønnet træ
  • Zinkbaljer, -spande og -vandkander
  • Syltekrukker
  • Frøstande, i buketter eller bundtet med hovedet nedad
  • Bambuspinde og -møbler
  • Flettede kurve
  • Terrakottakrukker
  • Glaseret keramik
  • Metalhaveredskaber
  • Bløde puder, gerne med blomstermønster