"Vi gik efter et håndværkertilbud eller et dødsbo for at kunne skabe vores helt eget fra bunden. Jo mere medtaget jo bedre"
Julie Fog og Søren Eskildsen gik efter så gammelt og grimt som muligt, da de ville investere i en ny lejlighed. Og da denne tidslomme af en forsømt lejlighed dukkede op, så parret kun muligheder for at skabe deres eget hjem og samtidig føre stedet tilbage til dets oprindelige stil.
De fleste ville måske give op på forhånd ved synet af den slidte lejlighed, som ikke havde skiftet ejer i over 40 år. Men ikke Julie og Søren. De så kun de brune, sænkede lofter, og bøgetræslaminatkøkkenet fra 60’erne som en perfekt begyndelse på deres nye hjem.
– Vi gik efter et håndværkertilbud eller et dødsbo for at kunne skabe vores helt eget fra bunden. Jo mere medtaget jo bedre. Vi ville kede os ved at købe noget nyt og færdigt. Og så er vi jo begge jyder, der kan lide at gøre en god handel, fortæller Julie, mens hun griner.
Alle lofter blev revet ned, og den gamle stuk blev fundet frem og nænsomt renoveret. Vægge blev skrællet for mange lag af blomstrede tapeter og karrygul maling, og der blev til sidst fræset ny el ind og bygget høje paneler. De gamle sildebensparketgulve blev slebet og olieret på ny, og der kom nye vinduer overalt.
– Der var en del bump på vejen, som vi ikke lige havde forudset, for eksempel at vi skulle igennem hele tre lag gulv i køkkenet for at finde frem til det originale. Og da vi endelig kom dertil, var det fuldstændigt ødelagt af cementspartel. Det lykkedes parret at sætte hele lejligheden i stand på et år på trods af to fuldtidsjob og et bryllup, der også lige skulle planlægges. En hård periode eftersom parret flyttede ind blot to måneder efter overtagelsen.
– Vi flyttede fra rum til rum og boede med rod og støv og en hund og en brudekjole, der helst ikke skulle blive beskidt. Og det var noget af en udfordring at tage bad i Fitness World, bruge toilettet i gården og leve af takeaway og kopnudler. Men processen har også fået os til at nyde det færdige resultat endnu mere.
Julie og Søren ønskede at tage lejligheden tilbage til dens oprindelige udseende, og de har derfor indrettet lejligheden i en herskabelig stil med høje paneler i spisestue og entre, en indbygget akademikerreol i stuen samt et klassisk lysegråt rammekøkken.
De valgte ligeledes at bevare de gamle gulve samt blyglasdøren i spisestuen. Dens blå, grønne og gule nuancer blev et godt udgangspunkt for farvevalget i indretningen. I spisestuen har Julie og Søren malet med en flot mørkeblå farve, der fremhæver de høje paneler.
Entré og køkken er malet med en lysere, støvet blå, som de selv har blandet af de mange farveprøver, der skulle til for at finde den helt rigtige mørkeblå. Selve indretningen er præget af parrets kærlighed til designklassikere, men også af viljen til at finde nogle pæne ting, der ikke behøver at koste en bondegård. Således fandt Julie et barbord til 200 kroner i Netto, som med placereret i den flotte spisestue med stuk og høje paneler samt Wegners Y-stole ligner et dyrt vintagemøbel.
– Det er pebret at sætte en hel lejlighed i stand, så vi har måttet spare nogle steder, når der også var et bryllup oveni, som skulle finansieres. Vores PH-pendler er for eksempel fundet til en slik på DBA, fordi ingen længere vil købe den orange udgave. Men man kommer utroligt langt med spraymaling, fortæller Julie.
Hun og Søren lavede også deres egen bordplade til køkkenet for at få en unik løsning, der samtidig var til at betale. De byggede en form af mdfplader og støbte beton med sort farve i. Der måtte seks mand til at vippe bordpladen ud af formen og lægge den på plads.
– Det har været en hård men sjov proces at komme hertil, og jeg er overrasket over, hvad man er i stand til at lave selv. Jeg havde aldrig troet, at vi ville orke mere, når først vi blev færdige. Men vi er allerede så småt begyndt at drømme om at sætte et hus i stand. Man har vel et standpunkt, til man tager et nyt, siger Julie.
Julie og Sørens bedste indretningstips
Brug dine farveprøver til selv at lave din egen farve til væggen. Det er ærgerligt at smide de små bøtter ud, og det er sjovt selv at blande farverne.
Brug materialer, der er blevet smidt ud, til at bygge noget nyt. En massiv egetræsplade i storskrald forvandlede vi til et flot badeværelsesmøbel, som ville have kostet en formue hos en snedker.
Skab en herskabelig stil med høje paneler. Det tager tid, men resultatet er det hele værd, og den mest kedelige stue kan blive virkelig smuk.
Hav spraymaling-brillerne på, når du leder efter designfund på DBA. Det er altid de nutidige farver, der ryger først, men de grimme farver kan nemt ændres.
Hvem og hvor?
Hvem: Julie Fog, marketing projektleder, se @juliefog på Instagram. Søren Eskildsen, medicinstuderende og ansat i en lægepraksis.