Kongerne af spisestuen – tre borde samlerne drømmer om
Der findes et hierarki inden for spiseborde. Spiseborde som samlere og andre møbelentusiaster drømmer om, og som ofte er så bekostelige, at de er uopnåelige for de fleste.
Der er for mit vedkommende tre borde, som altid har været mine favoritter. De har alle de kvaliteter, som jeg efterspørger; nemlig uovertruffen kvalitet, skønhed og så er de svære at få fat i. Det med sjældenhed er vigtigt for mange samlere, da jagten på et møbel er en del af fornøjelsen.
Du får her en gennemgang af de 3 borde.
Judasbordet
Dette bord er tegnet af Finn Juhl. Det er et super smukt og elegant spisebord med indlagte sølvplaketter. Det findes i flere træsorter, men modellen i Rio-palisander er den ypperste, og den de fleste gerne vil have fat i.
LÆS OGSÅ: Ikea under hammeren - 10 møbler der er mere værd, end du tror
Det er også vigtigt for prisen, at der medfølger to intakte tillægsplader og at disse er velholdte. Man kan generelt sige, at jo mere oprindeligt, velholdt og originalt et møbel fremstår, jo bedre er det for prisen. Der er efterspørgsel på sjæl og historie og dvs. at hvis du også har en kvittering på bordet, ja så kunne dette stykke papir også være med til at presse prisen ydereligere op.
I 2007 fik et Judasbord på Lauritz.com et hammerslag på 165.000 kroner.
Det smukke Judasbord med tillægsplader sat i.
Wegner spisebord AT134
Et andet af disse kongeborde er Wegners spisebord AT134. Det er tegnet af Hans J. Wegner og produceret af Andreas Tuck. Det findes i forskellige størrelser, men det er det største af dem, som man gerne vil have fat i. Med nedslået klapper måler det 190 cm, men når klapperne slås op måler det 310 cm.
LÆS OGSÅ: Drømmekøb - vores favoritter til soveværelset
Det er et kæmpe og imponerende bord og dukker ikke særlig ofte op til salg. Bordet har en karisma, som tydelig kan mærkes. Det store bord har også 2 forskellige anordninger til fastlåsning af de udslåede plader.
Den ene version har et almindeligt udtræk af træ og den anden version har et udtræk af messing. Det er naturligvis udtrækket af messing, der er smukkest og også den model, der opnår de højeste priser.
Bruun Rasmussen solgte et eksemplar af bordet i december 2014 til 220.000 kroner ex salær. Bukowski fik sidste år et hammerslag på 140.000 kroner.
Hans J. Wegner. AT134 spisebord med udslået plade.
Poul Kjærholm PK54
Det sidste bord, jeg vil nævne i denne omgang, er Poul Kjærholms PK54. Bordet har et stel af matforkromet stål med en marmorplade på toppen.
LÆS OGSÅ: Vi vil have møbler med historie
Bordet kan så udvides med en såkaldt tillægsring, som er udført i træ. Ringen virker som en tillægsplade og gør, at flere gæster kan sætte sig om bordet.
Bordet kan være produceret af Kold Christensen eller Fritz Hansen. Kold Christensen er den oprindelige producent og Fritz Hansen er den senere og nuværende producent. Kold Christensen er mere sjælden end Fritz Hansen og er derfor dyrere. Men det, som virkelig kan få prisen op, er marmorpladen. Den er unik, og man har her mulighed for at købe noget, ingen andre har. Især flintrullet porsgrunn-marmor er populært.
Netop et bord med sådan en bordplade og fra producenten Kold Christensen samt med tillægsring i ahorn fik et hammerslag på 475.000 kroner i 2006. Så er det også betalt.
Poul Kjærholm. Bordet PK54. Flintrullet porsgrunn-marmor bordplade. Tillægsring af ahorn
LÆS OGSÅ: 3 hotte boligtendenser du ikke kan ignorere
LÆS OGSÅ: 11 inspirerende boligdesignere på instagram
LÆS OGSÅ: 14 vintagetrends du skal gå efter