8 smukke julekranse, som du nemt kan lave derhjemme
Intet slår julestemningen an som en smuk dørkrans eller en tændt adventskrans. Her får du vores bud på kranse du selv kan lave, fra den vilde grønne dørkrans til den nemme adventskrans i et fad.
Artiklen fortsætter under videoen...
Grønt og vildt
Du skal bruge
Hegnstråd, blomstertråd og stedsegrønt. Her er brugt forskellige slags gran inkl. ceder, lidt buksbom og lidt efeu.
Sådan gør du
Form en krans af et par runder hegnstråd, og sno enderne om hinanden. Du vælger selv hvor stor diameter du vil have, men vær opmærksom på, at jo større krans jo mere grønt skal der bruges. Klip det grønne til, så stykkerne er ca. 15 cm lange, men lad nogle enkelte dele være længere, hvis kransen skal have et mere vildt udtryk.
Bind de grønne duske fast til kransen med blomstertråd, og bliv ved, til kransen er helt dækket. Sno blomstertråden om kransen et par gange for at afslutte, og hæng kransen op i et fint bånd.
Enkelt med efeu
Klip en lang efeugren, og saml den til en cirkel med lidt ståltråd. Brug et fint silkebånd til at skjule samlingen og hæng kransen op.
Advent i julestjernernes skær
Du skal bruge
4 små julestjerner i potte, en skål eller et rundt fad med lidt dybde, fire lange kertelys, en klump ler og evt. lidt ekstra jord.
Sådan gør du
Placer en klump ler midt i fadet, og sæt lysene fast heri. Tag forsigtigt de fire julestjerner ud af potterne og arranger dem omkring lysene. Fyld evt. lidt ekstra jord i for at julestjernerne står godt fast. Husk at vande adventsfadet med jævne mellemrum.
Den røde juletid
Bliv lynhurtigt klar til advent med et fad fyldt med lys og hygge. Her har vi stillet kertelys i små stager og pyntet fadet med pigeonæbler og ilexgrene (vinterbær). Kirsebærpynten i vinduet er fra Bungalow, fadet er fra FDB, lysene og de røde stager er fra Kunstindustrien og svampestagen er et loppefund.
Den tynde krans er bundet på hegnstråd med buksbom, eukalyptusbær, og lidt efeublomster. Husk at jo kortere kviste du klipper, jo spinklere bliver kransen.
Adventskransen er bundet på en halmkrans med tre slags gran, mørke hortensia, røde bær og paradisæbler.
Blomstrende jul
Den klassiske
En grøn krans med røde æbler og bær, så bliver julen næsten ikke mere klassisk.
Du skal bruge
Hegnstråd, blomstertråd, blød enebær, fyr, japansk gran, ilexgrene, mariebær, paradisæbler og evt. lidt mørkerød pyntekål – vær dog opmærksom på at kålen hurtigt tørrer.
Sådan gør du
Form et par runder hegnstråd til en ring i den ønskede størrelse, og sno enderne om hinanden. Klip små buketter af grønt på 10-15 cm, og vikl dem på kransen skiftevis med æbler og små klaser af bær.
Det kan være en god ide at vikle et par runder stramt om stilken på æblerne, så de sidder ordentligt fast. Fortsæt til hele kransen er dækket og hæng den op i et flot silkebånd.
Lyskrans med silkebånd
Lav en enkel krans med blomster og silkebånd, der kan hænge i vinduet og lyse smukt.
Du skal bruge
En metalring (diam 25 cm), et LED-juletræslys med klemmefod, silkebånd, limpistol, blomstertråd, blomster og grene, her er brugt hortensia, eukalyptus og lidt røde tørrede græsser.
Sådan gør du
Vikl silkebånd stramt omkring metalkransen og fæstn det med lim. Lav to buketter af grønt med varierende længde – de må gerne være meget buskede med f.eks. en eukalyptusgren der stikker længere ud end resten.
Bind de to buketter fast på kransen med blomstertråd, så de peger i hver sin retning. Sæt klemmelyset fast i bunden af kransen, og vikl evt. en hortensia eller en anden fyldig blomst på til sidst for at skjule samlingerne.