Pengedagbog cheerios

Pengedagbog: Ditte afdrager 4.000 kr. om måneden på sit forbrugslån

Ditte tog et kviklån, da hun blev skilt fra sine døtres far. Det skal bare betales af i en fart, så Ditte hiver 4000 kr. ud af budgettet hver måned, så hun kan afdrage i en fart. Og så får hendes opgave som pengedagbogsskriver hende til, IKKE at købe snacks i supermarkedet. Læs om hele Dittes uge her:

Om denne uges pengedagbogskriver:

  • Navn: Ditte
  • Alder: 38 år
  • Landsdel: Sønderjylland
  • Job: Lærer på den lokale friskole
  • Branche: Skolebranchen
  • Indkomst: 37.000 kr. (+ 3.300 kr. i måneden i børnepenge og et enligforsørgertillæg), 29.000 kr. udbetalt.
  • Boligtype: Eget hus. Huset er dog solgt pr 1/12. Herefter flytter vi ind i et lejet hus i samme by.
  • Antal beboere i husstanden: Mig og mine to piger på 8 og 11. De bor hos mig 8 ud af 14 dage.
  • Husleje: Ca. 9.000,-. Det inkluderer boliglån, realkreditlån, fjernvarme, el, vand, husforsikring og renovation
  • Faste udgifter: Ca. 10.000 kr.
  • Rådighedsbeløn (Når alle udgifter er betalt): 9.100 kr.
  • Gæld: 11.000 kr. i SU-lån 20.000 i et forbrugslån jeg tog, da pigernes far og jeg gik fra hinanden. Jeg afdrager med 4.000 kr./md. for at blive færdig. Jeg er færdig om 7-8 måneder.
  • Formue: Værdien af mit hus er ca. 1.5 mio. Jeg skylder 1,4 i det.

Dittes pengedagbog starter tirsdag, da det er dagen, hvor hendes piger kommer hjem til hende fra deres far.

Tirsdag

Morgenmad: Jeg starter dagen med havregrød, som jeg topper med vanilieskyr, æblestykker og lidt mandler. Det smager megagodt og mætter længe. Alt sammen noget jeg havde i huset. Til havregrøden får jeg en latte. Jeg varmer bare skummetmælk i mikrobølgeovnen og putter instantkaffe i. Begge er ting, jeg altid har i hytten.

Frokost: Til frokost får jeg rugbrød og lidt grønt. Jeg er hjemme fra arbejde i dag pga. et coronaudbrud på min skole, så frokosten kommer direkte fra køleskabet. I morgen skal jeg af sted igen, så der skal der en madpakke til. Jeg bor i en lille provinsby, og der er ikke kantine på min skole. Takeaway-mulighederne er heller ikke mange, og det er rigtig godt for min økonomi, at der er en god times kørsel i bil til nærmeste Joe And The Juice.

Eftermiddag: Til min eftermiddagskaffe (magen til den til morgenmaden) bliver jeg lækkersulten og internetshopper lækker noget lækkert vegansk og sukkerfri chokolade til 179 kr.

Mine piger kommer hjem fra deres far i dag, så derfor køber jeg ind. Jeg forsøger at lave en madplan for en lille uge frem, først og fremmest for at spare tid på indkøb, men også for at minimere ricikoen for impulskøb. Jeg køber ind for 413,56 kr. Det skulle gerne holde os kørende frem til og med lørdag.

Aftensmad: En hel kylling i ovnen med pasta og grønt til. Jeg anretter grøntsagerne i striber i et stort fad. Så kan pigerne selv blande det, de har lyst til. Det er den måde jeg får dem til at spise mest grønt på. Vi kalder det regnbuesalat, og i dag består den af ærter og broccoli fra frost, agurk, gulerødder, tomater og dåsemajs. Resterne blander jeg sammen med kyllingeresterne til min madpakke næste dag. Alt sammen indkøbt i eftermiddag.

Aftensnack: Æblebåde og saltede hestebønner og en danskvand.

Tirsdagens forbrug: 592,56 kr.

Onsdag

Morgenmad: Dagen starter med havregrød med vanilieskyr og æblestykker. Badevægten ter sig lidt, så jeg udelod mandlerne. Mine piger får i denne uge Cheerios med mælk. Alt sammen indkøbt i går.

Vi cykler i skole i dag, da vejret er megasmukt denne efterårsmorgen. Vi har ca. 4 km til skole, og børnene går på den samme skole, som jeg arbejder på, så der er kun et stop om morgenen for os.

Formiddagspause: Et medbragt æble. Normalt har vi en frugtordning på arbejdet, men pga. corona er den på stand by. Jeg hapser en skolemælk og laver min instant cafe latte i mikrobølgeovnen på lærerværelset.

Frokost: Min medbragte kyllingesalat som er bakset sammen af resterne fra aftensmaden i går. Lækker og mættende. Jeg drikker vand til og får en kop te til dessert. Begge mine piger får 2 stykker rugbrød med pålæg, lidt kiwibær og en mandarin med på madpakken. Alt sammen noget, jeg købte ind tirsdag.

Eftermiddagsmad: Jeg får et stykke rugbrød med røget laks og et æble. Mine piger får et stykke rugbrød med ost og marmelade og lidt peanuts. Stadig ingen nye indkøb.

Meeeen… Mine piger får overtalt mig til at købe en bubble tea til dem hver, der koster 30 kroner pr stk. Vi er også et smut i sport 24 for at bytte noget træningstøj til min ældste datter. Hun bytter til noget, der er 50 kr. dyrere, så denne lille bytur ender med at koste 110 kr.

Til aftensmad skal vi egentlig spise hos min far og stedmor, men pga. corona-udbruddet på min skole, vil de gerne udskyde aftalen, til der kommer lidt mere ro på. Derfor spiser vi spaghetti med kødsovs, som egentlig var tænkt til torsdagens menu. Der er heldigvis rester fra både i dag og i går, så vi behøver ikke købe ind før i weekenden igen.

Aftensnack: Vanilieskyr med æble og blåbær og et drys kanel og en danskvand med rabarber.

Onsdagens forbrug: 110 kr.

Torsdag

Morgenmad: Morgenmaden er en gentagelse af onsdagen. Stadig med utidig badevægt og nul mandler.

I dag tager vi bilen i skolen, for min yngste datters skiftetøjskasse i SFO´en trænger gevaldigt til en opfyldning, og det kræver bagagerumsplads.

Formiddagspause: Et medbragt æble og min sædvanlige skolemælks-latte.

Frokost: Der var stadig en rest kyllingesalat. Jeg har også taget en mandarin med, bare fordi. I dag drikker jeg vand til.

Eftermiddag: Jeg er helt blæst i hovedet, da vi kommer hjem og tanker lidt hurtig energi med en portion kombineret havregryn og cheerios. Min yngste datter får det samme, mens min store pige får rugbrød og lidt peanuts og vindruer og en kop te.

Det gode ved, at der er rester på menuen er, at aftensmaden kan tilberedes på noget der minder om 10 minutter. Det levner tid til en løbetur, og jeg kommer af sted, selvom sofaen skriger på mig.

Aftensmad: Pigerne får spaghettirester fra i går. Der er ikke helt nok til os alle tre, så jeg laver en omelet til mig selv med de sidste rester af kyllingesalaten. Jeg spiser kun halvdelen, så madpakken til i morgen er på plads.

Efter maden skal jeg smøre madpakker. Vi vil nemlig cykle i skole i morgen (eller jeg vil, pigerne vil klart helst tage bilen), og når vi cykler i skole om morgenen, kan vi ikke nå at smøre madpakker. Vi er løbet tør for rugbrød, så jeg drøner i Rema og henter en pakke til 10 kr. Takket være denne pengedagbog, køber jeg intet andet :-)

Aftensnack: En kakifrugt og nogle saltede hestebønner. I morgen er det snolderdag!!!!!

Torsdagens forbrug: 10 kr.

Fredag

Morgenmad: Why fix what ain´t broken? Vi spiser det samme som de andre dage :-)

Formiddagspause: Jeg får to mandariner til min skolemælkslatte.

Frokost: Omeletrest fra i går. Det giver mig en følelse af tilfredshed, at have brugt alle rester og ikke at have smidt noget mad ud. Verden fortjener det, og det gør min pengepung også. Jeg synes ikke engang, at vi har ladet os nøje. Vi har fået lækker mad hele ugen. Børnenes madpakker består af to stykker rugbrød med pålæg plus snacks. Agurk og tomat og en lille pose tørret frugt til den lille. Den store får gulerødder, vindruer og lidt peanuts.

Eftermiddag: WEEKEND! Jeg får en laksemad til eftermiddag og min yngste får en skål havregryn med cheerios. Den ældste får en bolle med ost og marmelade.

Vi var løbet tør for børnevitaminer, så en tur på apoteket blev 115 kr.

Aftensmad: Vi skal spise hos min veninde. Hendes unger og mine leger rigtig godt sammen, og hun har varslet mørbradgryde til de voksne og pitabrød til børnene. Og snolder selvfølgelig. Som eneste voksen i min hustand nyder jeg virkelig et (par) fredagsglas med min veninde og hendes kæreste. Vi sludrer, mens børnene leger, ser film og spiser snolder. Jeg spørger altid, om jeg ikke skal stå for noget. Vi kunne jo nemt tage snolderet eller en pizza med, men jeg får et ”nej tak; bare jer” hver gang. Derfor flotter jeg mig og bruger penge på en lille værtindegave i dag. Jeg købte en flaske rosé og noget lækker chokolade hos den lokale delikatesseforretning til 209 kr. i alt.

Fredagens forbrug: 324 kr.

Lørdag

Jeg starter dagen med at køre i fitness. Pigerne ligger i nattøj og ser iPad, mens jeg er væk. På vej hjem henter jeg morgenmad til 111 kr.

Morgenmad: Vi får rundstykker med ost og pålægschokolade og en skål med blåbær og hindbær. Normalt får jeg også et blødkogt æg i weekenden, men jeg glemte guddødme at købe æg!

Efter morgenmaden mødes vi med min far og stedmor og går en lang tur i skoven med deres hund. Igen smukt efterårsvejr.

Vel hjemme igen er vi godt sultne og spiser rugbrød med pålæg. Den laksemad jeg fik i går eftermiddags smagte lidt funky, så jeg smider resten af laksen ud. Irriterende, men mit anti-madspilds-princip skal heller ikke tage overhånd. Jeg slapper af på sofaen, mens pigerne bruger tid med iPad og i vores krearum.

Min store pige og jeg spiller kalaha, mens vi får lidt snacks. Jeg får en latte og hun får te. Vi får begge lidt frugt til. Efter hyggestunden hænger den ældste vasketøj op, mens den yngste og jeg fejer blade sammen i indkørslen. Belønningen er varm kakao med skumfiduser.

Resten af dagen bruger min yngste i krearummet. Den største af pigerne leger med en veninde. Efter hun har spist henne hos veninden tager de herhjem og sover. Min store datter elsker at lege ude, men vil helst sove hjemme hos moar :-)

Den yngste og jeg spiser risengrød til aftensmad, og senere ser vi Bagedysten og spiser popcorn.

Lørdagens forbrug: 111 kr.

Søndag

Jeg starter igen med træning og henter morgenbrød på vejen hjem. I dag husker jeg æggene!! Ingen søndag morgen uden æg :-). 54,40 kr.

Efter morgenmaden støvsuger jeg, mens den store og legekammeraten hygger på værelset, og den yngste har gang i et sy-projekt.

Kl. ca. 11 afleverer vi legekammeraten og kører hen til min søster og svoger. De bor ca. en times kørsel væk. Her får vi frokost og går en lang tur med deres hund. Vi spiser kage og drikker varm kakao efter gåturen, og kører hjem igen ved halvfiretiden. På vejen hjem køber vi ind til de næste dage for 211 kr.

Vi har gemt en portion risengrød til den store. Lillesøster og jeg får spejlæg med grønt svitset på panden. Det sidste er hun ikke fan af, så hun får et stykke rugbrød ved siden af og nogle agurkestave. Vi spiser foran fjerneren. Helt trætte efter en hyggelig weekend.

Til aftensnack får jeg en Pepsi Max.

Søndagens forbrug: 265,40 kr.

Mandag

Jeg skal først møde sent i dag, så jeg træner efter at have afleveret pigerne. Derfor spiser jeg bare en banan, mens pigerne får Cheerios. Efter træning får jeg et blødkogt æg og en rugbrødsbolle.

Min frokost kommer direkte fra køleskabet og er en klassisk leverståhej med agurk.

Kl. 13 kører jeg i skole til et møde. Og tænk sig; min kollega har kage med. Lækkert på en ellers snolderfri mandag.

Jeg er hjemme, så jeg kan nå en lille gåtur, inden aftensmaden skal gøres klar. Min yngste og jeg spiller kort, mens jeg spiser en eftermiddagsbanan og drikker en mikroovnslatte. Min ældste er hos en legekammerat, og kommer først hjem efter aftensmaden.

Menuen hos os i dag står på kyllingespyd med ris, majs og broccoli. Alt sammen indkøbt i går.

Mandagens forbrug: 0 kr.

Alt i alt har vores uge været helt almindelig med de sædvanlige udgifter – mine uger varierer meget alt efter om jeg har pigerne hjemme eller ej.

Forbrug_Ditte.jpg

Q & A med Ditte

Det sparer jeg på: 

Mad og tøj. Jeg køber billigt ind og køber stort set kun, hvad vi skal bruge. Derfor smider vi næsten aldrig mad ud. Jeg arver af og til tøj fra en god bekendt – både til mig og min yngste datter. Jeg ønsker mig også altid ansigtspleje og tøj til fødselsdag og jul. På den måde ender jeg med at bruge lidt mindre på det i det daglige.

Det sparer jeg ikke på:

Jeg prioriterer at betale af på lån. Det vil jeg hellere have hurtigt afviklet, og så have et lavere rådighedsbeløb i en periode. Jeg køber altid økologiske æg og for det meste er alle de animalske produkter, jeg køber økologiske eller fritgående. Jeg spiser meget sjældent på restaurant, men når jeg gør, så sparer jeg ikke på noget.

Pengedagbøger på ALT.dk

Hver uge kan du læse en ny pengedagbog, der er skrevet af en læser på ALT.dk. Konceptet stammer fra REFINERY29, hvor vi på redaktionen hver uge lapper deres Money Diaries i os.

Derfor har vi nu overført konceptet til dansk, og vi håber, at du bliver ligeså vild med det som os. Skal vi udgive din pengedagbog? Så send os en mail til pengedagbog@alt.dk

Hvad bruger du dine penge på? Og vil du dele det med os?

Vi søger kvinder i alle aldre, der vil give ALT.dk’s læsere et indblik i deres økonomi samt forbrug i løbet af en uge – alt sammen skrevet ned i en pengedagbog. Dagbogen er anonym, og den vil blive bragt på ALT.dk.

Pengedagbog.jpg

Skriv en pengedagbog til ALT.dk og gør dig selv klogere på, hvor dine penge forsvinder hen hver måned. Vi søger kvinder, der gerne vil dele, hvad de bruger deres penge på i løbet af en uge i en pengedagbog. Dagbogen er anonym og vil blive bragt på ALT.dk.

Formålet er at gøre dig klogere på, hvad du egentlig bruger dine penge på og sætte fokus på kvinder og økonomi. For hvorfor er det, at vi sagtens kan diskutere alt fra kønsbehåring til skænderier med kæresten med vores veninder, men sjældent snakke åbent om, hvad vi tjener, og hvordan vi vælger at bruge vores penge?  Det vil vi gerne blive klogere på - sammen med dig! Læs meget mere om pengedagbøgerne her