Da håndværkerne ikke kunne lide deres valg af fliser, tog Katrine det som et godt tegn
Katrine og Poul solgte deres muremestervilla og totalrenoverede i stedet en taglejlighed med udsigt over Aalborgs tage. Kom med indenfor i et hjem, der svømmer i dagslys og hvor designklassikere, loppefund og et strejf af 70’erne mødes i skøn forening.
Af: Julie Wittrup & Mikkel Dahlstrøm/Another Studio Foto: Mikkel Dahlstrøm / Another Sudio
Det var Poul, som en dag kom og viste Katrine salgsopstillingen af taglejligheden, selvom parret på daværende tidspunkt boede i en smuk murermestervilla, og ikke engang havde overvejet at flytte.
"Jeg var glad for vores hus og havde aldrig troet, at vi skulle flytte fra det, men når ideen først er født, så kører hjernen på højtryk. Lejligheden lå midt i Aalborg centrum, og det var især muligheden for at bo centralt og få færre kvadratmeter med mindre vedligeholdelse og ingen have at holde, der trak i os," fortæller Katrine.
Da Katrine og Poul overtog taglejligheden, fjernede de alt, der havde referencer til 90’erne. I stedet har de kigget kærligt til 70’erne og kombineret den moderne totalrenovering med et nyt årti.
"Jeg har altid haft en forkærlighed for stilen og indretningen i 60’erne og 70’erne, og jeg ville gerne have fliser til køkken og badeværelse, som gav en vibe fra netop de årtier.
Vi fandt derfor nogle smukke rakubrændte fliser, som blev bestilt hjem fra Italien, og da håndværkerne så dem, var de ikke just begejstret. De sagde, at de ligner de fliser, de fjerner i andre huse, hvor de renoverer, og så vidste jeg bare, at vi var på rette spor," griner Katrine.
Da lejligheden stod færdig og indflytningsklar gik indretningen for alvor i gang, og Katrine og Poul var allerede fra start enige om, at de ikke måtte foretage for mange sikre valg, og at de skulle turde bevæge sig ud på gyngende grund.
"Da lejligheden stod færdig, begyndte jeg med at tage billeder af de mest karakteristiske ting i lejligheden og lagde dem ind på et digitalt moodboard, som jeg herefter kunne arbejde ud fra.
Maleriet af den blå pige, som hænger på væggen ind til vores soveværelse, fik hurtigt en central placering på moodboardet sammen med et kelimtæppe. Derefter bestilte vi sofaer og lagde stofprøverne ind på moodboardet, og sådan fortsatte jeg, så jeg hele tiden kunne holde øje med den røde tråd," fortæller Katrine.
Parret har indrettet sig klassisk med farveklatter hist og her, da især Katrine elsker, hvordan tidsløse og originale klassikere fint kan komplementeres af smukke ting, der har en god farve eller et særkende af slid og brug.
Materialer som træ, messing og keramik spiller en central rolle i indretningen i den lyse lejlighed, hvis nærmeste nabo er himmelen. Det betyder, at der er smæk på dagslyset og at detaljer i keramik, kunsthåndværk og træmøbler træder smukt frem.
"Jeg køber gerne møbler, pynt og andet til indretningen brugt, og jeg elsker at købe små skatte hos loppesælgere, på Instagram eller på DBA. Når jeg finder noget, som jeg gerne vil have, kan det føles livsnødvendigt i momentet, men jeg har en regel om, at jeg skal sove på det, og hvis det er glemt eller falmet over natten, skal jeg ikke have det.