”Jeg føler skyld, fordi jeg har bragt kræft ind i min familie”

Winnie tegner en lang streg med sin pegefinger, som går langs bøjlen i BH'en. Hele vejen fra oppe under armen og ind til midten af brystkassen. Lige dér, hvor bøjlen både starter og slutter. Det er her, hendes kræftknude sad.

– Når jeg lagde mig ned, så stod det op i en spids. Hele brystet var fyldt med den her knude. Det var så stort, at jeg følte, at det pressede på mine ribben, forklarer hun.

Det er kun to måneder siden, at 30-årige Winnie Hansen finder en knude i sit bryst. På det tidspunkt er den kun to centimeter lang, så lægerne tænker, at det er brystbetændelse. Der går en måned, før de kommer frem til, at knuden faktisk er brystkræft. Imens kan Winnie mærke den vokse hver eneste dag.

– Jeg tænkte på et tidspunkt, at det måske kunne være min tvilling. Nogle har jo oplevet under graviditet, at de har båret rundt på deres tvilling hele tiden. Det var det eneste, der gav mening i forhold til, at den voksede så aggressivt. Til sidst fik den store takker på sig, hvor jeg nærmest kunne mærke, at den hang fast i mine ribben.

De sidste, knuden blev målt til, var tolv gange syv centimeter. Derefter får Winnie beskeden om, at hun har både aggressiv brystkræft og lymfekræft. Det var det sidste, hun havde forestillet sig. Hun havde opbygget så mange undskyldninger for, hvad det kunne være. Det var nok brystbetændelse. Lymferne var nok hævet, fordi hun havde haft streptokokker tidligere. Det var nok bare en tvilling, som skulle opereres ud.

– Det første, jeg sagde, var: "Fjern det! Fjern mine bryster. Fjern mine lymfer. Fjern det hele." Så det værste var, at jeg ikke skulle opereres. For jeg kunne jo mærke den derinde. Det var som et dyr, der var i gang med at æde mig langsomt. Den sad helt inde i mit ribben, og jeg følte, at den havde bidt sig fast der.

"Det er jo min skyld, selvom det ikke er min skyld"

Winnies mor var med til samtalen, hvor de fik at vide, at hun havde kræft. Selvom det er svært for Winnie at huske alle detaljerne ved mødet, så husker hun tydeligt, at de skulle samle hele familien bagefter. De er alle meget tætte og bor i den samme by, så det var vigtigt, at hendes to små børn, kæreste, brødre og forældre var omkring hende. Da hun kom hjem, var nyheden blevet fortalt.

– Hele min familie stod i køkkenet. Jeg gav dem alle sammen et kram, og så græd vi på skift. Det var hårdt. Og det hårdeste var næsten at se, hvor kede af det mine tre yngre brødre blev.

Det er tydeligt at mærke kærligheden til familien, når Winnie taler om dem. De har været en stor opbakning, lige fra de fik overbragt beskeden. Alligevel kan hun stadig føle sig mere alene end nogensinde før. Og det er ikke den eneste følelse, som fylder meget i kroppen for tiden.

– Jeg kan godt føle skyld, fordi jeg har bragt kræft ind i min familie. Det er jo min skyld, selvom det ikke er min skyld.

Hun tøver lidt og har svært ved at finde ordene. Det er ikke noget, hun har fortalt før.

– Det er jo mig, som gør folk kede af det. Jeg tror ikke, alle ved, at jeg føler den skyld. Jeg vil ikke belemre dem med det. Så jeg prøver ofte at snakke lidt udenom. Jeg vil ikke have, at de skal trækkes med det, for vi skal leve og have det godt. Der er kun en vej frem, og det er overlevelse. Men det ligger i min underbevidsthed.

På billedet ses Winnies mor, kæreste og to børn. Winnies kæreste og mor fortæller i senere interviews om, hvordan det er at være pårørende til Winnie.

Alt handler om kræft

Winnie tror, at skyldfølelsen vil sidde i baghovedet, indtil hun er rask. Det er noget, hun har affundet sig med. Ligesom at hun har affundet sig med, at der for en stund er sat lighedstegn mellem Winnie og brystkræft.

– Alt min kontakt til andre handler om sygdom. Det er noget af det, som har ændret sig allermest. Sygdommen er altid det første, jeg snakker med nogen om, når vi ses. Men så affejer jeg det hurtigt med et "det går fint", og så spørger jeg ind til dem.

Hun er dog meget bevidst om, at hun hellere vil tale med folk om sygdommen, fremfor at de krydser gaden, når de ser hende komme. For det betyder meget for Winnie at være åben, så folk kan give hende "et spark i røven", når hun synes, det er hårdt. Det hjælper hende til at bevare optimismen, fortæller hun.

– Når jeg sidder helt alene, så kan jeg godt tænke "Hold kæft, det er alvorligt det her." Men jeg har en meget stærk følelse af, at det nok skal gå. Og hvis det ikke gør, så vil jeg kæmpe til det allersidste.

Winnies kræftknude er allerede blevet betydeligt mindre efter kun to omgange med kemo. Hun skal igennem yderligere 14 gange, før hun kan blive opereret til december. Her håber hun på at få fjernet begge bryster.

Søndag d. 11. september løber knap 100 mennesker for Winnie i kampen mod kræft til Støt Brysterne Løbet 2016.

Winnies historie er en del af en serie, hvor både Winnie, hendes kæreste Kevin og hendes mor Lene fortæller om, hvordan det føles for dem hver især, at Winnie har fået kræft.

Læs Kevins fortælling: "Hvis jeg nu dør, så ved jeg, vores børn har den bedste far"

Læs Lenes fortælling: "Når du vågner om natten og er bange, så ringer du til mig. Jeg er her altid og hele tiden"