Overdådig kålsalat med sorte ris og laks
Denne salat er perfekt til en middag, hvor man gerne vil imponere eller selv vil imponeres. Kombinationen af alle de smukke og smagfulde ingredienser går op i en højere enhed, når salaten toppes med en saftig og frisk laksebøf fra fiskehandleren.
4
Ingredienser
- 200 g sorte ris
- 500 g af sæsonens kål (f.eks. grøn- eller savojkål)
- 1 spsk olivenolie
- 3 spsk tamari
- 1 citron, skal heraf
- ½ citron, saft heraf
- 2 auberginer
- 2 tsk gurkemeje
- 40 g pistacienødder
- 10 tørrede abrikoser
- salt og friskkværnet peber.
- Honning-tamari-laks:
- 4 laksebøffer
- ½ citron, saft heraf
- 4 tsk honning
- 4 tsk tamari.
Sådan laver du overdådig kålsalat:
- Sæt risene over, og lad dem koge i 35-40 minutter. Hak kålen fint, hæld olivenolien over, og gnid kålen mellem fingrene, indtil den bliver blød. Tilsæt tamari, citronskal og -saft, vend godt rundt, og stil kålen til side.
- Skær auberginerne i tern, og vend dem i gurkemeje. Drys med en smule salt og peber, og fordel aubergineternene på en beklædt bageplade. Kom laksen i et ildfast fad med skindsiden nedad, og pres citronsaften over. Fordel 1 tsk honning og 1 tsk tamari over hver bøf. Sæt auberginetern og laks i ovnen i 10-15 minutter ved 200 grader, indtil laksen er gennemstegt, og aubergineternene er møre og gyldne. Rist pistacienødderne på en tør pande, og hak dem fint. Skær abrikoserne i tynde skiver eller tern. Vend de varme ris sammen med kålen, tilsæt auberginetern og abrikos, og drys pistacienødderne over. Server straks sammen med laksen.
PRØV OGSÅ: Kyllingesalat med rødder og wasabi-dressing