Jordbærtærte med skyrcreme
Tærtebunden er med marcipan og penslet med mørk chokolade. Kom friske jordbær på toppen, og du har en drøm af en jordbærtærte.
Jordbær med fløde er et sikkert hit om sommeren, og der skal altid være plads til mindst én portion efter aftensmaden hjemme hos os. For jordbærsæsonen er alt for kort og skal nydes max, mens den er her.
Prøv også min opskrift på sandwich med hyldeblomst-is TRYK HER
Skal det være lidt mere avanceret end jordbær med fløde, kan du prøve denne jordbærtærte, der smager intet mindre end fantastisk! I stedet for en almindelig tærtebund, har jeg proppet marcipan i, så den minder om konfekt. Cremen består hovedsageligt af mascarpone, der er frisket op med skyr og forkælet med vaniljekorn.
Servér tærten til eftermiddagskaffen eller som afslutning på en god sommermiddag.
8 personer
Arbejdstid: 45 min.
Bagetid: 18-20 min.
Bund:
125 g ren rå marcipan
75 g mel
75 g smør (koldt)
50 g mørk chokolade
Fyld:
250 g mascarpone (itialiensk flødeost)
1 dl skyr
3 spsk. flormelis
1 vaniljestang
250 g jordbær
Drys:
1 spsk. flormelis
Bund:
1. Riv marcipanen groft, og bland den med mel og små terninger af koldt smør. Ælt dejen hurtigt sammen.
2. Tryk dejen ud i en smurt bageform (10x30 cm eller 22 cm i diameter), og prik bunden med en gaffel. Sæt dejen på køl i 30 min.
3. Bag tærtebunden gylden ved 175 grader i 18-20 min. Lad bunden afkøle helt.
4. Smelt chokoladen, og pensl den i et tyndt lag på tærtebunden. Sæt bunden på køl.
Fyld:
5. Pisk mascarpone med skyr, flormelis og kornene fra vaniljestangen.
6. Fordél cremen på bunden.
7. Rens jordbærrene, skær dem i mindre stykker, og fordél dem på toppen af tærten. Drys med flormelis. Sæt tærten på køl frem til servering