Kanelkrans – 10 kanelsnegle i én fra Hjemmet

Kanelkrans – 10 kanelsnegle i én

I stedet for at forme dejen til snegle har jeg snoet den til en fin kanelkrans.

Kanelsnegle er et sikkert hit hjemme hos os – og sikkert hos de fleste andre børnefamilier og kageglade sjæle. Når duften af kanel breder sig i køkkenet, begynder mundvandet straks at løbe.

Prøv også min opskrift på snoede kanelknuder TRYK HER

Det er som om, diverse fletteteknikker florerer rundt om på nettet og i blade for øjeblikket – både når det handler om hår og brød – så en flettet kage lå jo lige for.

Denne kanelkrans er faktisk nærmere snoet end flettet, da den kun indeholder 2 dejstykker. Men så kan de fleste være med, og resultatet bliver ret fint. 

1 krans, 8-10 personer

Arbejdstid: 35 min.

Bagetid: 20 min.

Hævetid: 1 time

75 g smør

1 dl sødmælk

25 g gær

1 spsk. sukker

½ tsk. salt

1 spsk. kardemomme

2 æg

50 g groft speltmel

250 g hvedemel

Remonce:

100 g smør (blødt)

75 g muscovadosukker (eller farin)

1 spsk. kanel

½ tsk. kardemomme

Drys:

perlesukker (eller flormelis/glasur)

1. Smelt smørret, og lun mælken heri. Opløs gæren i blandingen. Tilsæt sukker, salt, kardemomme og æg. Tilsæt speltmel og derefter lidt hvedemel ad gangen, til dejen er blød og ensartet.

2. Lad dejen hæve tildækket et lunt sted i 30 min.

Remonce:

3. Rør smør med muscovadosukker, kanel og kardemomme til ensartet masse.

4. Rul dejen ud på et meldrysset bord til et rektangel (ca. 60 x 25 cm), og smør remoncen på. Rul dejen sammen til en roulade på den lange led. Skær et snit ned gennem rouladen på langs på nær de første par centimeter. Sno de 2 lange dejstykker, og lad snoningerne vende opad.

5. Form dejen til en krans, og sæt den på en bageplade med bagepapir. Lad den hæve tildækket på et lunt sted i 30 min. Drys med perlesukker.

6. Bag kanelkransen gylden ved 200 grader i ca. 20 min. Lad den afkøle lidt på en bagerist, og servér den lun.