Liv Martines fyldte chokolader med saltkaramel
Liv Martine vandt i 2015 ”Den store bagedyst” og har siden levet af at udvikle opskrifter og udgivet kogebøger. Her får du hendes opskrift på fyldte chokolader med saltkaramel.
Liv Martine, 27 år, vandt ”Den store bagedyst” i 2015 og har siden levet af at udvikle opskrifter og udgivet kogebøgerne “Kagetid” og “Skønne kager & søde sager – med mindre sukker”.
Sidstnævnte har hun udgivet, fordi hun kort efter bagedysten fik konstateret type 1-diabetes og derfor havde brug for at vise, at sukkerreducerede kager kan være lige så smukke og velsmagende som kager med sukker. Følg hende på Instagram på @livmartine og på Livmartine.dk
Mit yndlingsjulebag ...
Vaniljekranse.
Mit bedste julebageråd ...
Bag kun, når du har tid og ikke er stresset. Ellers forsvinder al hyggen.
Min største kagebommert ...
Jeg har ingen julekiks, men til gengæld et nytårskiks. Jeg havde sygt travlt nytårsaftensdag og det eneste, jeg manglede, var kransekagen, der bare skulle ud af ovnen.
Jeg fik min mor til at tage den ud, og wupti, så gled bagepapiret af, og hun tabte kransekagen på gulvet. Jeg kneb måske en lille tåre og kastede mig ned på gulvet i frustration – og ja, jeg lavede en ny kransekage og kom meget for sent til nytårsfesten.
Sådan starter julebagesæsonen for mig ...
Sammen med min kæreste, mor, far og lillebror tager vi op i den hyggeligste julestue i Nordjylland og spiser æbleskiver og drikker gløgg. Det skyder julesæsonen i gang.
Fyldte chokolader med saltkaramel
24 stk.
Redskaber:
Form til fyldte chokolader
Termometer
Pensel
Chokoladeskaller:
200 g god mørk chokolade
Saltkaramel
100 g sukker
½ dl fløde
½ tsk flagesalt
Pynt
Guldstøv
Sådan gør du:
Chokoladeskaller: Hak chokoladen fint, og kom den i en skål. Varm chokoladen op i mikroovnen i 10 sekunder ad gangen. Tag den ud, og rør rundt. Når chokoladen begynder at smelte, varmer du den i 5 sekunder ad gangen, indtil den rammer en temperatur på 31-32 grader.
Husk at røre undervejs. Hvis chokoladen bliver for varm, må du begynde forfra. Den tempererede chokolade er nu klar til brug. Hæld den i din form ved at fylde formen med chokolade, og derefter banke chokoladen ud af formen igen, så der kun er en tynd chokoladeskal tilbage. Vend formen på hovedet på et stykke bagepapir, og lad chokoladen sætte sig. Kom dem eventuelt kort på frost.
Saltkaramel: Smelt din sukker på en pande ved lav varme. Lad det smelte til en mørk karamel. Imens varmer du din fløde op. Når dit sukker er smeltet, hælder du den varme fløde over og rører sammen. Tilsæt din salt, og kom din karamel i en sprøjtepose.
Du er nu klar til at fylde dine chokolader. Fyld chokoladerne, og luk dem med den resterende chokolade. Hvis chokoladen i din skål har sat sig for meget, varmer du den kort op igen.
Pynt: Hvis din chokolade er tempereret korrekt, kan du bare banke chokoladerne ud ved at banke formen ned i bordet. Tag din pensel, og drys guldstøv over, og de er klar til servering.