Cellulite

ALT tester: 3 veje til at bekæmpe cellulite

For meget sukker, for lidt motion eller genetisk betinget? Cellulite drejer sig om ophobet fedt i underhuden, men hvorfor får man det, hvordan undgår man det og ikke mindst: Hvordan slipper man af med det? Vi har sat Dorte, Christina og Maren til at teste det sidste, for kan man faktisk spise, træne eller smøre appelsinhuden væk?

TRÆN DET VÆK

Dorte Olivarius Koustrup, 40 år, får hjælp af personlig træner og zoneterapeut Kristina Trolle.

Man kan komme langt med træning, hvis man vel at mærke kombinerer den med en sund kost, masser af vand og ikke mindst søvn. Du kan faktisk, ifølge personlig træner Kristina Trolle, få bugt med den bulede hud, hvis du lægger en indsats for dagen. Og det på ganske få uger.

– Træning øger blodgennemstrømningen i kroppen, som er det, det hele handler om, men træning alene skaber ingen mirakler. Stress og mangel på søvn sætter sig nemlig som ophobet fedt på kroppen og typisk på maven, så hvis ikke man som udgangspunkt får lagt nogle gode vaner ind, kan man træne herfra og til juleaften uden resultater, siger Kristina Trolle, der ikke tror på punkttræning, men på at aktivere hele kroppen.

– Du skal ikke fokusere ensidigt på balder og lår, hvis det er her, man har appelsinhud. Jeg mener derimod, at man ved at sammensætte et program af hhv. kredsløbtræning, styrketræning og pilates, opnår klart de bedste resultater. Man skal arbejde med musklerne fra forskellige vinkler, og hvor styrketræningen pumper, toner pilatesøvelserne.

I det hele taget er variation ultravigtigt, når man træner, for kroppen er så snedigt anlagt, at den tilpasser sig forholdene. Og har den først vænnet sig til at skulle kapere fem kilometer på et løbebånd tre gange om ugen, så er det ikke her, man hverken taber sig eller slipper af med bulet hud.

Træningsplanen

For at opnå hurtige, synlige resultater, skal man træne minimum fire gange om ugen – en time ad gangen, men en effektiv time.

– Lad være med at stå to timer i moderat tempo på et løbebånd, men gå all in med intervaltræning i tyve minutter, efterfulgt af styrketræning og pilates. Det skal være hurtigt, effektivt og hårdt, anbefaler Kristina Trolle. Hun råder også til at tørbørste eller massere huden med en lille, pigget bold, der hvor man har cellulite.

Kristina Trolle har desuden beordret Dorte til at lave venepumpeøvelser.

– De tømmer venerne for væske og hjælper hjertet med at pumpe blodet rundt i kroppen. Derfor er venepumpeøvelser et must og altid nogen, jeg har med i mine træningsforløb, siger hun. Dortes forløb har også bestået af intervalløb, styrketræning, pilates og så barretræning, der er en kombination af pilates, yoga og ballet med øvelser, der foregår ved en balletbarre og som giver både øget styrke og smidighed. Dorte skulle desuden drikke tre liter vand om dagen, spise to spsk. Livets Olie eller Udo’s Choice og holde sig fra sukker, stivelse og alkohol – og kaffe, men Dorte og Kristina indgik et kompromis: En enkelt latte om dagen.

LÆS OGSÅ på Fitliving.dk: 10 tips til flad mave: Sådan gør du

Resultatet

Dorte har tabt to centimeter om hvert lår og det samme om balderne. Hun har fået væsentligt mere energi, sover bedre om natten og kan se tydelige resultater på huden i både ansigtet og på kroppen.

Dorte mener selv, hun er genetisk disponeret for appelsinhud, som hun har mest af på bagsiden af lårene og på balderne. Både hendes søster og mor har appelsinhud samme steder som Dorte, der dog helt klart oplevede, at det blev værre med hendes graviditeter, særligt den tredje for et par år siden. Hun er dog overrasket over, hvor lidt, der faktisk skulle til, før hun kunne se resultater.

– Men det er, som om det er mere o.k. at have nogle synlige tegn på, at man har levet, når man er fyrre år og har født tre børn, siger Dorte, der synes, det har været et ret hårdt forløb, Kristina har hevet hende igennem – mest fordi Kristina har presset hende til at yde mere, end hun selv synes, hun kunne. Hun kan dog godt se, at det er det, der skulle til.

– Jeg har tabt cirka to centimeter om hvert lår og kan se tydelig forskel på min hud. Flere har simpelthen spurgt, hvad jeg har gjort, fordi min hud i ansigtet stråler. Jeg har også fået meget mere energi om eftermiddagen, siger Dorte, der dog er i tvivl om, hvorvidt det er træningen eller vandet og olien, der har gjort udslaget. Dorte kommer nok ikke til at kunne holde sig fra kagebordet på jobbet i fremtiden, men hun tager helt klart med sig, at vand er vigtigt.

– Jeg har skiftet kaffen på jobbet ud med vand. Før drak jeg måske to små glas om dagen, og det har haft en kæmpe effekt at sætte den ration markant op. Min hud er ikke tør som før – heller ikke selvom jeg glemmer dagcremen – og jeg sover bedre nu, fordi jeg ikke vågner og er tørstig. Selvom Dorte er selvudnævnt skeptiker, er hun fuldstændigt overbevist om, at man sagtens kan træne cellulite væk.

– Når man er yngre, kan man skabe resultater med kost alene. Jo ældre man bliver, kræver det både kost og motion at holde huden glat.

Læs, hvordan det gik Christina, der forsøgte at spise sig til glat hud, på næste side.SPIS DET VÆK

Christina Bizzarro, 38 år, får hjælp af ernæringseksperten Majbritt Louring Engell.

Kan man faktisk spise sig til en glat hud uden appelsinhud?

– Man kan komme rigtigt langt. Det afgørende er selvfølgelig udgangspunktet - og hvor langt, man er parat til at gå. Hvis man går i dialog med en diætist, der forstår ens krop og ikke mindst psyke, kan man virkelig lave store justeringer, siger Majbritt Louring Engell. Allerede efter et par uger vil man kunne se og mærke en forskel, men man skal nok sætte ti uger af, hvis man virkelig vil se resultater, siger Majbritt Louring Engell.

– Det handler om at forstå den krop, man har, og netop derfor er der ikke et forløb, der er ens, slår Majbritt Louring Engell fast, og siger i samme åndedrag, at man skal holde sig fra alt, der bare minder om en generaliserende slankekur.

– Det kan ikke andet end gå galt. Man opnår kun at stresse kroppen, for så at overspise, når kuren er slut, forklarer hun.

Kostplanen

Majbritt har sat Christina på en kost, der har fokus på masser af proteiner, sundt fedt og nul sukker. Proteinerne får Christina fra både lyst og rødt kød, æg, mager ost, fisk og skaldyr og det sunde fedt fra avocado, hasselnødder, mandler og fede fisk som f.eks. laks og makrel og olier som olivenolie, macademianøddeolie og mandelolie. Og så har Majbritt stort set fjernet alle kornprodukter.

– Det handler dybest set om at regulere blodsukkeret, og langt de fleste kornprodukter får det omvendt til at svinge, forklarer Majbritt, der mener, at hvis man virkelig skal rykke ved kroppens fedtdepoter, skal der træning til. Derfor har hun også sat Christina til at træne tre gange om ugen i tyve minutter.

– Intensiv træning med f.eks. kettlebells sætter virkelig gang i forbrændingen i det følgende døgn. Man vil opleve nærmest overgangslignende symptomer som f.eks. at svede meget, og derfor nytter det heller ikke at sulte de dage, hvor man træner, siger Majbritt.

– Jeg har kørt Christina lavt i energi og holdt hende på ca. 1.000 kalorier i døgnet, men de dage, hun træner, skal hun have nogle kulhydrater i form af f.eks. rugbrød, noget frugt eller en proteinbar, forklarer Majbritt.

– Et kostændring kan virkelig forandre et liv. Men man skal gøre det varsomt. For hvis man f.eks. ender med at spise for lidt mad i for lang tid, kan man komme til at gøre langt mere skade end gavn.

LÆS OGSÅ: Sådan spiser du sundt til sommer

Resultatet

Christina har tabt hele otte centimeter i taljen, seks centimeter om hoften og lidt over en centimeter om hvert lår. Hun har vægtmæssigt ”kun” smidt et kilo, men kan se tydelig forskel på sin krop og sin hud. Hendes fedtprocent er gået et procentpoint ned fra 19,4 til 18,4 (normalen er mellem 18 og 30, så Christina ligger i forvejen lavt). Er helt fri for følelsen af oppustethed og sover langt bedre.

Christinas mand er halvt italiener, hvilket ikke fornægter sig i familiens forhold til pasta, og når det går hurtigt, er det som regel en bolle med pålæg, hun griber i farten. Så efter lidt mere end to uger uden ”alt det hvide” kan Christina virkelig mærke, og se, forskel på både hud og hoftemål.

Christina er egentlig ikke så plaget af cellulite, og det, hun har, kommer mest, når hun sidder ned og huden på lårene presses sammen. Hendes smertepunkt er helt klart maven, der, som hun siger, aldrig rigtigt er kommet sig over to graviditeter for længe siden. Sammen med baglår og huden mellem arme og bryst, er det derfor maven, hun og Majbritt har koncentreret sig om i forløbet. Så ud med sukker, også frugtsukker som i frugt og juice, og de fleste kulhydrater, og ind med proteiner og sundt fedt. Derfor har hun spist olie til alle hovedmåltider og toppet med nødder eller avocado.

Christina syntes egentlig selv, at hun var rimelig kostfokuseret – ligesom hun også syntes, hun var i pænt god form – så hun var ekstremt overrasket over, hvor stor en effekt, de små forskelle faktisk har.

– Jeg synes, det er vildt at tænke på, hvor meget, man kan påvirke sin krop med ret få virkemidler, siger Christina, der helt klart kan se, og mærke, en kæmpe forskel på sin krop.

– Den der følelse af oppustethed om eftermiddagen, har jeg slet ikke nu. Sjovt nok har jeg tabt mig på fingrene og fødderne, som må have noget med mindre væske i kroppen at gøre. Mine ”hamsterposer” i ansigtet er også væk, og så kan jeg pludselig passe en nederdel, som jeg næsten ikke kunne holde ud at have på før, siger Christina, der helt klart syntes, der skete mest den første uge, hvor hun nærmest var helt høj over, at kroppen reagerede så hurtigt på kostomlægningen.

– Det er superfedt, at det ikke har været en kur som sådan fuld af restriktioner, men at jeg faktisk har kunnet spise det, jeg har lyst til – når jeg har lyst, bare jeg holder mig fra ”alt det hvide”, siger Christina, der stort set ikke har tabt sig.

– Det vilde er, at jeg kun har smidt et enkelt kilo. Men fedtet har simpelthen fordelt sig anderledes, og jeg føler helt klart, at jeg er blevet strammet op, siger Christina, der har fået respekt for de ”hurtige resultater”.

– Det kan jo faktisk godt lade sig gøre at komme i form, hvis man skal giftes om en måned. Der er ingen tvivl om, at det har en kæmpe effekt at skære gevaldigt ned på kulhydraterne. Jeg vil helt klart fortsætte ad samme spor. Min mand er også begyndt at følge de enkle kostregler, så det ville være dumt at tage skridtet den anden vej. Og jeg har det virkelig godt, siger Christina.

Læs videre på næste side.SMØR DET VÆK

Maren Røssberg, 42 år, vil fjerne sin cellulite med Rodial Body Sculpture, 899 kr. En tube rækker til ca. 14 dage. Se Rodial.co.uk.

Rodial Body Sculpture er en klassiker, når det gælder anti-cellulite-cremer. Den indeholder fem procent koffein og er designet til at forbedre udseendet og tilføre huden fugt på ”problemfyldte” områder. Den opstrammer og toner huden samtidig med at den reducerer cellulite. Cremen indeholder en kombination af alger fra Det Røde Hav og koffein, der tilsammen virker opstrammende og blødgørende og forbedrer hudens smidighed. Cremen virker bedst ved at blive masseret ind i huden på udsatte områder som lår, balder og overarme.

Forløbet

Når man smører cremen på, skal man massere den ind i huden i cirklende bevægelser op mod ”problemområderne”. For de bedste resultater skal man bruge cremen efter, man har trænet, hvor huden er mest modtagelig for de aktive ingredienser. Man kan også tørbørste huden før påsmøring, hvilket øger blodcirkulationen og derfor igen gør huden mere modtagelig. Maren har fulgt brugsanvisningen nogenlunde, men har primært bare smurt cremen på – uden at massere eller tørbørste.

Resultatet

Maren er ikke begejstret for Rodial Sculpture, og synes nærmest ikke, der er sket noget med hendes hud. Da hun i forvejen er flittig med at smøre kroppen ind i almindelig fugtighedscreme, og altid har været det, synes hun stort set ikke, hun kan se forskel. Måske en anelse fastere følelse på lårene, men ikke meget.

Maren er ikke den store fortaler for den nemme løsning, nemlig at smøre huden skøn. Eller det vil sige: Hun mener ikke, at en særlig cellulite-creme har større effekt på huden end en helt almindelig fugtgivende lotion. Maren har pæn og forholdsvist glat hud, hvilket hun tilskriver sin ret konsekvente brug af fugtighedslotion gennem mange år. Hun har aldrig rigtigt haft problemer med cellulite og det, hun har, er ikke som sådan generende. Alligevel har der med alderen sneget sig et par buler ind hist og pist, særligt på ydersiden af lårene, og hvem vil ikke gerne kunne smøre de små problemer væk?

Derfor bliver Maren allerede en smule irriteret, da der i brugsanvisningen står, at Rodial Sculpture virker bedst, hvis man samtidigt træner, spiser sundt og tørbørster eller masserer huden.

– Det svarer jo næsten til at sælge skindet, men så lige bede folk om at skyde bjørnen først. Hele pointen med at bruge en creme mod cellulite er jo, at det netop skal være nemt. Man køber jo cremen, netop fordi man ikke har mod på en kur eller på at træne, siger Maren, der faktisk både spiser ret sundt og træner et par gange om ugen, men alligevel ikke synes, cremen har ændret på hverken elasticitet eller smidighed. Derudover synes hun, at cremen er klistret i konsistensen, og derfor ikke er særligt ”brugervenlig”.

– Den virker fedtet både på huden og fingrene. Den er lidt geléagtig, og det føles, som om den lægger en hinde på huden, der derfor ikke kan ånde. Det er ikke særligt rart, siger Maren, der som udgangspunkt helt klart var skeptisk overfor, om man overhovedet kan rykke ved hudens udseende med en creme.

– Jeg tror jo grundliggende ikke, at man kan få smuk hud, hverken på kroppen eller i ansigtet af at bruge dyre cremer, hvis ikke man samtidig lever forholdsvist sundt, drikker masser og vand og træner bare lidt. Men jeg havde håbet, at denne ret dyre creme havde gjort min hud smukkere. Det har bare ikke rigtigt været tilfældet, siger Maren, der, hvis hun skal nævne cremens positive egenskaber, synes, den dufter skønt og friskt – lidt citrusagtigt.

– Men altså: Resultatet er ikke stort anderledes end ved almindelig bodylotion. Huden er måske en lille smule blødere, men ikke meget. Jeg er ikke imponeret, siger Maren.

LÆS OGSÅ: 7 minutters træning med stor effekt

Cellulite

Mange kalder appelsinhud for cellulitis, men det er forkert. Cellulitis er en betændelsestilstand i huden og har ikke noget med appelsinhud at gøre.

Den rigtige betegnelse for appelsinhud er cellulite. Cellulite er ophobet fedt i underhuden. Fedtet ligger kapslet ind i små rum mellem overhuden og musklerne og viser sig som buler, når hudens elasticitet ikke kan følge med.

Stort set alle kvinder (og mænd), tykke som tynde, har cellulite i større eller mindre udtrækning. Med alderen får man lidt mere fedt i underhuden, og derfor ses appelsinhud ofte, når man bliver ældre eller efter en graviditet.

Appelsinhud er desuden betinget af to faktorer: genetik og livsstil. Det er f.eks. bevist, at rygning øger graden af appelsinhud.