"Man kan jo ikke sidde og læse nyheder op med så punket en frisure"
Som tv-vært er der begrænsning på udskejelserne i hår og påklædning. Derfor holder Cecilie Beck sig fra den sidecut og andre sjove ting, hun ellers godt kunne tænke sig at prøve. Men forandringen fra langt hår til en anstændig korthårsfrisure krævede alligevel en hel del overvejelser.
Det er lidt over fire år siden, at TV 2-nyhedsvært Cecilie Beck skiftede det lange hår, som hun – næsten – altid har haft ud med en korthårsfrisure. Hun havde overvejet at droppe det besværlige lange hår mange gange, men det var en ny frisør, der gav hende det afgørende skub.
"Hun sagde simpelthen, at hun aldrig havde set nogen, der var så egnet til en korthårsfrisure som mig. Hun var fuldstændig overbevist om, at det var det eneste rigtige, men så var der også så mange forandringer i forvejen i mit liv på det tidspunkt. Jeg var lige flyttet til byen efter at have boet i forstæderne i tyve år, og jeg var lige blevet skilt. Det var en periode med store skift, og jeg tror, det var med til at få mig til at tænke, hell yeah – hvis det nogensinde skal være, så er det nu."
Hvad syntes du om resultatet, da du fik klippet det lange hår af?
"Jeg syntes, frisøren havde ret. Der har ikke været så meget som en gnist af fortrydelse, og det har jeg haft med så mange andre ting, jeg har gjort – også hvis jeg bare har fået klippet 10 centimeter af eller klippet pandehår. Der kan man jo nærmest gå hjem under dynen og sværge, at man aldrig vil gå ud igen, før det er vokset ud. Jeg har haft større kvababbelser med mindre forandringer. Jeg kunne bare mærke, at den sad lige i skabet!"
"Jeg følte mig mere frisk og fri på en eller anden måde. At det elendige hår ikke skulle være i vejen. Det fylder meget, det lange hår, sidder fast i alt muligt, og man får det i munden, når det blæser. Jeg får ikke heller ikke mit hår i øjnene længere. Jeg havde sådan noget hår, som krævede utrolig meget maintenance for at se pænt ud. Jeg har aldrig haft sådan et stort og lækkert hår, som man kan gemme sig i, og det gad jeg simpelthen så godt at prøve. Jeg skulle bakse meget med det for at få det til at se ud af noget. Det er det simpelthen så befriende at være fri for. Nu behøver jeg heller ikke længere at huske at have hårelastikker og hårnåle i tasken. Sådan noget ejer jeg slet ikke mere. Det er megalækkert."
Hvorfor blev du ikke korthåret meget tidligere?
"Det er et virkelig stort skridt at blive korthåret, når man har været langhåret altid. Jeg har været korthåret én gang, da jeg var omkring 10 år, men ellers har jeg altid været langhåret, og man ved bare, at det tager år at gøre om igen. Så langt som mit hår var, vil jeg sige fire år eller sådan noget for at få det ud i samme længde igen. Jeg havde overvejet at få det klippet kort nogle gange, fordi jeg var træt af at have langt hår, især fordi, at når du er i tv-branchen skal det sidde lidt mere ”sat” end almindeligt pænt hår, for ellers ser det mærkeligt ud på skærmen.
Jeg kan ikke forklare, hvorfor men det gør det bare. Og det tog en evighed. Jeg tror, det tog i omegnen af en halv time, hver gang jeg skulle på skærmen, udover at man også skal sminkes. Er du klar over, hvor meget tid, jeg har vundet! Og så hader jeg at føntørre. Det er det kedeligste i verden, og det behøver jeg ikke nu med kort hår. Det kan bare få lov at tørre selv."
Nogle ville påstå, at det kræver mere at sætte en korthårsfrisure, som ikke bare kan sættes op?
"Der har jeg heldigvis en frisure, som jeg bare kan rode rundt i, og så er det godt nok. Den kan selvfølgelig også glattes og være lidt mere nydelig, men det er ikke noget, jeg behøver."
Så det korte hår er mere praktisk, men betød forandringen også andre ting?
"Jeg synes, der er en frigørelse i det, også i forhold til ens kvindelighed, for historisk set er der en stor del kvindelighed forbundet med at have langt hår, så på en eller anden måde var det også frigørende at finde ud af, at det var sgu ikke i det hår, at min kvindelighed sad. Jeg følte mig ikke et hak mindre kvindelig. Jeg har altid synes, at det kan være utrolig feminint at være korthåret. Jeg vidste bare ikke, om det ville være sådan for mig. Men altså, om jeg så fik fjernet legemsdele eller mistede et bryst til kræft, så ville det ikke gøre mig til mindre kvinde. Kvindeligheden er for mig dybt forankret indeni."
Hvad fik du af reaktioner fra andre, da du gik fra langt til kort hår?
"Jeg fik utrolig mange meget positive kommentarer. Der var selvfølgelig også nogle, der skrev, bl.a. på Instagram, at de syntes, det lange var pænere, og det må man altså gerne synes. Det er helt i orden. Men en overvejende del syntes, at det var pænt til mig. Jeg ved ikke, om det ville have betydet så meget for mig, hvis det havde forholdt sig anderledes, for jeg kunne virkelig mærke, at det var det rigtige for mig."
Hvad sagde de mennesker, der er allertættest på?
"Altså det føles jo som en revolution inde i en selv. Det føles som om, man har truffet en af de ti største beslutninger i sit liv overhovedet, men for andre mennesker er det bare sådan ”nå, har du fået kort hår, nå men det er da flot.” For andre er det ikke vildere, end hvis du har købt en lidt dyr sweater eller noget."
Er det så en skuffelse?
"Nej, det synes jeg ikke. Jeg var så afklaret om, at det her det handlede om mig og ikke om reaktionen. Du skal bare huske, at din nye frisure kan aldrig være breaking news i andres liv."
Tv-værter i USA har typisk et fønnet ”Hollywood-hår”. Er der nogle regler eller normer inden for dansk tv?
"Nej. Amerikanske tv-værter ser simpelthen markant anderledes ud, end vi gør. Selvom vi også får stylet håret, så er det alligevel meget mere naturligt. Man ved bare godt, at man ikke kan dukke op med hanekam. Det er simpelthen for forstyrrende. Det handler ikke om at være konservativ, men hvis det stikker for meget ud, så er der ingen, der hører efter den aften. Hele udtrykket skal være relativt business-like, så folk ikke sidder og diskuterer, om det hår eller den skjorte nu var for vild."
Har den igangværende sexismedebat fået dig til at tænke anderledes på, hvordan du ser ud?
"Nej, den har den ikke. Men det gjorde den for nogle år siden, hvor jeg gjorde op med mig selv, at det kan simpelthen aldrig være makeuppens, frisurens eller påklædningens skyld, hvis der er nogen, der ikke kan finde ud af, hvor grænserne går."
Har betydningen af din frisure ændret sig med tiden?
"Det tror jeg ikke, men der har været perioder, hvor jeg har brugt flere penge på det end andre. Da jeg var ung, var der mange ting, jeg ikke havde råd til, så jeg har helt klart brugt flere penge på det efterhånden, som jeg har haft midlerne til det, og derfor har jeg måske bekymret mig mere, da jeg var yngre. Det er jo heller ikke billigt at have en korthårsfrisure, for du skal klippes ret tit, og hvis du farver håret, så det også gøres tit, for du kigger jo lige ind i bunden."
Har du været påvirket af andres forventninger i forbindelse med valg af frisure?
"Jeg havde på et tidspunkt en kæreste, der meget gerne ville have, at jeg var langhåret, og da havde jeg ellers nogle overvejelser om at klippe det kort. Jeg havde det sådan, at hvis det betød så meget for ham, så pyt. Så meget betød det heller ikke for mig, men hvis jeg får en kæreste nu, der gerne vil have, at jeg får langt hår, så vil svaret være ”ellers tak”. Det er selvfølgelig også et andet budskab at sige ”jeg vil gerne have, at du forandrer dig”, frem for ”jeg vil gerne have, at du bliver ved med at være, som du er.”
Har du været påvirket af mode?
"Ja for fanden. Jeg har været permanentet i 80’erne. En rigtig Europe-puddelhundspermanent. Det var stærkt moderne! Jeg kan godt føle lidt splittelse, når jeg kigger på billederne i dag, men dengang syntes jeg, at det var spot on! Nå ja, det har også være helt kort i en periode, lige efter jeg havde fået børn. Det havde jeg helt fortrængt. Det var det rødt og kort og skåret af med et barberblad. Jeg havde sådan en punket frisør. Den var ikke gået i dag. Det var en helt kort og megarodet frisure."
Hvis der var frit valg på alle frisurehylder, hvad kunne du så tænke dig at prøve?
"Jeg kunne godt tænke mig at prøve at være kronraget, og det kan jo ikke med mit arbejde. Jeg kunne også godt tænke mig en sidecut, men man kan jo ikke sidde og læse nyheder op med så punket en frisure."
Ville du have en anden frisure i dag, hvis du ikke var tv-vært?
"Nej, det tror jeg ikke, men jeg ville helt klart eksperimentere lidt mere og f.eks. få lavet en sidecut eller et mønster i siden eller sådan noget. Det tager jo en måned, og så er det vokset ud igen, så det kunne være meget sjovt."