3 frisurer, der klæder alle – uanset alder
Må du have høj hestehale, når du er over 40, og langt, løst hår når du er plus 50? Du må, hvad du vil, siger eksperterne, men det skal klæde dig. Vi har spurgt en frisør, en stylist og en modeekspert om god hårstil til enhver tid.
Der er overhovedet ingen regler. Det eneste, det handler om, er, hvad der klæder personen. Sådan svarer modeekspert Lotte Freddie på spørgsmålet om, hvilke regler, der gælder i forhold til frisure og alder.
Vi skal lade være med at lytte til fordomme og til kommentarer om, hvad man må og ikke må baseret på normer og regler, som ingen ved, hvor kommer fra, mener hun.
Men ligesom inden for moden findes der adskillige uskrevne regler og forestillinger om, hvad man kan og ikke kan tillade sig, når man er en ”voksen kvinde.” Er lårkorte nederdele og nedringede toppe no go? Og er en høj hestehale eller perlespænder måske lidt for kækt eller nuttet?
På ingen måde.
De fordomme er gammeldags, og det er på tide, at de viger pladsen for individuel stil og for friheden til at udtrykke sig, som man vil, mener Lotte Freddie og to andre eksperter, vi har spurgt til råds.
Det skal vi vende tilbage til. For selvom vi måske kan være enige om, at vi som moderne kvinder må gøre, som vi vil, kan de fleste af os nok indimellem komme til at kaste et blik på os selv i spejlet på vej ud ad døren og alligevel overveje, om den uglede knold på toppen af hovedet eller de slidte skinny jeans måske havde passet bedre til os i et tidligere årti.
Så hvis der ikke er regler, hvad skal vi så forholde os til, når vi bliver 40, 50 osv.? Og hvordan skal vi kigge på os selv og være i stand til at vurdere, hvornår vores frisure er klædelig og passer til, hvem vi er? Lad os begynde med at kigge på nogle kvinder, der giver den gas, når det kommer til det personlige udtryk.
Det 98-årige amerikanske modeikon Iris Apfel er en kvinde, der sætter stil over regler og hurtige trends. Hendes kridhvide hår er som regel fønnet elegant tilbage over hovedet, og det er klippet kort og til tider asymmetrisk, så der er lidt, der stikker grafisk ud i siderne. Det hvide hår står i elegant kontrast til hendes karakteristiske oversized, runde briller. Det kan godt være, at folk glor, når de ser den fashionable og farverige ældre dame, men hun ER sit look. For hende gælder det om at have sin egen stil og ikke om at følge moden.
Andre af modens modne kvinder har også karakteristiske frisurer, der ikke ændrer sig eller bliver mere diskrete, bare fordi de bliver ældre. Chefredaktør på amerikansk Vogue, Anna Wintour, 70, har haft sin karakteristiske, skarpe page med pandehår siden 1970’erne. Hvorfor ændre på en vinder?
Hendes tidligere og inden for branchen også berømte kollega Grace Coddington, 80, Vogues creative director i en årrække, har også fremvist sin egen ikoniske frisure igennem årene. I hendes tilfælde et stort og langt rødt hår, som står kruset og vildt omkring hendes ansigt.
Der er ingen tvivl om, at hun er et menneske med stil og vilje, og én, man lægger mærke til. Men hvis man ikke har behov for at gå rundt og være modig og ligne et ikon med en flashy frisure, skal man så bare få en praktisk korthårsfrisure, som en af de gammeldags normer foreskriver?
"Der er en frygtelig tendens til, at netop ældre kvinder ser fuldstændig ens ud med en kortklippet frisure, som klæder meget få", siger Lotte Freddie, der selv har skulderlangt, glat hår og pandehår.
Gun-Britt, som er kendt for og har inspireret mange med sit lange, hvide hår, mener heller ikke, at vi med alderen skal droppe det lange hår.
"Der har været sådan en regel med, at når man bliver 40 år, så må man ikke have langt hår. Jeg ved ikke, hvor den kommer fra. Jeg er stadig glad for at have langt hår. Da jeg var ung, afprøvede jeg alt muligt og eksperimenterede med både farver og frisurer, men jo ældre, jeg er blevet, jo mere har jeg kunnet se, at jo kortere håret er, desto mere damet, ser jeg ud."
"Det er ikke en regel, der gælder for alle, for der er også mange på min alder, som er virkelig smarte med kort hår. Jeg synes, det handler om, hvordan personen er, og at det er meget individuelt, hvad man kan og ikke kan."
I dag er korthårsfrisurer til ”kvinder over 40” heldigvis ikke længere ensbetydende med at trække i et kone-look, der signalerer, at man er moden og sat og ikke render rundt og forfører mænd med et ungdommeligt, langt og sexet garn. Tværtimod. Kort hår er mere sexet og feminint end nogensinde før.
Det kan vi blandt andet takke Trine Dyrholm og hendes karakter Gro i tv-serien ”Arvingerne” for. Hendes skarpe korthårsfrisure fik kvinder i alle aldre til at lade de lange og halvlange lokker falde frigørende til jorden hos frisøren. Også i Hollywood har stjerner som Jennifer Lawrence, Anne Hathaway, Halle Berry, Jamie Lee Curtis og Robyn Wright Penn inspireret med varianter af det korthårede look. Skuespillere fra 20’erne til 60’erne. Der er frit valg på alle hylder, men der er alligevel nogle hensyn at tage, når vi bliver ældre.
"Når du er 30, kan du hoppe i tøj fra highstreet-butikkerne og se supergodt ud, men når du bliver 50, skal du måske begynde at tænke mere over kvalitet frem for at være med på moden. Du kan bruge de samme ting, men det skal måske være mere enkelt og med kvaliteten i fokus. Med hensyn til håret handler det om at kigge på personen og vælge en frisure, der klæder lige præcis den person – som kan åbne ansigtet op og passe til ansigtsformen og den enkelte", siger Gun-Britt.
Marianne Jensen, som er frisør og stylist og i 25 år har rådgivet artister om hår og frisure, mener ligesom Gun-Britt og Lotte Freddie, at man må gøre som man vil, så længe det er med stil og med kvaliteten i behold:
"Men når du bliver ældre, er du nødt til at se lidt sund ud. Sådan noget lidt trashy hår eller ”jeg var i byen i går”-looket, det kan man godt komme afsted med som 20-årig, men ikke når man er 50, så ser du bare for træt ud. Når det er sagt, så er jeg ekstremt åben over for, hvordan man ser ud. Jeg har selv haft lidt lyserødt i håret for nylig. Jeg synes, man skal være i den alder, man har, og gå med det. Så længe du bærer det med stil, og du mener det, så kan du komme af sted med rigtig meget.
Modeekspert Lotte Freddie tager helt generelt afstand fra at tale om alder, hvad enten det handler om påklædning, hår, makeup eller væremåde:
"Det er passé! Man skal vælge det, man selv synes, klæder en bedst og bare blæse på, hvad folk siger. Jeg synes, det er forfærdeligt, når folk går og gør sig til dommer over, hvad andre kan og ikke kan. Hvad bilder de sig ind? Det er selvfølgelig noget andet at sige til en veninde, hvis noget ikke klæder hende, men den der automatiske fordømmelse, fordi nu er du så og så gammel, det er fuldstændig håbløst. Men det kræver lidt mod herhjemme at sætte sig udover, hvad andre siger og tænker."
Lotte Freddie har selv en veninde på 71, som har et smukt, langt hår, og som ofte får fortalt, at hun bør klippe det. Det er hun komplet uforstående overfor. Man skal bruge det gode, man har, mener hun og nævner et citat fra modens verden:
"Modeskaberen Erik Mortensen sagde ”benene er det sidste, der går”, så du skal bruge de ben, om du så bliver 100 år. Så tag nogle sorte eller farvede strømper på, hvis huden ikke er, som den skal være, men brug benene! Det samme gælder, hvis du har et smukt, langt hår. Så lad det være langt og smukt, sådan som alle italienske kvinder gør uanset alder."