Gun-Britt Zeller: "Det må altså godt være lidt uperfekt, det hele"

Hår er bestemt ikke bare hår. I hvert fald ikke for frisør Gun-Britt Zeller, som efterhånden har haft kam og saks i hænderne i en menneskealder. 57 år, for at være helt præcis.

Lige meget om hun står i sin salon i det indre København eller holder fri, drages hendes blik altid først mod lokkerne, når hun møder et andet menneske, og hjernen kører på højtryk. Hvordan kunne man have klippet den page anderledes, kan Gun-Britt tage sig selv i at tænke, mens hun står i køen i supermarkedet.

Ligesom hun pludselig kan få en indskydelse om, at pandehår kunne være godt til kvinden ved siden af hende i flyet på vej mod London. Hun kan simpelthen ikke lade være. Heller ikke efter så mange år i branchen.

– Da jeg var ung, tænkte jeg altid: ”Man kan da ikke stadig stå og klippe, når man er over 50 år. Det er for hårdt fysisk”. Men nu fylder jeg 70 år og arbejder stadig på fuld tid i salonen – og jeg bliver ved, siger hun uden tøven.

– Af og til, især når jeg har travlt, kan jeg godt stoppe og tænke: ”Gun-Britt, hvad er det, som du render efter? Du har jo bevist, at det her kører, og at du kan det her.” Men jeg tror måske, at det med at jagte succesen ligger dybt i mig fra barndommen. Dengang var der ingen, som troede på mig og mine drømme, og derfor har jeg altid haft den der tanke om, at jeg skulle vise dem, at jeg kunne klare det. Det tror jeg aldrig rigtigt forlader mig igen.

Hvad var det i din barndom, der gav dig de tanker?

– Nok især min mor, som ikke troede på, at jeg kunne noget som helst. Mine forældre blev skilt, da jeg var omkring syv år, og så flyttede jeg fra Sverige til Danmark sammen med hende.

Det var ikke nogen sjov tid at være barn i, fordi der var så meget jantelov og ikke særligt højt til loftet, så jeg flyttede hjemmefra og startede på frisøruddannelsen allerede som 13-årig. Det var hårdt, for jeg skulle klare mig selv i en tidlig alder, så på det tidspunkt var jeg noget mere alvorlig, end jeg er i dag, og måske også mere bange for at give slip på tingene.

– Jeg kan se, at jo ældre jeg er blevet, jo højere er der blevet til loftet – og det er, fordi jeg selv har skabt den plads. Jeg føler også, at alderen har givet mig en ro. En ro, der kommer af, at jeg har bevist, hvad jeg kan. Men på samme tid nægter jeg på en måde at sige den sætning, fordi jeg jo gerne vil blive ved med at præstere noget, selvom jeg allerede har vist, at jeg dur.

– For mig har alder og det at blive ældre været en god ting. 

Træner næsten hver dag

Mere træning og udvalgt kost er nogle af de ting, som Gun-Britt har ændret med alderen. Frisørfaget er lig med mange timers stående arbejde, så derfor er det nødvendigt, at hun sørger for, at hendes krop er stærk, så den kan holde til arbejdet.

– Jeg træner meget hver uge. Dels fordi jeg bliver nødt til det, hvis jeg gerne vil blive ved med at arbejde. Skelettet kan jo ikke holde mig alene, kan man sige. Derudover har træning altid ligget meget naturligt til mig, og det påvirker mit humør, hvis ikke jeg gør det. I vinter var jeg sløj og lå i sengen i ti dage – og det var forfærdeligt!

Træningen giver mig så meget glæde, især når det er sammen med andre glade og smilende mennesker. Faktisk finder hun så meget værdi i at træne, at hun for fire år siden købte sig ind i træningsstudiekæden Powerhouse Cph. Og her tilbringer hun en stor del af sin tid.

– Jeg træner både på hold og har også nogle private timer – men jeg synes egentlig, at de der hold er sjovest. Så er der nemlig mange andre, som man kan måle sig med. Jeg mikser min uge med forskellige ting, så jeg kommer gennem hele kroppen.

Både pilates i reformer, styrketræning, Power Burn og TRX. Så jeg laver noget stort set alle dage i løbet af ugen – undtagen én. Men fordi jeg træner noget forskelligt hver gang, kan min krop godt holde til det. Det var noget andet, hvis jeg nu lavede vægttræning hver dag. Det ville ligesom være for meget.

Mig-tid og bananpandekager

Træning er en fast del af Gun-Britts morgenrutine. Hun hopper ud af sengen og direkte over i sit træningstøj, inden hun drøner ned i Powerhouse Cph.

– Jeg træner tidligt hver morgen. På det tidspunkt, er der nemlig ikke ingen, som skal bruge mig – og det er rart, at det er en time, som er min egen. Jeg tror nemlig, at det er vigtigt, at man har noget tid, som man prioriterer som sin egen, og hvor ingen kan få fat i en.

Det er skønt, synes jeg. Der lægger jeg telefon og mail langt væk. Efter morgenens træning vender Gun-Britt atter hjem til sin lejlighed, hvor hun snupper et bad, renser sin hud og herefter smører sig ind i cremer og olier, inden hun forbereder sin faste morgenmad: Bananpandekager.

– Jeg kan godt mærke det på min sult, hvis ikke jeg får mine bananpandekager til morgenmad, siger Gun-Britt grinende. Opskriften på de sædvanlige bananpandekager er dog ændret en smule, efter hun var et smut hos lægen.

– Jeg er i en alder, hvor man skal passe på, og hvor ens koleste- roltal godt kan begynde at bevæge sig lidt. Jeg har faktisk aldrig haft nogle problemer med det før, men sidst jeg var til undersøgelse, var tallet begyndt at tippe lidt op. Og det er meget naturligt med alderen, forklarede lægen mig. Jeg tænkte, at det skulle være løgn, og derfor har jeg droppet æggeblommen i bananpandekagerne.

Gun-Britts guide til smukt hår

– Jeg vasker kun mit eget hår én gang om ugen. De andre dage bruger jeg tørshampoo, fordi det ikke er godt for håret, at det bliver vasket for tit. Når man bruger tørshampoo, er det vigtigt, at man, efter man har sprayet det i, bruger føntørreren med god varme og blæs. Så bliver håret nemlig helt frisk igen. Hvis ikke du bruger fønen efter tørshampoo, kan det nemlig godt lægge sig i hovedbunden.

– Derudover smører jeg altid lidt serum i mine spidser og bruger stylingproduktet Dry Volume Booster, som får håret til at fylde mere. Jeg slutter altid af med min Soft Hairspray, så håret sidder, hvor det skal i løbet af dagen.

Så nu består pandekagerne af en banan, en håndfuld havregryn, lidt chiafrø, en smule kanel og æggehvider. Ovenpå pyntes de med en lille portion skyr og friske hindbær.

Gun-Britt sidder altid ved rundbordet i sit køkken, mens hun spiser morgenmaden og drikker en kop kaffe til. Foran sig har hun computeren, så hun lige kan tjekke de nyeste mails og tal, mens radioen kører i baggrunden. Når radionyhederne er ovre, er hun klar til at smutte ind til salonen.

Skønhed ændrer sig

Mens Gun-Britt tyer til kost og træning for at holde sig stærk og fit – og bremse kroppens forfald – så har hun bevidnet på første parket, hvordan skønhedsidealet løbende har ændret sig gennem årene, og hvordan der i dag er kommet mange nye muligheder for at fikse det, der ”falder udenfor” idealet.

– Skønhed har ændret sig meget i løbet af mine 70 år. Både for mig selv og samfundet. Især det her med, at man nu kan gøre så meget ved kroppen. Alt kan løftes og ændres. Det var der jo slet ikke før i tiden – både på godt og ondt. Men det er jo, fordi vi i dag lever i en helt anden verden.

Har du selv benyttet dig af mulighederne for at få ændret noget ved kroppen?

– Nej, det har jeg valgt fra for lang tid siden. Hvis jeg skulle være startet på det, så skulle jeg jo være startet, da jeg var 40 år eller sådan noget. Det eneste, som jeg har prøvet, er at få en Ultraformer-behandling, som gør skideondt!

Det er en maskine, som giver sådan nogle små stød, som er med til at fremme hudens egen produktion af kollagen. Men det er ikke noget med at fylde ud – rynkerne er de samme. Det sætter bare gang i din egen cirkulation.

– Jeg har ikke nogen forargelse eller mening om, hvad andre gør. Men jeg har haft en mening om mig selv, fordi jeg har været bange for, at min mimik skulle forsvinde. På samme tid tænker jeg også, at de rynker, som er kommet med årene, de er kommet af at leve livet.

De gør ikke noget, og man kan sige, at der virkelig er arbejdet på de rynker. Så de skal have lov at være der. Når jeg en dag bliver sådan rigtigt gammel, så skal jeg sidde ved vandet med håret i en knold i nakken og mine fine rynker. Sådan har jeg tænkt det – og det står jeg ved.

Gun-Britt går dog stadig meget op i at pleje sin krop – også mere end hun gjorde førhen.

– Jeg skal gøre mere for min krop og passe mere på den end tidligere. Derfor er jeg for eksempel begyndt at massere min hud med sådan en dermaroller. Det er ikke noget, som jeg gør slavisk. Men jeg gør det, og det er nok, fordi det ikke ligger så langt fra, hvordan man plejer hår.

Det handler om at aktivere hovedbunden, så du sætter gang i blodomløbet i det område. Og det er jo det samme med ansigtet og kroppen. Derfor er det ikke svært for mig at se ideen i at bruge lidt tid på det.

Drop glansbilledet!

Udover dermarolleren er der også lidt flere produkter i spil, end der var, da Gun-Britt var ung. Som 13-årig startede hun i frisørskole, og der blev hun spurgt af en ældre pige: ”Bruger du slet ikke noget i ansigtet?”. Gun-Britt svarede lettere forvirret: ”Jo da, jeg bruger Nivea”.

– Jeg kom bare der helt renvasket, siger Gun-Britt grinende, og fortsætter.

– De ældre elever lærte mig, at jeg kunne komme lidt på vipperne og sådan – så det gjorde jeg fra dén dag. Det var først i mine 30’ere, at jeg begyndte at blive ret bevidst om vigtigheden af fugt i ansigtet, og ellers tror jeg, at det med produkter er kommet lidt med alderen.

Man kan jo godt se, at der skal nogle andre ting til. Selvom pigerne på frisørskolen i sin tid nok havde held til at introducere Gun-Britt for makeup, så har hun aldrig været slave af sin forfængelighed. Og hun misunder på ingen måde nutidens unge for at skulle leve op til de sociale mediers perfekthedsideal.

– De sociale medier giver et glamourøst billede af, hvordan alting ser ud – og det synes jeg, er lidt farligt. For sådan ser folk jo ikke ud! Jeg tror ikke selv, at jeg havde kunnet klare at være ung i nutidens verden, fordi jeg var så usikker på mig selv dengang. Jeg forstår ikke, hvordan de unge i dag klarer det.

De skal falde lidt ned og blive sig selv. Det får man det meget bedre af. Så jeg tror, at det kunne være godt, hvis man havde lidt mere hverdag på de sociale medier. Det er jeg selv meget bevist om, når jeg lægger noget op på ”Intagram”, som de unge i salonen griner sådan ad, at jeg kommer til at kalde det. Er du ikke selv med til at fremme det glamourøse billede?

– Når jeg lægger noget op, så er det tit et billede, hvor jeg ingen makeup har på, og jeg er ikke kritisk med, hvornår jeg lader mig fotografere. Det gør jeg bevist for at vise, hvordan jeg rigtigt ser ud – og jeg bruger aldrig de der filtre. Jeg tror, at det bliver for hårdt for ungdommen, hvis ikke der sker en ændring.

Bare man kunne fortælle dem, at hende, som de synes er så pæn, faktisk har været inde og rette på alt muligt. Det må altså godt være lidt uperfekt, det hele. Det kan jeg i hvert fald mærke på mig selv. Jeg bliver træt af alt det, som er så ensartet – man vil hellere se nogen, som viser, hvem de er. 

Det indre er vigtigt 

Skønhed handler for Gun-Britt netop om at vise, hvem man er. Det er ikke kun det sunde hår og den friske hud, som har betydning for ens udstråling. Det indre er mindst lige så vigtigt.

– Det er ikke nok bare at style sig til skønhed. Der skal også være noget indvendigt, der viser, at man har det godt. For det indre er lige så vigtigt for ens skønhed. Derfor tænker jeg også selv meget over, om jeg er glad og tilfreds med mit liv. Men det er man jo ikke altid i sit liv, og så må man gøre noget ved det, så man kan få det godt igen. For det tror jeg også, at man udstråler.

Gun-Britt har selv taget en lang række valg og fravalg i løbet af sit liv, for at hun kunne være glad og lave det, som hun brænder for.

– Da jeg var helt ung, var drømmen at komme til udlandet og dygtiggøre mig. Men for at jeg kunne det, var jeg nødt til at have et ekstrajob. Så jeg arbejdede nærmest døgnet rundt. Når jeg var færdig i salonen, gik jeg hen og solgte bøfsandwich og isvafler.

Så mit fravalg var vel egentlig, at jeg i hele min ungdom næsten ikke så nogen fra min omgangskreds. For det havde jeg ikke tid til. Og det var jo et valg. Et bevidst valg, for jeg vidste, at det var det, som jeg ville.

Gun-Britt regnede ikke med, at hun kunne få børn, men da miraklet alligevel skete, betød det, at hun måtte prioritere en smule anderledes. Men hun var stadig sikker i sin sag i forhold til, hvad der skulle være plads til i hendes liv, hvis hun ville være glad.

– Jeg fandt en god rytme, da jeg fik min søn, fordi jeg vidste, at jeg ville have ham – så det var et klart tilvalg. Men jeg vidste også, at jeg ville have min karriere.

Det, tror jeg, er et stort dilemma, som mange kvinder har i dag. Jeg sørgede for at organisere mig, og det hele gik. Men det betød samtidig, at jeg måtte fraprioritere omgangskreds, venner, middage og alt sådan noget, for det havde jeg ikke tid til. Det var det, som måtte til, hvis jeg skulle være glad.

Lader op i naturen

I dag finder Gun-Britt også glæde, når hun søger væk fra salon, hår og saks for i stedet at være i naturen. Både på retreats i Schweiz eller Mallorca, hvor hun vandrer i højderne, og når hun trisser rundt på svampejagt ved sommerhuset i Tisvilde.

Tiden flyver, når hun går rundt i gummistøvler med fletkurv over armen og en lydbog i ørene. 5-6 timer og flere tusinde skridt senere vender hun hjem – også selvom det af og til er uden den store gevinst. 

– Jeg går i gang med at plukke svampe, så snart sæsonen starter, og nogle gange slutter jeg først i starten af december. Så sent på året har jeg prøvet én gang, og jeg kom da hjem med en enkelt kantarel! Det gode er, at når jeg går der alene, så forsvinder tiden. Det er min egen tid, og det er fantastisk!

– Det er også fantastisk at være på retreats. Jeg har i mange år været på Mallorca, og der kommer man ind i et univers. Alt er hyggeligt og lækkert. Du er sammen med en masse skønne kvinder, træner en masse og spiser lækker vegetarmad. Men det er nu ikke, fordi jeg taber mig i vægt, for jeg spiser SÅ meget, siger Gun-Britt grinende. Hvorfor har du behov for at tage væk fra hverdagen?

– Det er virkelig min egen tid, hvor der er plads til mig selv. Så når jeg kommer hjem, er det med fornyet energi. Og energi skal der til, når man som Gun-Britt tilbringer seks dage om ugen med frisørsaksen i hånden for skabe nye frisurer. Med stor passion. I en alder af næsten 70. For hår er som bekendt ikke bare hår.