Mit held er, at jeg arbejder sammen med fantastisk flotte damer i mode og skønhedsbranchen, som jeg får gode tips og tricks af, og et godt serum til ansigtet kan jeg klart anbefale. Jeg er vild med det klassiske fra Esteé Lauder.
Jeg elsker danske Tromborg, og jeg fik hele fem af deres lækre body-lotions i 30-årsfødselsdagsgave, så jeg har haft et lille lager. Jeg synes, den dufter så godt, og min hud bliver så blød.
Jeg er netop begyndt at bruge tørbørsten fra Karmameju. Jeg troede, det var løgn, men den fungerer fantastisk godt. Den kradser lidt, men resultatet er det hele værd.
Jeg har aldrig været en makeuppige, men jeg kan godt lide en naturlig glød som Laura Merciers farvede dagcreme giver, og så bruger jeg næsten altid en blush på kinderne. Gerne den fine orange i pudderform fra YSL.
Jeg er først begyndt at gå op i, hvilke produkter jeg bruger til mit hår, nu. Mit hår har fået sit helt eget liv, efter jeg har fået mit barn. Lige nu prøver jeg shampoo og balsam fra Kevin Murphy, som jeg har fået anbefalet af fantastiske Marianne Jensen (hårartist, red.).
Jeg skal have lagt shellac på både fødder og hænder, så jeg er klar til ferie i Thailand. Jeg er meget aktiv, og jeg elsker, at shellac holder så godt og får ens hænder til at se så pæne ud.