Helene Blanche: "Det er basen i min garderobe"
Helene Blanche, 40, er ene halvdel af parret bag Tapet-Cafe. Hun bruger masser af farver i sine designs og bolig. Smugkig i tekstildesignerens garderobe her, hvor de sorte, hvide og grønne nuancer dominerer, og snit, pasform og kvalitet altid prioriteres højt.
Helene Blanche bor med sin mand og deres tre børn i Hellerup. Ud over tekstiler og tapeter designer Helene også silketørklæder og clutches med fine detaljer.
Stil
– Klassisk og enkel. Jeg foretrækker at klæde mig minimalistisk men med et feminint snit og en elegant pasform.
Blazer fra Mark Kenly Domino Tan, nederdel er vintage og sko fra Bruno Magli.
Inspiration
– Jeg bliver inspireret af alt fra dygtige designere – både fra Danmark og fra udlandet – til mennesker omkring mig. En inspiration kan også være en detalje. For et par år siden blev jeg på en ferie inspireret af den smukkeste ældre franske dame, som havde bundet sit hår med et hvidt silketørklæde. Hun kørte i en åben vintagebil med hendes mand, og hun havde så meget udstråling, kærlighed og stil.
Top fra Mark Kenly Domino Tan.
Favoritdesigner
– Mark Kenly Domino Tan. Jeg bliver ganske enkelt et lykkeligere menneske, når jeg klæder mig i hans kollektioner. Han har sans for snit, detaljer og kvalitet, og han arbejder med kontraster på fineste vis: Elegant og sexet, underspillet og overlegent. Det er SÅ pænt!
Hverdag
– Højtajlede bukser og silketop eller bluse tilsat laksko i alle varianter.
Helene i sæt fra Pieces by Cecilie Bahnsen og favoritskoene.
Fest
– Lange kjoler med bredt bælte i taljen eller højtajlede bukser med minimalistisk snit, høje hæle og smykker.
Mest og flest
– Sorte silkeundertrøjer fra American Vintage og et fransk lille mærke, jeg køber, når jeg er ude at rejse. Det er basen i min garderobe.
Guldsko fra Pura López, sorte fra Gianvito Rossi og bordeaux fra Notabene.
Sko
– De flade laksko fra Notabene og høje dansesko i lak fra Repetto er mine yndlings.
Smykker
– Smykker betyder meget for mig. Jeg har hver dag mine runde guldøreringe og guldarmbånd på. Til fest bærer jeg en ring med en citrine-sten og en guldkæde fra Rebekka Notkin, diamantøreringe arvet fra min mor eller mine grønne smaragdøreringe arvet fra min svigermor.
Tasker
– Min ”Moire Stripe”-clutch foret med orange silkevelour er min favorittaske. Den er enkel, elegant, passer til alle anledninger og mit eget design.
Helenes yndlingstaske er ”Moire Stripe”-clutchen foret med orange silkevelour, som er hendes eget design. Tasker fra Chloé og endu en clutch fra ”Como Collektion” af Helene Blanche.
Shopping
– Med alderen har jeg lært ikke at impulskøbe. Jeg planlægger, når jeg skal købe noget og ved altid, hvad mangler i min garderobe. Det betyder ikke, at jeg ikke kan blive inspireret og komme til at gå over budget, men det tillader jeg også, hvis tøjet er rigtigt, for tøjet i min garderobe skal holde i langt tid, Jeg passer på mit tøj og bruger det sæson efter sæson.
Kimonoen er vintage og blusen fra Mark Kenly Domino Tan.
Budgettip
– Kig efter basisting, bluser og T-shirts online. Jeg er selv ret vild med & Other Stories, mens gode jakker og frakker tit gemmer sig i vintagebutikker i dit lokale kvarter.
”Fleurelle”-tørklæder af Helene Blanche.
Butikker
– Jeg shopper, når jeg er ude at rejse. Her har jeg bedre tid, og udvalget er større. Paris, London og Milano er blandt mine favoritter. I Danmark shopper jeg i små vintagebutikker som ”The Vintage Market” eller i vintage-webshops. De bedste internationale kollektioner findes i Holly Golightly, og jeg finder som sagt altid basisting fra mærket American Vintage. Accessories som bælter og silketørklæder finder jeg gerne i udlandet, enten i stormagasiner eller på loppemarkeder.
Skønhedsfavoritter.
Bedste køb
– Et par højhælede sorte sko fra en lille butik i Venedig. De er over 12 år gamle og holder faconen perfekt. Italien kan noget med pasformen på sko.
Fejlkøb
– Dyrt festtøj med forkert pasform. Min mand, Jannik, sagde, jeg lignede en nonne eller præst. Han havde ret, og det var komisk, men det minder mig også om, at kvinder og mænd ser meget forskelligt på beklædning.
Ring og halskæde fra Rebekka Notkin og hoops fra Ole Lynggaard Copenhagen. De grønne øreringe er en gave.
Altid hos dig
– Jeg skiller mig aldrig af med mine smykker. De fleste er gaver fra min mand og min familie og har derfor en historie og stor affektionsværdi.
”Stil handler for mig lige så meget om personlighed og udstråling som det tøj, man har på.” Grøn bluse og sko er vintage, kjole fra Gat Rimon og bælte fra Dries van Noten.
God stil
– At have sit eget personlige udtryk, finde sin stil og derefter opbygge en garderobe med tiden. Det er helt klart bedre at have ét perfekt outfit i garderoben, som kan bruges sæson efter sæson frem for mange forkerte. Respekter også altid altid din kropsform, og fremhæv dine bedste sider.