Det behøver ikke være koldt udenfor, for at strik og hækleri fortjener en plads i din garderobe. I år emmer sommeren af strikkede kjoler og hæklede toppe, hvor bæredygtige materialer og bohemedesigns er i centrum. Gør for eksempel som Salvatore Ferragamo, og bliv klar til stranden i en enkel strikkjole i beige eller en frisk farve.
Minimalistiske linjer og lys denim storhitter denne sommer, og Alberta Ferretti viser herover, hvordan du skaber et cool hverdagslook. Gå på jagt efter rå denimjakker med asymmetriske syninger eller en farvet vask, og tilsæt farverige accessories og en lille hæl for et feminint touch.
Minimalistiske linjer og lys denim storhitter denne sommer.
Etnochik i print a la Etro
Stærke farver og sydlandske print bliver uden tvivl en af sommerens mest populære tendenser. Find inspiration hos Etro, og hop i en midinederdel i det skønne print for et romantisk og bohemet look. Fuldend det med en enkel, farvet overdel og tilbehør i flet, og du er klar til drinks i solen.
Sommer og romantik er evige hjertebørn på moderedaktionen, og når de bliver kombineret i form af sommerkjoler, bliver vi helt vilde i sommervarmen. Det romantiske broderie anglaise er både smukt og behageligt at have på, og en hvid kjole med en smuk krave eller detaljerede ærmer som denne fra Alberta Ferretti vil stå flot til din sommerglød.