Så du det også på tv? ”Janni Pedersen var cool. Pegede på sine rynker i ansigtet og sagde…”

For nylig stod vært på Go’ Aften Live, Janni Pedersen, frem og talte direkte til de mennesker, der sender hende had-beskeder på grund af alder.

Ja, det er der nogle, der gør. Ugentligt. Man undres og prøver at se det for sig:

Først spiser vi lige frikadunser med familien, så ser vi lidt fjernsyn. Så bliver vi stødte over, at værten i fjernsynet ældes og beslutter herpå at skrive direkte til hende, at hun er gammel og grim og burde overlade pladsen til en yngre og/eller få noget botox eller restylane. Herpå kysser vi familien godnat og sover samvittighedsfuldt… ?!

Janni Pedersen var cool. Pegede på sine rynker i ansigtet og på sin hånd. Så slog hun fast, at hun ikke kommer til at bruge hverken botox, restylane eller kirurgi.

Værdigt henvendte hun sig direkte til seerne med ordene: Det kommer aldrig til at ske. Punktum.

Hun forsvarer de svage

Ingen lang undskyldning, vrede eller selvmedlidenhed. Ikke noget med at kaste kvinder, der bruger den slags, under bussen. Hun viste på en knastør måde, at hun ikke lader sig kyse af jantelovskrigere eller snævre skønhedsidealer.

Hvis du læser dette, Janni Pedersen, så vil jeg gerne sige tak for dit mod. Var det her en skolegård, så ville du være barnet, der altid forsvarer de svage og tør konfrontere bøllerne fra niende klasse. Selv ville jeg mere være sådan et barn, der nok hepper og bagefter lapper dit flækkede øjenbryn sammen, men selv undgår jord og blod på den fine bluse.

For et års tid siden begyndte jeg at få skudt botox i bekymringsrynken. Jeg kører dermed samarbejdspolitik over for bøllernes snævre normer. Jeg tager en genvej, fordi jeg frygter at blive fravalgt, hvis jeg ikke er nogenlunde stram i betrækket.

Og desværre er min frygt begrundet, når man tjekker den gennemsnitlige hudstramhed på kvinder, der har en form for udadvendt rolle i samfundet.

På den anden side: Hvorfor skulle jeg dog ikke bruge botox, når det er til rådighed – for jeg bruger også hårfarve og sminke, hvilket også er ”snyd”.

Du kan også høre mig – mere eller mindre desperat – argumentere for, at det også er en slags snyd, at nogen uden særlig indsats vinder i det store gen-bingo og ældes åh så irriterende yndefuldt.

På den anden side kan jeg godt se, at når jeg bruger (et lille bitte) skud botox, så er jeg med til at skabe vrangforestillinger om aldring. Jeg bidrager til, at andre føler sig forkerte med deres naturlige, furede pande.

Elskede mormors øjne

Jeg er med til at gøre det mere ensomt at være en kæmper. Janni’er samt medieledelser, der tør bryde med, at kvinder kun må stikke snuden frem, hvis snuden er ung og perfekt, gør tværtimod verden mere interessant.

Normen om, at kvinder skal være usynlige, når de ikke længere er unge, er fastgroet gennem generationer. Min mormor brød sig ikke om at lade sig fotografere. Tag ét af de unge, ikke af sådan et gammelt liv som mig, sagde hun.

I dag ærgrer jeg mig over, at jeg ikke insisterede mere. Jeg elskede at kigge på hendes vesterhavsgennemblæste kindposer og strålende øjne under øjenlågsgardinet.

Hepper på flere rollemodeller

Du hører mig ikke citere gajolflapper om, at skønhed kommer indefra, og et ansigt bare bliver smukkere, når man kan se, det har levet. Fysisk er vi flottere i den unge, faste udgave, og det er helt okay. Nyd det, unge smukke mennesker!

Alligevel hepper jeg på synlige rollemodeller i tv, der nogenlunde afspejler befolkningen i køn, alder og hudfarve.

For i takt med, at diversitet på skærmen bliver almindeligt, så gør det indlysende måske også op for troldefar og -mor: I har ikke ret til at sende had, fordi jeres medmennesker tillader sig at blive ældre.

Og så vil mormor måske også stråle i al sin rynkede vidunderlighed på fremtidige generationers kamerarulle.