Karina von d' Ahé har valgt at vise sig afklædt for at fejre kvinders forskellighed.

Karina: Må man smide kludene, når man ikke er "ung, tynd og perfekt"?

Selvom hun hverken er purung eller en str. 36, sagde Karina von d' Ahé ja til at vise sig afklædt. Hun er nemlig træt af mindreværd over vægt og alder, som både hun og selv og andre kvinder kan være tynget af, fortæller hun ALTfordamerne.dk.

Derfor lagde hun i sommer et foto på Instagram, hvor hun viser sig i bikini med ordene:

"Engang var jeg tynd og sprød, det er jeg ikke længere. Man må lære at elske det der er og det er ikke altid let, i dag er (heldigvis) ikke én af de dage."

Det kastede mange positive kommentarer af sig - samt en henvendelse fra fotograf Jesper Lindgren, som spurgte, om hun havde lyst til at lave nogle sensuelle og afklædte fotos af sig selv.

Nu har de sensuelle nøgenfotos kastet et blogindlæg af sig med det gode spørgsmål:

Må man overhovedet smide kludene, når man ikke er ung, tynd og perfekt?

Vi har stillet Karina fem hurtige spørgsmål.

Hvorfor endte du med at sige ja til fotografen?

Fordi jeg havde brug for at "face" min største frygt for at vise dele af mig selv, som jeg normalt skjuler. Det har været super befriende i øvrigt.

Hvad har været reaktionerne fra andre på dine billeder?

Den har overvejende været positiv. Folk har skrevet, jeg er sej og modig og alverdens rosende ord. Faktisk så meget, at jeg på et tidspunkt nåede en hel mæthedsgrad. Det kan være overvældende at modtage en masse ros også, det tror man måske ikke.

Hvorfor tror du, at vægt fylder så meget hos kvinder?

Jeg tror desværre vi har en kedelig genetisk kodning af en slags, hvor vi ikke kan lade være med at måle os selv mod andre kvinder. Man kan forsøge at beslutte, at det vil man ikke mere, men det er helvedes svært.


Hvad kan vi som kvinder gøre for at blive bedre til at acceptere vores kroppe, vægt og alder?

Vi kan bruge mere energi på at fejre hinandens forskelligheder som meninger, udseende, religion, smag osv. Vi kan også gøre ting, der gør os glade i vores hverdag, så vi har det godt og er stolte af det vi bidrager med. For mig er der en klar connection mellem rod i overetagen, altså hovedet, og selvkritik. Det vil sige, når jeg er glad og stolt af det jeg bidrager med, elsker jeg også mig selv og hele pakken højere.

Du er jo en smuk kvinde, som kun er 41 – kunne du finde på at lave afklædte billeder igen, når du fx er i 60'erne eller 70'erne?

Det tror jeg helt ærligt ikke, men hey man skal aldrig sige aldrig!



Se flere fotos på Ohyes.dk.

Karina von d' Ahé

Karina von d'Ahé er 41 år, ejer af PR bureauet VON D'AHÉ PR & Events samt bloggen Ohyes.dk. Hun er single.

LÆS OGSÅ: Kvindelig fotograf tager nøgenbilleder af sig selv over fire årtier

LÆS OGSÅ på fitliving.dk: Kaya Brüel: Træning kickstarter min dag

LÆS OGSÅ på Eurowoman.dk: 6 simple ting, du kan gøre for at blive gladere