Signe Sophie Kjer Stig P mig og mit klædeskab

Kreativ direktør Signe Sophie Kjer: Derfor går jeg altid i bukser

Signe Sophie Kjers klædeskab er støvsuget for kjoler, men til gengæld er der masser af skinny jeans, som hun gerne mikser med en blød strik til et enkelt hverdagslook, hvor de gode basiskøb er i centrum.

Hvad kendetegner din stil?

– Min stil er meget enkel, og farverne grå, sort og marineblå dominerer min garderobe. Jeg går oftest i bukser, især skinny jeans, og meget sjældent i nederdel eller kjole. Jeg synes, at det er flot til andre, men føler mig nok damet i det. Også til fest har jeg bukser på.

LÆS OGSÅ: Model Justine LeGault: ”Jeg er mere end bare min størrelse”

Enkle kvalitets-accessories. Tasker fra Yvonne Koné og Alexander Wang. Støvletter fra Anonymous Copenhagen og Yvonne Koné.

Skønhed fra Estée Lauder, Mac, Malin+Goetz, Zarkoperfume og ikke mindst den uundværlige fra Nivea.

Hvilke designere inspirerer dig?

– Jeg har altid elsket Iben Høj, som er en meget dygtig dansk strikdesigner. Jeg er selv uddannet strikdesigner fra London College of Fashion, så jeg værdsætter virkelig hendes smukke design, lækre materialer og dygtige teknik. Jeg er også vild med Phillip Lim og hans meget enkle design, der dog altid har en fin detalje.

Kimonoinspireret print på skjorten fra Stig P, der kombineres med jeans fra J Brand, solbriller fra Ray-Ban og støvletter fra Costume National.

Hvor shopper du?

– I Stig P, naturligvis, og så hos Sabine Poupinel, som har et fantastisk udvalg af strik fra bl.a. Iben Høj og fra det skønne færøske strikmærke Gudrun & Gudrun. Jeg elsker også butikken Oz med mærker som Helmut Lang, 3.1 Phillip Lim og Stella McCartney.

Signe går mest i afdæmpede farver, men gør en undtagelse med strik – fra Coat People by Stig P, Hope, Gudrun & Gudrun og The Kooples. Neglelak fra Chanel, armbånd er gaver fra Signes mand og far og støvletter fra Alexander Wang.

Hvorfra er dine basiskøb?

– Ud over vores egne mærker Stig P og Coatpeople, går jeg efter jeans fra Acne og J Brand. De har begge god pasform og er fantastisk behagelige at have på.

Vinterhvid strik. Tørklædet og frakken er fra Coatpeople by Stig P, mens sweatshirten er fra Wood Wood.

Signe i skjorte fra Rails. Uret er fra Rolex, og sølvarmbåndene er en gave fra Signes far − og hun har haft dem siden 1980'erne.

Hvad er prikken over i’et i dit look?

– Da mit look er meget enkelt, elsker jeg mine smykker. Jeg har bl.a. en række sølvarmbånd, jeg har fået af min far for mere end 20 år siden. Derudover synes jeg, det er vigtigt at have velplejet hud og hår – det kommer man langt med. Min moster smurte sig altid i ansigtet med den klassiske blå Nivea-creme og havde stort set ingen rynker, så den bruger jeg selv hver dag morgen og aften og også til fjerne makeup med.

Glimmer og blonder gør et par enkle bukser festlige. Bukserne er fra Stella McCartney, toppene er fra Hofmann Copenhagen og Stig P.

Hvilke tendenser fra vintersæsonen vil du opdatere din garderobe med?

– Jeg følger ikke deciderede tendenser, men jeg vil helt sikkert købe en skjorte mere fra det amerikanske brand Rails. De er fantastiske i kvaliteten, og så tror jeg, at jeg skal have en taske mere fra Yvonne Koné. Den ville peppe mit enkle look op og passe perfekt til decembers mange festlige begivenheder.

Når man skal være velklædt på job. Den sorte top er fra 3.1 Phillip Lim, mens den hvide er fra Kokoon med top fra Acne under.

Signes tips til stil og shopping:

1. Brug en farvet strik til at bryde et ellers meget enkelt look.

2. Sørg for, at dine sko er velholdte – et par slidte sko kan ødelægge ethvert look.

3. Inden du shopper, så tænk grundigt over, hvad du har brug for, så du ikke kommer hjem med en masse ubrugelige impulskøb.

De spinkle guldsmykker fra Jeanette Nørlund tilfører femininitet til Signes enkle look.

45-årige Signe Sophie Kjer er kreativ direktør for brandet og butikkerne Stig P. Hun er uddannet strikdesigner og er her i strik af eget design, jeans fra Acne, strømper fra Dear Denier og støvletter fra Yvonne Koné.

LÆS OGSÅ: 10 Instagram-profiler du skal følge, mens de stadig er små

LÆS OGSÅ: Cate Blanchett: “For at noget kan være smukt, bliver der nødt til at være en fejl i det”

LÆS OGSÅ: Find din nye læderjakke: Her er 15 favoritter