Gisele Bündchen 2007

Louis Vuitton, Christian Dior og Givenchy stopper parfumeproduktion for at hjælpe hospitaler

Franske LVMH annoncerede i går, at de vil producere håndsprit på deres makeup- og parfumefabrikker.

Det franske luksuskonglomerat LVMH, der har deres hovedkontor i Paris og ejer brands som Louis Vuitton, Christian Dior, Givenchy samt mange flere, annoncerede i går at de vil bruge deres faciliteter til at skifte produktionen af makeup og parfume ud med håndsprit på tre af deres store fabrikker.

Tiltaget skal hjælpe med at bekæmpe manglen på håndsprit, der er i restordre i Frankrig, for hele produktionen af håndsprit donerer LVMH gratis til de franske sundhedsmyndigheder og hospitaler. Frankrig, der er hjemland for virksomheden, er et af de lande, der er hårdt ramt af coronavirussen Covid-19, og på nuværende tidspunkt er over 5.000 mennesker smittet med sygdommen, og 127 er døde som følge heraf.

Størstedelen af det franske samfund er lukket ned for at forhindre smitten i at brede sig yderligere, så det er kun supermarkeder og apoteker, der må holde åbent. LVMH omstiller deres produktion fra dags dato og forventer, at den nye håndsprit kan leveres allerede i slutningen af ugen.