"Jeg er ægte i tvivl, om jeg nogensinde kommer til at gå i tøj, der strammer igen"
ALT for damerne har fået lov til at smugkigge i tv-vært Mette Bluhme Riecks klædeskab, der primært er tanket op med danske mærker, skinny jeans og striktrøjer i stribevis.
Stil
"En god ting ved mit arbejde er, at der er stylister til at skubbe lidt til mig. Derfor er min stil med årene blevet langt mere modig og i særdeleshed mere farverig, så nu vil jeg faktisk beskrive den som farverig, men med en base af klassiske styles og go to-kjoler. Jeg elsker kjoler og sæt – så skal man nemlig ikke bekymre sig om at matche over- og underdel, når man har travlt om morgenen. Det er jeg vild med!"
Inspiration
"Jeg følger modehuse og tøjmærker på Instagram og får nyhedsbreve fra modeblade og tøjproducenter. Det giver det basale overblik over tendenser, farver og styles, der hitter. Og så sorterer jeg i moden ud fra, hvad jeg kan lide ved første øjekast. Jeg skal helst have lyst til at hoppe i tøjet med det samme – ellers er det et dårligt køb."
Favoritdesigner
"Jeg har faktisk ikke én favorit, men prøver så primært at gå i dansk tøj."
Hverdag
"I det seneste år er jeg gået all in på coronauniformen og har tilføjet fem-seks joggingsæt til garderoben, tror jeg. De rangerer fra de helt bløde uden nogen form for figur – men med både is- og chokoladepletter – til de lækre sæt, der faktisk KAN bæres udenfor hjemmets fire vægge og endda kan tåle en hæl til. Jeg er ægte i tvivl, om jeg nogensinde kommer til at gå i tøj, der strammer igen. Skinny jeans har i hvert fald en voldsom pr-opgave foran sig..."
Fest
"Altid kjoler! Jeg er vild med dem og har dem i alle afskygninger, fra rå cowboykjoler over florlette silkesager til de vildeste paillet-skrud. Til den casual fest hopper jeg i et par lækre jeans, hæle og en fed taske. Så er resten lidt ligegyldigt."
Mest og flest
"Kjoler, sweatre, jeans og joggingtøj. I den rækkefølge tror jeg. Kjolerne kan styles op og ned, og selv de vildeste kjoler kan gå til hverdag, hvis man tilsætter sneaks. Sweatre er bare fantastiske, også over kjoler. Jeg er en notorisk frossenpind og kan ikke få nok strik. Som yngre var jeg allergisk over for uld, men det er forsvundet, så jeg overkompenserer måske lidt."
Igen og igen
"Silkekjoler fra Dea Kudibal lever jeg i hele sommerhalvåret. Og støvler fra Angulus, for når man bliver mor, orker man ikke længere at få ondt i fødderne af sit fodtøj. Man sidder jo aldrig ned, når man har småbørn, så det er vigtigt at finde sko og støvler, der kombinerer æstetik med komfort. Jeg genkøber også mine grå New Balance 990’ere, hver gang de er slidt. Sidst men ikke mindst den klassiske, hvide skjorte. Man har altid brug for ensfarvet basis."
Undertøj
"Jeg er verdens dårligste til at prioritere at købe lækkert undertøj, og jeg ender som regel bare med at hapse noget i H&M. Deres T-shirt-bh’er fungerer glimrende til hverdag og er usynlige under alt tøj, når jeg skal lave tv. Men min kæreste er god til at forære mig lidt lækrere mærker, og således er der lidt af det hele i skuffen."
Jeans
"Jeg er faktisk lidt jeans-mærke-hjemløs for tiden. Havde en lang Tiger of Sweden-periode, flirtede så lidt med retro-Levi’s, mens jeg sås med Rag & Bone ved siden af. Men nu om dage skifter jeg mere rundt efter look end mærker."
Sko
"Til hverdag bruger jeg mine New Balance 990’ere og Angulus-støvler, mens Apair-sandalerne er det store hit i sommermånederne. Til fest hedder det helst stiletter. Jeg har et par beige go to-stilletter fra Valentino og et par sorte fra Jimmy Choo, men lige nu har jeg det største crush på nærmest alle Custommades sløjfe-stiletter. Jeg vil have dem alle. I alle farver!"
Smykker
"Jeg skifter efter humør og for at opnå et bestemt look. Jeg er efterhånden mest til guldsmykker efter en lang periode, hvor alt skulle være oxideret sølv. Jeg er næsten afhængig af store øreringe. Jeg føler mig helt nøgen, hvis jeg kommer ud af døren uden dem, og jeg synes, det ser helt skørt ud med små øreringe. Det er vist en fase. Og så går jeg ingen steder uden mit ur."
Tasker
"Til hverdag er min favorit lige nu en beige sag fra Naledi med plads til både min arbejds-pc og diverse snacks og nødvendigheder til barnet og moren. Til fest vælger jeg altid taske efter mit outfit, men en evig klassiker er den sorte YSL, som jo bare passer til stort set alt. En fin sort taske er aldrig en dårlig investering."
Altid med i tasken
"Lipgloss, mineralpudder, en god concealer, tyggegummi og et par crunchies. Så kan man klare de fleste kriser. Solbriller, mobil, høretelefoner, figenstænger og vådservietter. Så klarer man ALLE kriser."
Shopping
"Jeg shopper primært på nettet, men jeg elsker at shoppe i Aarhus. Jeg boede der i mange år og synes, det er så hyggeligt at komme tilbage til de små ø-gader. Jeg er også vild med at shoppe i storbyer, og jeg savner i dén grad at shoppe i New York, Paris, Berlin og London. Jeg plejer altid at købe en større ting med hjem som minde fra hver tur. Noget langtidsholdbart."
Strategi
"Jeg shopper som en ravn og går efter alt, der glimter. Så derfor har jeg måtte lære mig selv også at huske at købe det "kedelige”. Det er nu engang basisvarerne, der får skabet til at fungere i hverdagen, og jeg har alt for ofte stået med alle mine skinnede sager og manglet den der basisstyle at sætte dem sammen med."
Største samling
"Det må være øreringe. Jeg bruger dem hver dag og skifter efter humør og outfit. Og så er jeg lidt en klovn til at holde styr på dem, så der ryger nogle her og der. Derfor har jeg en del single-øreringe efterhånden…"
Tendenser
"Lige nu er jeg vild med de bløde, fluffy pelssandaler. Kombinationen af sutsko og sandaler er at tage det bedst fra corona med ud i virkeligheden – med topkarakter til komfort. Og så crusher jeg stadigvæk på veste i alle afskygninger: Fra korte strikveste til lange vamsede veste med pels til at lune i stedet for en jakke."
Bedste køb
"Mine elskede flyverdragter fra Hunkön og Baum und Pferdgarten. De redder mig på samtlige cykel- og gåture og fra at fryse ihjel på byens legepladser. Jeg bruger dem året rundt."
Mest opsigtsvækkende køb
"En regnbuefarvet pailletkjole fra Rixo, som jeg købte på auktion for sølle 1.100 kr. i hammerslag. Den er så vild, men holder bare år efter år."
Største fejlkøb
"Jeg har en Gucci-taske, jeg næsten ikke bruger, fordi jeg ikke kan tage den på som crossbody. Men jeg kan ikke få mig til at sælge den, fordi den bare er SÅ smuk. Jeg gemmer den, til jeg en dag bliver venner med "taske på skulderen"-konceptet. Keep believing."
Aldrig uden
"En Betty Barclay-sweater og en 80’er-cowboykjole, som var min mors. Jeg bruger dem sjældent, fordi jeg ikke kan få mig selv til at vaske dem. De dufter nemlig stadig en smule af hende, så de hænger i skabet og spreder minder."
Klar på 5 minutter
"Koldt vand i ansigtet, fugt, mineralpudder, lipgloss og mascara. Enten en kjole eller jeans og en sweater, og så på med et par opsigtvækkende øreringe."