8 effektive olier, der renser, nærer og beskytter din hud
Olie er din (nye) bedste beautyven. For ikke nok med at den renser, nærer, beskytter og tanker din hud op med kærkommen fugt i den kolde tid, så giver den også en flot glød. Vi tipper dig om 8 gode produkter til både krop og ansigt samt fem typer af vegetabilske olier, du med fordel kan flytte fra køkkenskabet og over i beautyboksen.
Af: Sine Gerstenberg og Susanne Knutzen Foto: Jonas Bie
Er der er en luksushippie gemt i dig, vil du begejstres af Smuuk Skin Pureskin Oil Complex, der mikser alt godt fra urtehaven, blomsterbedet og helsekosten. Hampefrøolie gør, at huden bevarer sin fugt, salvie- og geraniumolie har en antibakteriel effekt, hybenkerneolie, lavendelolie og enebær beroliger din hud, mens olie fra basilikum og oregano lindrer irriteret hud.
Giv huden en kærlig kickstarter med den ultranærende olie fra Youth to the People, hvor nøgleingrediensen er maqui – verdens mest antioxidantfyldte frugt. Som et bonusboost er det potente bær i fint selskab med açai- og gojibær, figenkaktus og jojobaolie.
Der går 100 kilo økologiske açaibær, hentet i den brasilianske regnskov, til en liter acaiolie. Bærrene er små bomber af vitaminer, mineraler, fedtsyrer og antioxidanter og har faktisk dobbelt så mange antioxidanter som det mindre eksotiske blåbær. Açaibærret kan matche hudens molekylære opbygning, og derfor trænger den drøje olie fra Rudolph Care let ind og tilfører fugt indefra.
Det burde ikke være hokuspokus, men alligevel overrasker det mange, at de bedste skønhedsprodukter vokser vildt i naturen. Havtorn og hybenroser er to af dem, og i denne veganske olie er de koncentreret i et serum, der styrker hudens barriere, gør den fastere og minimerer rødme.
Vi er nogle, der ikke kan få nok af vanilje – uanset om den præsenterer sig som en kugle is, i tekoppen eller som duft på huden. Heldigvis har svenske Björn Axén forståelse for netop den craving og har skabt en nænsomt plejende kropsolie, der smyger sig om din krop såvel som i dine næsebor.
Organic Body Oil Caring Bergamot Vanilla, Björn Axén, 124 kr.
Vil du sikre din hud den bedste nattesøvn, så investér i Sunday Rileys Luna Sleeping Night Oil. Den er baseret på retinololie, der reducerer rynker og fine linjer, mens du sover. Klinisk dokumentation viser, at huden er synligt regenereret, fine linjer reducerede og den naturlige glød genetableret efter kun fire ugers brug.
Den er festlig og gør sig særligt godt på bare festben, olien fra La Mer med perlemor og glitterpartikler, der efterlader huden med en smuk og indbydende glød. Men olien kan mere end dét. Med sit indhold af E-vitamin, jojoba og olivenolie nærer og fugter den også huden. Ryst olien forsigtigt, og smør den på kroppen i cirkulære bevægelser.
Ujævn hud, pigmentfejl, tør eller grå hud? Kan du sige ja til et af eller alle disse hudproblemer? Så sig pænt goddag til den multifunktionelle olie fra Boscia, der med hjælp fra kommen-, rosen- og hybenkerneolie angriber samtlige udfordringer i én håndevending.
Vidste du, at de vegetabilske olier, som står på hylden i dit køkken, kan gøre underværker for andet og mere end din mad? De kan også have en yderst gavnlig effekt på din hud.
5 olier, der gør underværker
Mandelolie
Blødgør huden og afhjælper tør hud samt lindrer sensitiv og irriteret hud. Giver huden en mere ensartet tone. Olien kan også bruges i håret, hvor den lukker hårstrået og giver det glans.
Kokosolie, jomfru
Beskytter huden mod udtørring og genopbygger hudbarrieren. Har antibakterielle egenskaber og lindrer inflammation. Olien blødgør både hud og hår samt beskytter hårstrået mod udtørring.
Avocadoolie
Stimulerer helingsprocessen og lindrer irriteret hud. Beskytter hudbarrieren og gør huden blød. Har antiinflammatorisk effekt og virker genopbyggende.
Hampeolie
Tilfører essentielle fedtsyrer, der får huden til at fungere optimalt. Giver huden en blød og ensartet overflade. Olien er rig på antiinflammatoriske fedtsyrer, der lindrer irriteret hud, herunder ved akne og eksem. Gør håret blødt og giver det glans.
Havtornolie
Virker helende og reparerende på hudbarrieren. Reducerer inflammation og lindrer irriteret hud. Stimulerer cellefornyelsen i huden. Vedligeholder hudens fugtniveau og holder huden spændstig.
Kilde: “Vegetabilske olier i ansigts- og kropspleje”, Vibeke Estrup, Muusmann Forlag, 170 kr.